Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 18. jul. 2012 KL. 14.01

Selvmordsbomber var bodyguard for Assad

Det var en person med adgang til magtens kerne, der stod bag dagens angreb i Damaskus.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det arabiske oprør

Selv om et voldsomt bombeangreb i Damaskus kommer efter flere dages kampe i den syriske hovedstad, har det alligevel overrasket mange iagttagere, at en oprører kunne ramme så langt ind i magtens kerne.

Både forsvarsministeren samt viceforsvarsministeren - der er gift med præsident Assads søster - er dræbt. Indenrigsministeren og chefen for efterretningstjenesten er sårede.

Sidstnævnte er hårdt såret, mens indenrigsministerens tilstand er »stabil«, oplyser internationale medier.

Nu viser det sig, at selvmordsbomberen arbejdede som bodyguard for præsident Assads inderkreds. Det oplyser en kilde i det syriske sikkerhedssystem ifølge Reuters.

LÆS OGSÅ Assads forsvarsminister meldes dræbt i angreb

LÆS OGSÅ Tv-station: Assads svoger død ved angreb

Det kan besvare de spørgsmål, som iagttagere af konflikten i Syrien har rejst på det sociale medie Twitter. Som den svenske journalist Fredrik Johansson skrev:

»Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan en selvmordsbomber formåede at infiltrere et top-top sikkerhedsmøde i Damaskus på dette tidspunkt i konflikten«.

Hospitalet afspærret
De sårede blev kørt i ambulancer til et nærtliggende hospital, som herefter er blevet afspærret for offentligheden.

En islamisk oprørsgruppe kaldet Liwa al-Islam har på sin facebookside påtaget sig ansvaret for angrebet, skriver Reuters. De seneste dages kampe i Damaskus mellem regeringsstyrker og oprørere har ifølge oprørerne været de mest voldsomme siden kampene mod det syriske styre brød ud for 17 måneder siden.

Regeringsstyrkerne har dog - indtil nu - nedtonet, hvor alvorlige kampene egentlig var.