Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 22. jul. 2012 KL. 14.43 opdateret 22. jul. 2012 KL. 14.46

Thorning på Utøya: I må aldrig stoppe med at drømme

Danmarks statsminister roser nordmændene for deres håndtering af terrorangrebet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Terror i Norge


22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.


INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

Med en følelse af »stor ydmyghed« taler statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Utøya foran ofrene på årsdagen for terrorangrebet 22. juli i fjor.

Iført mørke bukser og en grøn jakke taler den danske regeringsleder fra talerstolen på en lille scene om dagen, hvor »det ubegribelige og utænkelige blev pludselig til kold virkelighed«.

»Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg sad på et hotelværelse i Frankrig og sammen med min familie så de gruopvækkende tv-billeder«, siger hun.

»Og det var som mor til to store piger, at jeg så, hvordan fædre og mødre, søstre og brødre, ægtefæller, sønner og døtre blev ofre for had, vrede og ondskab. Familier blev revet i stykker. Venskaber flået itu. Sekunder føltes som evigheder, og alting stod stille. Jeg tror, jeg reagerede som så mange andre. Også uden for Norge. Med forfærdelse og tårer over den forfærdelige tragedie, der ramte uskyldige nordmænd – børn og voksne – så urimeligt og uforståeligt«.

LÆS MERENordmændene ruster sig til mindedag

Men Norges reaktion på den meningsløse vold skabte »mening og retning«, siger Helle Thorning-Schmidt, og fremhæver et citat fra den ung AUF'er Helle Gannestad, der mistede mange af sine venner på Utøya:

»Hvis en mand kan skabe så meget had. Tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen«.

»Og kære nordmænd, og kære AUF, I valgte tolerancen. I valgte åbenheden. I valgte dialogen. Og på den måde valgte I også at sejre over hadet. I stod sammen som folk, da det var allersværest«, siger Helle Thorning-Schmidt.

DOKUMENTATIONLæs Thornings tale fra Utøya

Samtidig sender hun en direkte ros til partifælle og statsminister Jens Stoltenberg.

»Der er ingen, der er gået upåvirket videre efter sidste års tragedie. Men Norge er i dag kommet samlet ud af sorgen. Ikke mindst takket været dig, Jens. Du samlede et helt folk i en krisestund. Med din evne til at lytte. Din omsorg og din trøst. Din vilje til at bringe Norge videre i et endnu stærkere fællesskab«.

Et budskab, der udløser klapsalver.

Terrortrussel i Danmark
Helle Thorning-Schmidt gør det klart, at hun står på norsk jord for at vise, hvordan alle og særligt Danmark sammen med resten af de nordiske lande er solidariske med hele det norske folk og »står side om side med jer i kampen mod demokratiets fjender«.

Den danske statsminister erkender, at et terrorangreb også kan ramme Danmark.

»Kære nordmænd, når I og jeres smukke land kan blive udsat for et terrorangreb, så kan vi jo også«, siger Helle Thorning-Schmidt.

...intet våben kan slå et sundt og levende folkestyre ihjel

Helle Thorning-Schmidt (S)

I så fald har Norge bevist, hvordan et land bør reagere på et angreb, mener hun.

»Her et år efter tragedien kan vi se, at det stærkeste modsvar til fanatisme er: Mere åbenhed, mere demokrati og mere tolerance. Det har været den norske vej ud af den svære stund. Og den vej har bevist, at intet våben kan slå et sundt og levende folkestyre ihjel«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Budskab til unge
Den danske statsminister roser de unge socialdemokrater i AUF for at have tacklet det onde med sammenhold og kalder formand Eskil Pedersen for »en stærk og klippefast repræsentant for 22. juli-generationen«.

Terrorangrebet betegner Helle Thorning-Schmidt som »et anstød mod fremtiden«, og »et forsøg på at kvæle de drømme, håb, og visioner, som skal forme morgendagen«.

I må aldrig stoppe med at drømme. I må aldrig opgive at række ud efter det uopnåelige

Helle Thorning-Schmidt (S)

»Derfor har jeg også et særligt budskab til alle I unge mennesker, som sidder foran mig i dag. Ikke kun til jer selvfølgelig, men til hele jeres generation: I må aldrig stoppe med at drømme. I må aldrig opgive at række ud efter det uopnåelige. I må aldrig forfalde til bare at acceptere tingene, som de er. Efter 22. juli sidste år har vi kun mere brug for jer, jeres ideer og jeres tanker«, siger Helle Thorning-Schmidt.

LÆS MEREGlenn Martin blev såret på Utøya: »Jeg tror, jeg er stærk og mere voksen nu«

Under dagens mindeceremoni på Utøya har også statsminister Jens Stoltenberg, AUF-formand Eskild Pedersen og andre holdt tale for at mindes ofrene for terrorangrebet.

Politiken.dk i Oslo: I dag er både en slutning og en begyndelse