Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 26. jul. 2012 KL. 22.55

USA frygter, at Assads tropper gør klar til en massakre i Aleppo

Tanks, helikoptere og fly er på vej mod oprørerne i Aleppo.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Ifølge det amerikanske üdenrigsministerium er regeringstropper i Syrien netop nu på vej ind i den syriske by Aleppo med tanks, helikoptere og fly.

Det får nu amerikanerne til at frygte, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, er ved at gøre klar til en regulær nedslagtning af oprørerne i byen, som i de seneste dage har været skueplads for voldsomme kampe mellem oprørerne og regeringstropperne.

SE OGSÅ Øjenvidne fra Aleppo: De eneste på gaden er unge mænd på jagt efter brød

»Vores frygt er, at vi vil se en massakre i Aleppo, og det ser regimet ud til at gøre klar til«, siger talskvinde i det amerikanske statsdepartement, Victoria Nuland, til nyhedsbureauet Reuters.

Vil ikke blande sig
Hun betegner den nye udvikling som endnu et desperat forsøg på at bevare kontrollen i landet, men udtrykker samtidig bekymring for »hvad regimet er i stand til«.

På trods af den nye trussel mod Aleppo fastholder USA stadigvæk, at de ikke vil blande sig militært i konflikten.

»Vi tror ikke på, at man kan redde liv ved at hælde mere brændstof på bålet. Vejen ud er ikke mere vold. Vejen ud er en afslutning på volden og begyndelsen på en ny politisk overgang«, siger Victoria Nuland.

Ingen lighed med Benghazi
Hun afviser også, at der skulle være nogen sammenligning mellem Aleppo og den libyske by Benghazi, hvor en potentiel massakre mod oprørerne til sidst fik FN til at gå ind i konflikten.

Blandt andet fordi den samlede opposition i Syrien ikke har bedt om hjælp udefra.

»Størstedelen af Syriens befolkning ønsker, at volden skal stoppe. De ønsker ikke en optrapning af volden«, siger hun.

LÆS OGSÅKampen om Aleppo intensiveres

Over de seneste 16 måneder har kampene i Syrien udviklet sig fra en opstand i mere afsidesliggende byer til en kamp om Aleppo i nord og hovedstaden Damaskus mod syd, hvor præsident Bashar al-Assads styrker slår hårdt ned mod oprørerne.

Allerede tidligere på dagen fortalte oprørerne i Aleppo til Reuters, at flere tusinde regeringsoldater var på vej mod byen.

SE OGSÅAktivister: Syrien sender tusindvis af tropper mod millionby