Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 30. jul. 2012 KL. 17.48

Ebolaepidemi når Ugandas hovedstad

14 er døde af den stærkt smitsomme sygdom, deriblandt en i Kampala.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Uganda er ramt af endnu et udbrud af den stærkt smitsomme og dødelige sygdom ebola.

I hvert fald 14 er døde i løbet af epidemiens første tre uger, langt de fleste i landets vestlige del. Men et enkelt af dødsfaldene er sket i den tæt befolkede hovedstad Kampala.

Det har fået landets præsident Yoweri Museveni til at anbefale sine landsfæller at undgå fysisk kontakt, deriblandt at give hånd, kysse og at have sex med hinanden.

»Jeg ønsker jer held og lykke og må gud tage godt imod sjælene af de, som er døde«, afsluttede Museveni sin ekstraordinære tale til nationen, skriver BBC.

Mareridtssygdom
Ebola er den rene mareridtssygdom. Den smitter typisk ved kontakt med en afdød eller via kropsvæsker fra smittede i det endelige stadie, før de dør.

LÆS OGSÅFrygtet virus dræber mindst 14 i Uganda

Efter en inkubationstid på 2-21 dage går sygdommen i udbrud. Senere i forløbet begynder den at nedbryde blodårerne og organerne, og den afføder indre og ydre blødninger gennem alle kropsåbninger.

På dette stadie er sygdommen mest smittefarlig og kan nemt overføres, hvis for eksempel familien eller hospitalet forsøger at pleje og lindre den døende.

Præsident: Begrav ikke jeres kære
Det kræver nemlig ikke andet end en mikroskopisk slimdråbe fra en hostende patients blødende lunger at overføre smitten, hvis dråben for eksempel rammer et åbent øje hos plejeren.

Hvis det sker, er der intet andet at gøre end at vente, for der findes ingen kur mod sygdommen, som dræber 90 procent af de, som smittes.

På grund af den høje smittefare anbefalede præsident Yoweri Museveni i sin tale at undlade at begrave de døde, hvis man har mistanke om, at de er smittet.

»I stedet bør man ringe til sundhedspersonale, for de ved, hvordan man gør det«, sagde han.

Læger i karantæne
Tidligere epidemier i Afrika er ofte gået hårdt ud over sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale, som ikke nødvendigvis har uddannelsen eller udstyret til at genkende sygdommen eller beskytte sig ordentligt.

Også denne gang er en sundhedsmedarbejder dræbt. Syv læger samt 13 sundhedsfolk er sat i karantæne på landets centrale hospital i Kampala, Mulago-hospitalet.

Epidemien begyndte hos en gravid kvinde 170 kilometer vest for Kampala og bredte sig herfra under en begravelse, ifølge Museveni.

Tre ebolaudbrud på 12 år
Uganda er blevet ramt af tre større udbrud af ebola de seneste 12 år. Den mest dødelige var i 2000, hvor 425 mennesker blev smittet.

Mere end hver anden døde.

Den første kendte Ebola-epidemi var i 1976 i daværende Zaire, nu Den demokratiske Republik Congo. Her døde 280.

Siden er man blevet langt bedre til at opspore og begrænse smitten, som har inspireret flere dommedags-epidemifilm, deriblandt Outbreak fra 1995.