Langt de fleste landsbybeboere i området ved den fremskudte danske base Armadillo hverken turde eller ville samarbejde med de danske soldater om projekter, der skulle forbedre deres hverdag.

Det var nemlig Taleban, der kontrollerede området i første halvår af 2010.

Det var som regel kun afghanere, der ønskede at snyde sig til penge fra de danske soldater, som henvendte sig om projekter. De betingede sig, at støtten, som hovedsagelig gik til brønde og mindre dæmninger, skulle være hemmelig.

LÆS OGSÅArmadillo-soldat: Lokalbefolkningen vendte sig imod os

»Hvis vi endelig fik sat et projekt i gang, turde afghanerne ikke sige, at det var danskerne, som betalte. Derfor kom vi ingen steder med projekterne. Jeg fik ikke gennemført et eneste reelt projekt«, siger kaptajn Mads Silberg, der stod for det civil-militære samarbejde (CIMIC).

Han skulle skabe et tillidsforhold til de lokale, og derfor gik han ofte på patrulje i området med en deling på op mod 40 mand. Men det viste sig at være farligt, fordi de tit blev ramt af vejsidebomber eller angrebet af Taleban.

Alene ved Armadillo blev 31 soldater af Charliekompagniets 140 kampsoldater på Hold 9 såret, mens 2 blev dræbt. 12 blev hjemsendt, fordi de ikke kunne klare det psykiske pres.

Kendte til problemer
Mads Silberg rapporterede løbende til den danske bataljonsledelse i Helmand om de store problemer med at få sat gang i projekter og skabt tillid til befolkningen. Desuden blev den umulige situation rapporteret videre til den øverste hærledelse i Danmark. Alligevel stoppede ledelsen ikke de farlige CIMIC-patruljer i området på det tidspunkt.

I stedet blev samarbejdet mellem civile afghanere og danske soldater i Helmand tit beskrevet som en succeshistorie i pressemeddelelser fra Hærens Operative Kommando (HOK), hvor afghanske bønder tog imod soldaternes hjælp i form af brønde, små veje og andre projekter.

LÆS OGSÅArmadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

Som da forhenværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) i marts 2010 var på besøg i Armadillo. Her fortalte hun om sine indtryk på HOK’s hjemmeside: »En af de ting, jeg har fået bekræftet ved mit besøg, er, at danskerne er rigtig gode til at skabe sammenhæng mellem den militære og den civile indsats«.

Professor: Krigen blev »ritualiseret«
Professor og sikkerhedsekspert Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet kender ikke til den præcise situation ved Armadillo, som først blev endeligt lukket i februar 2011. Men han mener, at der tegner sig et overordnet billede.

»Når forsvarets ledelse og politikerne fortalte om, hvad vi gjorde i Afghanistan, så talte de om udviklingen, pigeskolerne og alt det der. Kampen var en eftertanke – en tilføjelse, der skulle muliggøre civile fremskridt. Det skabte et politisk behov for, at man satte det civile i højsædet, også selv om der var masser af tidspunkter, hvor det dybest set handlede om at føre krig«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han taler om en »ritualisering« af fremstillingen af krigen med fokus på skolebyggerier og nye brønde: »Det betød, at vi var temmelig langt bagud i forhold til situationen på jorden derude. Vi fastholdt nogle indsatser og mål på tidspunkter, hvor det havde været klogere at sadle om og gøre noget andet«.

HOK: Ikke meningsløs indsats
Alligevel afviser Hærens Operative Kommando, at den civil-militære indsats ved Armadillo var meningsløs.

»Det billede kan HOK ikke genkende«, skriver presseofficer Erik Bøttger i en mail og tilføjer:

»Når det militære hovedkvarter ønsker at styrke indsatsen i et område, gøres det både militært og på CIMIC-området, uanset – eller måske endda netop fordi – kontakten til de lokale ikke er optimal«.