Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 6. aug. 2012 KL. 15.27

Egypten sender angrebshelikoptere til Sinai efter politidrab

24 blev dræbt, da formodede islamister sprængte sig vej ind i Israel.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Formodede islamisters drab på 16 egyptiske politifolk ved en grænsepost i Sinai i weekenden får nu Egypten til at sende adskillige angrebshelikoptre i luften.

To helikoptere er således allerede sendt afsted, og flere er på vej til grænsebyen El-Arish. Det oplyser sikkerheds- og militærkilder til AP.

Samtidig øger den politiske top i Israel presset på den nyvalgte egyptiske præsident for at få ro i Sinai-området. Siden Mubarraks fald sidste år har Sinai-området, der ellers har været roligt gennem det meste af de sidste 30 år, været plaget af vold og optøjer.

24 dræbt i alt
Mistænkte islamister angreb søndag en grænsepost i El-Arish. 16 politifolk blev dræbt og yderligere syv såret, inden gerningsmændene stjal to køretøjer og bragede gennem sikkerhedshegnet ind i Israel. Her blev angrebet opdaget, og mindst otte militante blev dræbt, da israelsk militær satte ind med et luftangreb.

Weekendens angreb er et af de blodigste i området i årevis.

LÆS OGSÅIslamister angriber kontrolpost og dræber 16 egyptiske betjente

Israels premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak har i dag besigtiget den ramte grænsepost.

angreb.  Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu (th) og den israelske forsvarsminister Ehud Barak kom i dag på uventet besøg ved den grænsepost, der i weekenden blev angrebet af formodede islamister. Foto: AP

»Israel og Egypten har en fælles interesse i at opretholde ro langs denne grænse. Men når det kommer til det israelske folks sikkerhed, må og vil Israel kun stole på sig selv«, lød det i dag fra Netanyahu.

Var 15 minutter på israelsk jord
En israelsk brigadegeneral, Yoav Mordechai, har i dag lagt flere detaljer frem om episoden. Til hærens radiostation oplyser han således, at gerningsmændene bragte et af de stjålne politikøretøjer til sprængning for at få hul i sikkerhedshegnet. Gerningsmændene var bevæbnede med eksplosiver, granater og maskinpistoler.

Israelsk militær »afværgede et voldsomt angreb på det sydlige Israel«, konkluderede Mordechai blandt andet, skriver AP.

Gerningsmændene befandt sig ifølge israelsk militær på israelsk jord i 15 minutter, inden israelske styrker dræbte dem ved hjælp af både kampvogne og angreb fra luften.

Angrebet er det tredje i Sinai, siden Mubarraks fald, hvor det er lykkedes gerningsmænd at krydse grænsen til Israel.

Egypten har øjeblikkeligt lukket grænseovergangen Rafah til Gaza. Rafah er Gaza-befolkningens eneste mulighed for at forlade Gaza, eftersom de øvrige grænseovergange ind i Israel er lukket.