Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 7. aug. 2012 KL. 19.30

Dødelig virus er ikke så smitsom som mange tror

Et udbrud af sygdommen ebola har fået folk i Uganda til at gå i panik.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Sikkerhed. Selv om det ser dramatisk ud, siger WHO, at der ikke er grund til panik.

Sikkerhed. Selv om det ser dramatisk ud, siger WHO, at der ikke er grund til panik.

Mange husker sikkert filmen ’Outbreak’, hvor Dustin Hoffmann i rollen som militærlæge i sidste øjeblik redder USA fra at blive lagt ned af et supersmitsomt og dødbringende virus, som er hoppet over i mennesker, efter at en mand er blevet bidt af en afrikansk abe.

Virusset skulle forestille at være ebola, der har fået en nærmest mytisk karakter som en af verdens mest frygtede sygdomme, efter at virusset første gang dukkede op i Den Demokratiske Republik Congo i et område tæt ved floden Ebola i 1976.

Nu har virusset igen skabt frygt – denne gang i den virkelige verden, efter at foreløbig 17 ugandere er døde som følge af et udbrud i et område i det vestlige Uganda kaldet Kibale.

Ingen behandling
»Vi ved, at udbruddet er opstået i en familie, hvoraf 9 nu er døde. Men vi ved ikke, hvorfor denne familie er blevet ramt. Det er en helt almindelig familie, som lever af at dyrke noget jord, og som har haft nogle få husdyr – høns og måske også en ko«, siger Kenn Kiggundu, der er katastrofechef i Ugandas nationale Røde Kors.

Ud over de 17 døde er 20 indlagt på lokale hospitaler efter at have fået konstateret sygdommen. Nogle er i bedring og ventes udskrevet inden for få dage, mens andre fortsat svæver mellem liv og død.

Området ligger i højlandet tæt på grænsen til Den Demokratiske Republik Congo og besøges hvert år af mange turister, der kommer for at se på vilde chimpanser.

Ifølge Søren Hougaard, der bor i Ugandas hovedstad, Kampala, og som er chef for Østafrika i Dansk Røde Kors, er de lokale i området vanvittig bange.

LÆS OGSÅFrygtet virus dræber mindst 14 i Uganda

»Folk bliver inde i deres hytter og tør ikke gå ud, og børn bliver holdt hjemme fra skole«, siger han.

Indimellem er der også opstået panikagtige situationer.

»Ifølge de lokale medier begyndte folk at kaste sten efter nogle, som de troede var blevet smittet. Det skabte også stor uro, da det forlød, at en smittet person var stukket af fra det hospital, vedkommende var indlagt på«, siger Søren Hougaard.

Der findes ingen behandling af eller vaccine mod ebola. Der kan gå op til tre uger, fra man bliver smittet, til man bliver syg. Virusset ødelægger blodkarrene i kroppen, så man typisk får blødninger i maven og lungerne og mange andre steder i kroppen.

Symptomerne er almindeligvis høj feber, vanvittige smerter, blodige opkastninger og pletter på huden.

Udbrud stoppes
Anders Fomsgaard, der er professor i infektionsmedicin på Syddansk Universitet og derudover overlæge og laboratorieleder på virusafdelingen på Statens Serum Institut, kan godt forstå, at sygdommen har fået sit skrækindjagende ry.

»Den bringer en frygt frem, som vi alle sammen har i os. En frygt for syge mennesker«, siger han og understreger, at ebola absolut er en meget alvorlig – og på den vis – farlig sygdom.

»Man bliver pludselig meget syg, og mellem 60 og 90 procent af de smittede dør inden for få dage«, siger han.

Selv om sygdomme som hiv, malaria og tuberkulose har slået mange flere i Afrika ihjel end ebola, peger Anders Fomsgaard på, at det trods alt er muligt at behandle disse sygdomme, og at ebola derfor er i en klasse for sig.

LÆS OGSÅDødelig sygdom frygtes spredt til Kenya

Alligevel mener han, at frygten for ebola måske er overdrevet. For ebola er også sin egen værste fjende. Ofrene dør så hurtigt, at sygdommen ikke rigtig formår at brede sig.

»Derfor har der kun været relativt få udbrud, og de er kun gået ud over landsbyer«, siger Anders Fomsgaard. De seneste år har der ud over i Uganda været udbrud i bl.a. Den Demokratiske Republik Congo, men de er alle relativt hurtigt blevet inddæmmet.

Det hænger også sammen med, at det er nemt at beskytte sig. Sygdommen smitter kun, hvis man kommer i direkte berøring med en syg persons kropsvæsker eller ekskrementer. Man kan blive inficeret, hvis man får blodigt opkast i ansigtet, men ikke ved almindelig berøring.

Personalet flygtede
»De lokale går ind i deres hytter og bliver der, til udbruddet er drevet over, og det er den måde, man skal håndtere det på. I det seneste tilfælde hjælper det også, at sundhedspersonale i Uganda nu laver en opsporing af alle, som har været i kontakt med nogle af de smittede«, siger Anders Fomsgaard.

Ebola smitter ifølge Anders Fomsgaard ved, at visse dyr som flagermus kan bære ebolavirusset i sig uden selv at blive syge. Deres ekskrementer kan sætte sig på frugt, som for eksempel aber eller antiloper spiser. De bliver så syge og dør, og hvis mennesker efterfølgende spiser dem, bliver de også syge.

Anders Fomsgaard har svært ved at tro, at ebola kan nå til Danmark.

»Lufthavnspersonale er gode til at spotte folk, der er syge. Skulle en person dukke op i Danmark med symptomer, vil vedkommende blive lagt i isolation«, siger han.

LÆS OGSÅEbolaepidemi når Ugandas hovedstad

I Uganda håber myndighederne på, at de har fået bugt med udbruddet. Alle de smittede ligger nu adskilt fra andre patienter, og personalet er blevet udstyret med handsker og masker. Men når det kunne gå så galt, skyldes det formentlig, at nogle af de første, der blev ramt, ikke havde de sædvanlige symptomer som blodigt opkast og derfor ikke blev diagnosticeret.

Udbruddet blev først rapporteret af regeringen 28. juli, men de første tilfælde er formentlig kommet flere uger tidligere. Derfor har det også været vanskeligt at finde ud af, hvad der har forårsaget, at ebola dukkede op.

Det hjalp heller ikke, at personalet på det lokale hospital flygtede, da de fandt ud af, at der var kommet patienter ind med den frygtede sygdom.