Resumé af de to første kapitler:

Basen Armadillo var omringet af Talebans miner, og allerede i den første uge efter ankomsten til den fremskudte base var de unge soldater i kamp med afghanske oprørere, og fire soldater blev såret. Mange soldater i basens kompagni var rystede. De forsøgte at skabe et samarbejde med de afghanske bønder i området, men Talebans styrke og afghanske fupmagere gjorde det umuligt.

Frit spil for Taleban
De lokale afghanere dansede på murene, og plyndringen var i fuld gang.

De to militærbasers mure bestod af bokse lavet af metalgitre, der var fyldt op med grus og skærver – og selv metallet kunne bruges. Afghanerne gik i gang med at klippe metalgitrene op og slæbe det med hjem. Kun mindre bunker af grus lå tilbage.

Det var en morgen i marts 2010. Det lokale afghanske politi havde pludselig forladt de fire baser i Patrol Base Line, som skulle være det sidste værn mod Taleban før byen Gereshk med dens over 50.000 mennesker.

En dansk delingsfører opdagede flugten og varskoede den danske bataljon. En deling fik hurtigt overtaget baserne Clifton og Bridzar, mens de kunne se, at de lokale afghanere plyndrede baserne Spondon og Malvern.

LÆS OGSÅKapitel 2: Bønderne ved Armadillo var ikke til at stole på

Men ikke nok med det. Det viste sig senere, at oprørere fra Taleban efter plyndringerne gravede stribevis af vejsidebomber ned ved Malvern, så danskerne måtte oprette en ny base som erstatning tæt ved.

Officielt hed det sig, at de afghanske politifolk forlod baserne, fordi de skulle på kursus, men reelt stak de af, fordi de ikke havde fået løn i flere måneder. Desuden var de fire patruljebasers forsvarslinje i forvejen gennemhullet som en si.

»Taleban kunne bevæge sig meget tæt på baserne uden at blive set. De afghanske politifolk var dårligt eller slet ikke uddannet. Mange af dem var korrupte, og flere var påvirket af narko, så de gemte sig i baserne, mens de stort set skød på alt, hvad der nærmede sig. Derfor havde de lokale mildest talt et anstrengt forhold til dem, og Taleban kunne nærmest gøre, hvad de ville i området«, fortæller kaptajn Mads Silberg.

Nyt ansvar
Han var tilknyttet Charliekompagniet med omkring 140 kampsoldater i den fremskudte base Armadillo omkring 10 kilometer nord for de fire baser. Men da den danske bataljon uventet pludselig fik hele ansvaret for de fire baser, måtte soldaterne fra Armadillo også stille soldater til rådighed i de fire baser.

Derved blev der endnu færre kampsoldater ved den farlige base nordpå.

Sergent Nicolai Sørensen overtog sammen med 3. deling fra Armadillo i en periode på tre uger fra slutningen af april 2010 basen Ny Malvern, der hurtigt var blevet bygget tæt ved den gamle base. Om aftenen 4. maj måtte de søge ly. En sandstorm kom fejende ind fra ørkenen.

LÆS OGSÅArmadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

»Vi var i højeste alarmberedskab, fordi Taleban angreb basen Bridzar tæt ved«, fortæller Nicolai Sørensen, der var næstkommanderende i delingen.

Vinden var stærk og sigtbarheden minimal. Soldaterne sad kampklare med hænderne på geværet, mens stormen rasede omkring dem. Oprørerne valgte dog udelukkende at angribe Bridzar, som en anden deling soldater fra Armadillo midlertidigt var blevet overflyttet til, og her gik det hårdt for sig.

Tæt på
Støv og pulverfint sand trængte ind overalt hos de omkring 50 soldater i Bridzar. Sigtbarheden var tæt på nul. Vagterne kunne ikke se, hvad der foregik i en række tomme bygninger, der lå under 100 meter fra basens mure.

Taleban havde tidligere angrebet fra bygningerne og kunne også bruge de små bakker og træer som dække for et angreb.

Pludselig sejlede Talebans granater ind over basen sammen med skudsalver fra AK-47-geværer og lette maskingeværer. Sandstormen gav angriberne store fordele, og oprørerne kom så tæt på, at de kunne kaste håndgranater ind over muren.

Der var ingen hjælp at hente fra de andre danskere i de nærliggende baser. Stormen gjorde det umuligt at undsætte soldaterne i Bridzar. Situationen blev faretruende.

I løbet af kort tid var elleve danskere såret, heraf otte med alvorlige skader. Også de to tolke, to britiske soldater og en amerikansk soldat, der opholdt sig på basen, blev ramt.

Mens halvdelen af soldaterne enten selv var ramt eller tog sig af de sårede, forsvarede den anden halvdel muren omkring Bridzar.

Der var en overhængende fare for, at angriberne trængte ind i basen, så det ville udvikle sig til en regulær nærkamp.

Men det lykkedes at køre de pansrede køretøjer op på ramper langs muren. Derfra kunne danskerne beskyde angriberne oppefra med bilernes tunge maskingeværer, og det lykkedes at holde oprørerne ude af basen.

Men omkostningerne var store.

Det store tab
22-årige Sophia Bruun var med til at forsvare Bridzar uden at blive såret. Men næsten en måned senere gik det galt.

1. juni blev en skelsættende dag.

Lige efter klokken 12 sad hun som skytte i et pansret køretøj, som blev ramt af en kraftig vejsidebombe i nærheden af Bridzar. Hun blev dræbt på stedet, mens to andre blev såret.

Fire timer senere blev yderligere tre soldater såret af en vejsidebombe under oprydningsarbejdet. Den ene var så hårdt såret, at han måtte have amputeret begge ben.

LÆS OGSÅ Danskernes civile projekter ved Armadillo mislykkedes

Sophia Bruun er den eneste kvindelige danske soldat, der er blevet dræbt i kamp. Og hendes død fik stor indflydelse på Charliekompagniet i Armadillo og resten af bataljonen. Hun var meget vellidt.

I sit mindeord skrev Charliekompagniets chef, major Ronni Holm Hansen: »Sophia var en kvinde med et godt humør og en stærk vilje. Mange inklusive mig selv vil huske hende med et skævt smil på læben, et glimt i øjet og en kæk bemærkning«.

Den opsparede frustration over de mange sårede og den hårde belastning kom nu op til overfladen. Hun var den første dræbte på hold 9, og det ramte hårdt.

Sove dagen væk
Som sergent Nicolai Sørensen formulerer det: »Vi mistede den sidste illusion. Vi ville altså ikke alle sammen komme hjem i live. Jeg ændrede min indstilling. Før sagde jeg, at jeg nok skulle klare det. Nu håbede jeg blot, at jeg overlevede«.

Det blev ikke nemt for ham at opretholde facaden over for sin kone, når han ringede hjem.

»Jeg prøvede hele tiden at forklare, at det her ikke var farligt for mig, men det blev gradvis sværere og sværere for mig«, siger han.

20-årige Dennis Montagnini fra Nicolai Sørensens deling reagerede kontant på nyheden om Sophia Bruuns død. Efter et stykke tid besluttede han sig for at gå ind og sove: »Så vågner jeg i morgen, og så har denne her dag aldrig eksisteret. Det var en dag, jeg gerne ville have revet ud af kalenderen«.

Også for kaptajn Mads Silberg knækkede filmen. Han havde ellers lige haft orlov i tre uger og hvilet ud ved en pool på Mallorca i en uge med familien. Men kun få dage efter at han var vendt tilbage, blev Sophia Bruun dræbt.

»Jeg mistede troen på det, vi lavede. Det blev meningsløst. Hvad fanden lavede vi her? Alle de patruljer, vi havde gået, havde ikke ført noget som helst med sig. Du kan godt sige, at det var dråben«, fortæller han.

Mere kontant
Som Cimic-officer var det Mads Silbergs opgave at have kontakt til civilbefolkningen i området ved Armadillo. Men alle hans anstrengelser havde ikke ført til nogen målbare resultater.

Taleban stod så stærkt i området, at de afghanske bønder ikke turde samarbejde med soldaterne, selv om danskerne gerne ville støtte projekter som brønde og mindre dæmninger. For det meste havde han kun stiftet bekendtskab med fupmagere, der forsøgte at snyde ham.

Efter Sophia Bruuns død blev han mere kontant over for de lokale.

»Egentlig var der mange af de lokale, som jeg godt kunne lide som mennesker. Det er barske forhold, de lever under, så menneskeligt var det interessant at føre samtaler med dem, fordi det er to forskellige verdener. Men nu blev jeg meget mere hård i min retorik over for dem. Jeg var ikke så høflig, og jeg blev hurtigt træt af afghanere«, fortæller Mads Silberg.

LÆS OGSÅDanske soldater ønskede at lukke farlig base

Da hendes kiste skulle hjem til Danmark, opstod der en konflikt mellem Charliekompagniet i Armadillo og bataljonsledelsen i Camp Price længere sydpå.

Soldaterne fra Charliekompagniet ville sige ordentligt farvel, og kompagniet insisterede på at køre den farlige vej fra den nordlige fremskudte base og ned til ceremonien i Camp Bastion, før hendes kiste blev fløjet hjem.

De kørte alt, hvad remmer og tøj kunne holde, mens kun få soldater blev tilbage og bevogtede Armadillo.

Under ceremonien i Camp Bastion kunne mange soldater ikke holde tårerne tilbage.

Kaptajn Mads Silberg tænkte:

»Gad vide, hvor mange af os der står her, som ikke kommer med tilbage?«.