Soldaterne glædede sig. Snart skulle de forlade Armadillo og flyve hjem til Danmark.

Væk fra frygten for at gå på en vejsidebombe eller blive skudt.

Væk fra angsten for at opleve endnu en af ens kammerater blive evakueret i en helikopter efter at være blevet såret eller dræbt.

Og væk fra en opgave, som ofte kunne synes meningsløs.

Men ingen turde endnu føle lettelse over at være sluppet gennem det seneste halve års hårde tid ved den fremskudte, farlige base i dalen nord for byen Gereshk. Det var ikke slut endnu.

Skulle være synlige
21. juli 2010 skulle Charliekompagniets 3. deling gå en af de sidste patruljer. Flere soldater kunne dog ikke forstå, hvorfor de lige den dag skulle gå ud af den isolerede base, som var omringet af Talebans nedgravede sprængladninger.

Tidligere havde de fået ordre om at gå adskillige patruljer i døgnet, men lige netop den dag havde soldaterne forstået det sådan, at bataljonsledelsen havde givet en særmelding om, at de kun i nødstilfælde skulle gå patrulje.

Under briefingen før patruljen spurgte delingens signalmand Alf Olsen derfor, om det kunne passe, at delingen skulle gå ud ad porten på patrulje.

»Jeg fik den besked, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Det var selvfølgelig fint nok, men det er så utrolig bittert, at det lige netop var den dag, at det gik galt«, fortæller han.

Delingen fik at vide, at patruljens formål var at vise synlighed i et område, som basens soldater havde mistet kontakten med, fordi de i en længere periode havde stillet soldater til andre baser længere sydpå.

»Vi skulle snakke med områdets bønder for at finde ud af, hvordan de havde det, og om stedet var blevet infiltreret af Taleban«, siger Alf Olsen.

Stærk leder
Den 23-årige signalmand stolede ligesom de andre soldater hundrede procent på delingsføreren, Jonas Peter Pløger. Den 26-årige premierløjtnant havde i de forløbne måneders kampe med Taleban vist sig som en stærk lederskikkelse, der altid bevarede roen - ligegyldigt hvor hedt det gik for sig.

Alf Olsen havde en god kemi med sin delingsfører, hvilket også var nødvendigt, fordi han havde ansvaret for radiokommunikationen, når de gik på patrulje.

»Det blev meget hurtigt sådan, at vi ikke behøvede at snakke så meget sammen. Jeg vidste godt, hvad han ville. Når han bad mig om noget, havde jeg tit gjort det fem minutter tidligere«, fortæller Alf Olsen.

KAPITEL 1Armadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«

Delingsføreren var dog så dedikeret til sit arbejde, at soldaterne i begyndelsen kunne blive helt udmattede over de store krav, han stillede til dem. Hans næstkommanderende, sergent Nicolai Sørensen, skulle vænne sig til energibundtet Jonas Peter Pløger.

»I begyndelsen syntes jeg ikke altid, at det var lige sjovt. Men Jonas var utrolig velforberedt til alle opgaver. Han brugte lang tid til forberedelse. I lejren var hans lys altid det sidste, der blev slukket. Han sad og studerede kort og overvejede grundigt, hvordan en patrulje kunne gennemføres så sikkert som muligt«, siger Nicolai Sørensen.

God fornemmelse i maven
Den 37-årige kaptajn Mads Silberg var i løbet af det halve år i Helmand kommet på rigtig god fod med Jonas Peter Pløger. Kaptajnen havde som CIMIC-officer ansvaret for den civilmilitære indsats og kontakten til de lokale afghanere, og ofte var han på patrulje sammen med 3. deling, og det var han tryg ved:

»Jeg følte mig så sikker, som det nu var muligt i et krigsområde. Jeg havde altid en god fornemmelse i maven, når jeg gik med Jonas' deling«.

Jonas Peter Pløger havde været på landsholdet i militær femkamp, og hans fysiske styrke aftvang respekt på patruljerne, hvor han ofte gik med en ekstra rygsæk for at aflaste en af delingens udmattede soldater.

Så selv om de krigstrætte soldater længtes hjem, var ingen i delingen i tvivl om, at de kunne udføre deres opgave 21. juli 2010.

Et sikkert spor
De kørte ud midt om natten i pansrede køretøjer. Armadillo lå et stykke inde på et højdedrag i ørkenen, hvor der var en høj skråning ned til det grønne bælte langs Helmand-floden, hvor de lokale boede og dyrkede deres afgrøder. Soldaterne kørte et stykke tid langs højdedraget, før de stoppede.

Da Taleban havde plastret skråningen til med nedgravede sprængladninger, måtte en soldat gå forrest med en minesøger for at finde et sikkert spor ned til det grønne område ved floden. Det lykkedes. Delingen gik videre frem til stedet, hvor de ikke havde været i flere måneder.

Her mødte de flere afghanske bønder, som ikke var særligt meddelsomme. Som forventet havde Taleban en stor indflydelse i området, så de lokale var ikke vilde med at stå og tale med danske soldater. Delingen begyndte at gå tilbage til det sikrede spor, hvor de kunne gå op ad skråningen til køretøjerne på højdedraget.

KAPITEL 2 Bønderne ved Armadillo var ikke til at stole på

Flere soldater var blevet ved køretøjerne under patruljen og holdt øje med sporet, så det ikke var muligt for oprørere fra Taleban at lægge sprængladninger ud. Derfor behøvede de ikke at gå med minesøgeren igen, og det sparede tid. Hvilket var nødvendigt, hvis Taleban var blevet varskoet af de lokale om deres besøg og gjorde klar til et angreb.

Alt åndede dog fred og idyl.

En snigskytte
Det var stadig morgen, og alle glædede sig til at komme hjem til lejren efter at have været af sted det meste af natten.

Soldaterne gik op ad skråningen i hold. De tre første grupper var klatret op, og en af de sidste var Alf Olsen.

Delingsfører Jonas Peter Pløger var også næsten oppe, mens en sidste gruppe stadig ventede neden for højdedraget og gjorde klar til at gå op.

Pludselig lød der et skud.

»Det var ikke til at høre, hvor skuddet kom fra. Men vi regnede med, at det var en snigskytte«, fortæller Alf Olsen.

Han løb tilbage til Jonas Peter Pløger, og de fik gruppen neden for skråningen til at smide røggranater, så snigskytten ikke kunne se dem.

Den 20-årige Dennis Montagnini befandt sig i gruppen, der skyndte sig op ad skråningen.

»Selv om vi havde smidt alle vores røggranater, var vi utroligt blottede, da vi løb op ad skrænten. Det var ikke sjovt«, fortæller han.

Jonas Peter Pløger ventede oppe ved toppen og hev fat i soldaternes arme, når de nåede op til ham, og flåede dem næsten hen over kanten for at få dem i sikkerhed. Dennis Montagnini var den sidste mand, som delingsføreren hjalp op.

»Jeg nåede at tage min taske og skulle til at smide den ind i bilen, da der lød et kæmpebrag«, fortæller Dennis Montagnini.

Han vendte sig om.

»Contact Explosion«, blev der råbt.

Dennis Montagnini var også sanitetsmand, der ydede førstehjælp til sårede, så han skyndte sig hen til kanten for at se, hvad der var sket.

Men da Alf Olsen var tættest på, nåede han først frem til den hårdt sårede Jonas Peter Pløger.

Nedgravet sprængladning
Han så straks, at delingsføreren var hårdt såret. Hurtigt fik han hjælp af Dennis Montagnini. De forsøgte at stoppe de kraftige blødninger. Delingsføreren blev kørt tilbage til lejren og evakueret med helikopter til felthospitalet i den britisk-danske hovedlejr Camp Bastion.

Men kort efter ankomsten til hospitalet blev Jonas Peter Pløger erklæret død.

Alf Olsen er sikker på, at delingsføreren må have ramt en nedgravet sprængladning, selv om sporet var blevet undersøgt med en minesøger, og hele delingen var gået op ad stien: »Han må have trådt et sted, hvor vi andre ikke satte vores fod«.

Selv blev han også såret ved eksplosionen, fordi han stod så tæt ved.

»Jeg havde en sviende smerte over hele kroppen. En masse småsten havde ramt mig. Eksplosionen blæste dem ind i huden på mig«, fortæller Alf Olsen, der også blev fløjet på felthospital.

Ved at være træt
Inde i Armadillo kom følelserne ud. Flere soldater kunne ikke holde tårerne tilbage. Dennis Montagnini var en af dem.

»Men vi snakkede heldigvis også meget sammen, så vi kunne få det hele ud. Det var bedre end at isolere sig i sit telt«, fortæller Dennis Montagnini.

Jonas Peter Pløgers død var et meget hårdt slag for Charliekompagniet.

Kaptajn Mads Silberg var på det tidspunkt stationeret på en anden base, Clifton, længere sydpå. Han havde få dage før været sammen med Jonas Peter Pløger, og han fulgte med på den interne radiokommunikation, da den hårdt sårede delingsfører blev evakueret.

KAPITEL 3 Hold 9's første tab ved Armadilloen

»Det var frygteligt. Det var surrealistisk, fordi jeg ikke var der. Vi havde næsten lige taget afsked. Da så han slidt ud. Han havde tabt sig meget. Selv om han var femkæmper og i god form, kunne man godt se det på ham. Mit minde af ham var, at han var ved at være træt«, siger Mads Silberg.

Han satte sig ned og skrev et brev til delingen - og satte et skilt op foran Cliftonbasen med ordene: 'Fort Pløger - we will allways remember'.

Flere patruljer
Efterhånden var Mads Silberg blevet mere og mere frustreret over ledelsens dispositioner. Selv om den danske bataljonsledelse i Helmand vidste, at Armadillo var omringet af Talebans vejsidebomber, fik Charliekompagniet allerede 24. maj besked om at gå seks patruljer i døgnet, heraf to om natten.

Det samme gjorde også det andet kompagni i bataljonen.

I Armadillo blev ordren modtaget med hovedrysten af mange soldater i Charliekompagniet. Da befalingen kom, var allerede 20 soldater blevet såret i området siden midten af februar som følge af nedgravede sprængladninger og træfninger med oprørerne.

»Det var ekstremt farligt, tidskrævende og personelkrævende at gå patrulje fra Armadillo, og hvis man skulle gøre det seks gange i døgnet og to af patruljerne i mørke, så skulle vi have været et kompagni mere. Og folk blev ved med at gå i stykker. De blev ved med at blive skudt og sprængt i luften«, siger Mads Silberg.

Han fortæller, at stemningen i juli måned før en patrulje kunne være så trykket hos soldaterne, at en befalingsmand sammenlignede det med »at proppe en kat ned i en balje med vand«.

For 3. delings næstkommanderende, Nikolai Sørensen, var der ikke sammenhæng mellem ledelsens ordre og kompagniets virkelighed.

»Jeg synes ikke, at vores opgave blev tilpasset vores kampkraft. Patruljerne kunne forstyrre Taleban, men det skulle være ordentlige patruljer, hvor der var soldater nok. Jo færre mennesker der gik ud, jo mere sårbare var de«, siger han.

Ifølge den daværende bataljonschef, Flemming Mathiasen, var en af årsagerne til at fortsætte patruljeringen behovet for at reducere Talebans muligheder for at angribe en ny dansk forsvarslinje tæt på hovedbyen Gereshk.

»Men det er vigtigt for mig at understrege, at antallet af patruljer ikke var et succeskriterium. Succeskriteriet var at nå de løbende målsætninger, der blev opstillet«, siger Flemming Mathiasen.

'Standing Patrols'
For at undgå at blive lemlæstet og såret opfandt kompagniet ved Armadillo begrebet 'Standing patrols'.

I stedet for at gå den farlige vej ned til de lokale afghanere i området ved floden kørte soldater i et pansret køretøj et kort stykke ud på højdedraget over floden, hvor Taleban havde sværere ved at placere deres sprængladninger. Her holdt de et stykke tid, hvorefter de kørte hjem igen.

»Det var et begreb, der blev opfundet til situationen, efter at ordren om at gå seks patruljer i døgnet kom. 'Standing patrols' findes ikke som et taktisk militært begreb, men så blev kvoten jo opfyldt«, siger kaptajn Mads Silberg.

I juni rapporterede den danske bataljon i Helmand hjem til Danmark, at en tredjedel af Charliekompagniets kampkraft var væk på grund af mange sårede og hjemsendte. Det fremgik også, at bataljonsledelsen beskrev udviklingen ved Armadillo som alarmerende, og at det stort set var lykkedes Taleban at isolere basen ved hjælp af sprængladninger.

Ordren om de seks patruljer i døgnet blev ændret efter knap en måned - 21. juni - så der skulle foretages en vurdering af formålet med en patrulje, før den blev sat i værk. Ifølge Mads Silberg blev der udelukkende gennemført 'standing patrols' fra Armadillo, indtil 3. deling blev sendt ud en måned senere.

Fastholdt basen
Forsvarschef Knud Bartels havde ellers allerede i marts 2010 under et besøg i Afghanistan meddelt, at det var i orden at lukke Armadillobasen, hvis den ikke længere spillede en rolle. Det skete også på møder med den britiske ledelse i Helmand, som var danskernes samarbejdspartner.

Basen passede nemlig ikke ind i den militære doktrin, som de internationale styrker allerede havde introduceret i sommeren 2009.

Nu skulle der fokuseres på landets befolkede områder. Soldaterne skulle ikke længere kæmpe i øde landområder uden chance for at kunne bevare kontrollen med det erobrede land.

Indsatsen skulle koncentreres ved byerne og de tættest befolkede områder ved Helmandfloden, og det var ikke i dalen nord for Gereshk, hvor der kun levede nogle få tusinde bønder, som især dyrkede opiumsvalmuer.

Briterne lukkede base
Derfor besluttede briterne at lukke basen Gibraltar i sommeren 2009, som lå over for Armadillo på den anden side af Helmandfloden.

Det havde været en lettelse for dem. Hver gang de 160 britiske soldater gik på patrulje fra basen, blev de angrebet, og området var gennemmineret med vejsidebomber. Men danskerne fastholdt dengang Armadillo på den anden side af floden.

I foråret 2010 meddelte også den afghanske ledelse i Helmand, at Armadillo var lavest prioriteret for dem. Alligevel fastholdt den danske bataljonsledelse på Hold 9 basen. Først to måneder efter at Charliekompagniet kom hjem i august 2010, blev det besluttet at indlede lukningen af basen.

I dag undrer Mads Silberg sig over forløbet.

»Vores styrke blev spredt ud på for mange baser, og det havde vi ikke nok soldater til. Vi kunne reelt ikke gøre noget for at ændre situationen ved Armadillo«, siger han og tilføjer:

»Patruljevirksomheden ved Armadillo skulle have været indstillet lang tid, før det skete. Der er nogen i ledelsen, som ikke har læst vores rapporter ordentligt, for det stod meget hurtigt klart, at vi ikke kunne løse opgaven med at få etableret en fornuftig kontakt til de lokale med de ressourcer, som var til rådighed«.