Politiken i Somalia

• Somalia er det, journalister kalder en god historie. Landet har gennem årtier leveret overskrifter om borgerkrig, hungersnød, tørke, korruption, pirater, kidnapninger, børnesoldater og international terror.
• Men mange af nyhederne er fortalt på distancen, for det er meget svært for medierne at arbejde i Somalia. Alene den seneste uge er to somaliske journalister blevet likvideret i landet, og flere gange er internationale mediefolk blevet kidnappet eller dræbt i det urohærgede land.
• Politiken har de seneste to uger haft et reportagehold i Mogadishu og kan i dag give et unikt indblik i somaliernes liv. Det er historier, der er blevet til under specielle arbejdsforhold. Vores journalist og fotograf kunne kun arbejde i byen under beskyttelse af seks-otte svært bevæbnede vagter, og det var ofte kun muligt at opholde sig det samme sted i kort tid – mellem 15 minutter og en time.

Politiken-Fonden har støttet reportagerejsen til Somalia.

Flere af Jan Grarups billeder af basketballspilleren Suweys er taget på en tidligere rejse, som er foretaget i samarbejde med Unicef.

Gadesælgeren står og nynner lidt, mens han arbejder. Hænderne bevæger sig hurtigt, hælder den gule væske ned i en lille, aflang frysepose, binder en knude og svupper posen over i bunken til de andre.

Han trykker låget godt på og ser sig omkring. Over hans spækkebræt hænger duften af citron som noget friskt og uventet i en støvet og beskidt gade, hvor den søde hørm af varmt, råddent affald ellers hersker.

Han bestemmer sig til, at det er nok, smider alle de gule, skvulpende poser ned i en køletaske, hvor de lander på knasende knust is. Han er klar til de første kunder, der vil have en pose kold lemonade, lavet på vand, citron og sukker.

Han venter et øjeblik i skyggen, om lidt skal han have sin trækvogn op til den rundkørsel, der hedder K4 eller Kilometer 4, fordi den ligger 4 kilometer fra den rundkørsel, som hedder Kilometer 0. Det er oppe ved K4, kunderne er, og de er der faktisk, siger Mohammed Adan.

»Det går bedre, nu kan jeg holde mine fire børn i live med den her bod. Jeg tjener måske 2 dollar om dagen, og så kan vi spise os mætte. Jeg kan også høre på mine kunder, at de er gladere – og se, at de har flere penge«.

Mohammed Adan står midt imellem det gamle og det nye Somalia. Over for ham er de ved at genopbygge skolen, der var skudt i stykker i et af de små slag, der skud for skud har pillet pynten og det meste andet af Mogadishu de seneste 22 år. Nu dækker stilladser og glat, fugtig cement bygningens arvæv.

Bag lemonadeboden ses et grotesk syn: snuden af et stort hviderussisk fragtfly, der i marts 2007 blev skudt ned over byen og stadig ligger her og får alt andet til at se for småt ud.

Mohammed har vendt ryggen til flyet, han vil hellere tale om at skrabe penge sammen til en bod til, så han kan tage lidt mere med hjem til familien, han forsørger.

»Når der er fred, kan man tjene penge. Når de slås, skal vi være glade for bare at overleve«.

Mogadishu set udefra
I sin lyserøde skjorte og kække hat er Mohammed Adan en lille succesfortælling i et Mogadishu, der mest er kendt for sine tragedier og lidelseshistorie.

De fleste, der kom til byen for første gang, ville se den sådan her:

Store dele af byen er reduceret til en slagmark, med smadrede bygninger, som på en eller anden måde alle sammen har den samme farve, der ligger et sted mellem beige og beton. Regeringsbygninger reduceret til groteske skulpturer og en katolsk katedral, der er den smukkeste ruin i byen.

LÆS OGSÅI Somalia spiller kvinder basketball med dødstrusler over hovedet

Trappeskakter, der står alene tilbage, eller huse, hvor det kun er facaden, som er sprængt væk, så man kan se ind i de firkanter, der engang var hjem. Tilsyneladende tømt for farver og liv, og så pludselig en kulørt klat, så en til.

En knaldrød fodboldtrøje i børnestørrelse, en kvinde i karrygult tørklæde. Det er husenes nye beboere: somaliere fra hele landet, som er flygtet fra hele landet til hovedstaden for at bo i små telte mellem ruinerne, hvor de roder i skraldet efter mad og tørrer tøj på snore spændt ud mellem teltene.

Med jævne mellemrum genlyder byen af skud – specielt om aftenen. Ikke et enkelt knald hist og pist, men salver af skud, ildkampe, der fortsætter i minutter. Dagen efter ved ingen, hvem som skød, og de spørger heller ikke.

langsiden.  Store dele af Mogadishu er ødelagt af de mange kampe i byen, siden borgerkrigen brød ud i 1989. Her bruger drenge et sønderskudt hus og et træ som tilskuerpladser til en fodboldkamp mellem to lokale hold. Foto: Jan Grarup
Til gengæld melder radioen nærmest dagligt om likvideringer af soldater, embedsmænd, mediefolk og helt almindelige mennesker. Sågar landets mest berømte komiker, Abdi Jeylani Malaq Marshale, blev myrdet for tre uger siden, han var blandt andet berømt for at gøre grin med de militante islamister i al-Shabaab.

»Så kan du selv regne ud, hvem der mon skød ham«, siger en somalisk journalist, der kendte komikeren, men ikke vil have sit navn i avisen – ikke engang i Danmark.

»For der jo også somaliere i Danmark, og hvem ved, hvor din historie ender«.

For al-Shabaab er stadig i byen, et år efter at de måtte opgive deres positioner i Mogadishu og indlede en retræte, der fortsætter i disse dage. Mange af byens beboere siger end ikke militsens navn højt og krymper sig, når en besøgende gør det.

For de er her – det er også derfor, præsident Sheikh Sharif Sheikh Ahmad ynder at have selskab af adskillige pansrede mandskabsvogne, når han kører rundt i sin hovedstad.

Det er samme præsident, der ifølge en frisk FN-rapport om Somalia holder hånden under en kendt pirat og mistænkes for at have styret millioner af dollar fra udenlandske donorer over på sin egen konto.

Flere attentatforsøg
Soldaterne omkring præsidenten kan lige akkurat holde ham i live, trods flere attentatforsøg, men ellers er der ikke meget stabilitet at hente i landets engang så stolte hær.

Mange somaliere betragter regeringshæren som dårligt forklædte afløsere for de krigsherrer, der i årevis styrede Somalia – eller sloges om landet.

Mange af soldaterne kommer direkte fra krigsherrernes militser, og da overgangsregeringen kun sjældent betaler dem – Politiken mødte soldater, der ikke har fået løn i fire måneder – tager nogle af dem selv.

I de seneste uger har der været demonstrationer i protest mod plyndringer, overfald og voldtægter begået af mænd i regeringshærens uniformer, og et besøg i byen Elasha Biyaha gør ikke meget for at mane mistanken til soldaterne i jorden.

18 kilometer fra Mogadishus centrum på vej mod Afgoye burde regeringshæren være i fuld kontrol, for det er flere måneder siden, stedet blev erobret, men her er meget stille.

Fra tid til anden blæser biler ind mellem spøgelsesbyens lukkede butiksfacader. Den lokale kommandant siger, at halvdelen af beboerne er vendt tilbage, men de er svære at få øje på. Afgoye-korridoren bliver stadig betragtet som et meget farligt sted at opholde sig, og den lille gruppe regeringssoldater bliver fra tid til anden angrebet:

»Det er mest småting, skud på må og få, det er kun for at komme i avisen«, bedyrer kommandanten. Officeren, der står for sikkerheden i byen, møder op i en brun hawaiiskjorte, og hans folk bærer mildest talt forskellige uniformer, når ikke de bare nøjes med joggingbukser, AK47 og en undertrøje.

En af dem sidder og blunder på et forsæde fra en bil, der for flere måneder siden blev ramt fra luften af en bombe fra en amerikansk drone. Siestastemningen bliver for en stund brudt, da soldaterne uden at have fået nogen ordre beslutter sig for at stoppe de biler, som er på vej gennem Elasha Biyaha.

Det bliver dog ikke til en egentlig undersøgelse af minibusserne, som blot bliver tvunget ned i fart. Så udveksles der råb, inden bussen får lov at køre videre:

»De prøver at få noget kat, men dem i bussen sagde, at de ikke havde noget«, hvisker tolken, inden soldaterne beder os om at finde et andet sted at stå. Mange af dem har allerede grønlige tænder af at tygge bladene fra kat-planten, der kan give en mild rus.

Mogadishu set indefra
Med andre ord vil øjnene udefra se et land, der er slået fejl, en failed state, som fortjener sin sidsteplads på det årlige Global Peace Index, der måler, hvor sikkert eller usikkert et land er. I 2011 endte Somalia i øvrigt også sidst.

Alt det er sådan set rigtigt nok, hvis man spørger folk i Mogadishu. Men der er forandring i luften – det kan være, den bliver fortrængt af krudtrøg, men lige nu er den her.

For pengene er på vej tilbage til byen, og penge tager sjældent fejl. Det anerkendte tidsskrift The Economist – som ellers ikke kommer til Mogadishu så tit – noterede i juni, at tilstrømningen af penge til hovedstaden er steget med 20 procent siden nytår.

Det kan ses i de små ting. Facaderne bliver malet, der hvor der før lå maskingeværreder på toppen af taget. Bådebyggerne nede ved det gamle fyrtårn sælger fire både om ugen, sidste år var det en hver tredje måned. I de heftigt trafikerede rundkørsler har trafikbetjentene gjort et modigt om end håbløst comeback.

Og i sidste uge passerede kampen mod al-Shabaab så en slags milepæl, da regeringshæren, solidt forstærket af tropper fra Den Afrikanske Union, pressede militsen væk fra deres hovedkvarter i et tidligere WHO-kontor ved K50, der, som navnet antyder, ligger 50 kilometer fra Mogadishu.

valgkamp.  Somalias siddende præsident Sheikh Sharif stiller op til en ny periode. Han bliver udfordret af flere af sine gamle allierede, og Mogadishus gader genlyder af kampråb. Foto: Jan Grarup
Den ugandiske oberst Kayanja Muhanga, der har kommandoen i området, tog gerne Politiken med til fronten, som bestod af soldater, der kiggede ud over nyetablerede sandvolde eller sov i skyggen, mens de ventede på al-Shabaabs næste træk, som næppe bliver en offensiv.

Obersten sagde ligeud, at han regnede med at tage havnebyen Merca om kort tid:

»Al-Shabaab kan ikke klare sig i åben kamp med os«.

Den Afrikanske Unions tilstedeværelse i Somalia ligner efterhånden en succes og en ny opskrift, når verdenssamfundet skal tackle lande, der truer freden i en region.

Groft sagt har de rige lande i Vesten presset Somalias naboer til at stille med tropperne, og så har USA, EU og FN tilbudt penge, våben, træning af soldaterne og ny teknologi til Den Afrikanske Unions mission i Somalia, Amisom.

Der bliver kenyanske soldater nu udstyret med små amerikanske Ravens-overvågningsdroner, og det er derfor, amerikanske instruktører underviser ugandiske soldater i bykamp på en træningsbane, de kalder Lille Mogadishu.

Dræberdroner i luftrummet
Over det hele svæver de amerikanske overvågnings- og dræberdroner i et antal, der ifølge FN er ved at udgøre en fare for flysikkerheden. I januar dræbte en af dem al-Qaeda-lederen Bilaal al-Barjawi på en jordvej uden for Mogadishu.

Den slags militære fremskridt kan hurtigt smuldre, og obersten på K50 erkendte også, at den islamistiske milits nok bare har opgivet regulær frontkrig og i stedet satser på bagholdsangreb og terror mod civile.

Men hvis fortiden er tilstrækkelig grusom, kan den slags også ses som fremskridt.

Og i hvert fald går fronten ikke længere tværs gennem Mogadishu, hvor beboerne har fået deres bevægelsesfrihed tilbage.

Lemonadesælgeren Mohammed Adan kan sælge sine gule poser på K4, hvor fronten gik sidste år, og hvis der ikke er kunder nok der, flytter han bare: »Byen er ligesom blevet større, det giver mig flere muligheder. I hvert fald lige nu«.

Lige der i slutningen af hans svar ligger så den tvivl, der lever side om side med håbet. For den overgangsregering, der formelt har stået i spidsen for Somalia siden 2004, har kun overlevet ved massiv økonomisk og militær støtte fra omverdenen.

Og når dens mandat udløber i morgen, efterlader den kun omridset af et statsapparat – et land, der ikke kan opkræve skatter, sikre sine borgers rettigheder eller garantere dem sikkerhed og et minimum af sundhed og uddannelse.

Et udvalgt parlament
Hvad der træder i stedet for den afgående regering, er uvist. De seneste uger har FN og de somaliske ledere kæmpet for at skubbe landet tættere på reelt demokrati. I første omgang bliver det en meget somalisk løsning.

Et egentligt valg har været utænkeligt, fordi dele af landet stadig er under al-Shabaabs kontrol – og fordi Somaliland og Puntland mod nord ikke længere betragter sig som en del af Somalia.

I stedet har de traditionelle ledere fra klanerne med hjælp fra udlandet fået vedtaget en ny forfatning, og et nyt parlament er ved at blive udpeget. De nye parlamentsmedlemmer bliver ikke udpeget af klanerne, som i årtusinder har defineret det somaliske samfund.

Hver klan har fået et antal pladser stillet til rådighed, kandidaterne skal så godkendes af en komite, der skal sortere kendte krigsforbrydere, kriminelle og dårligt uddannede fra. Og sikre, at 30 procent af pladserne går til kvinder.

Når så parlamentet er sat, skal det vælge præsidenten. Sheikh Sharif Sheikh Ahmad stiller op igen, ligesom flere af hans tidligere venner og fjender. Mange somaliere er bange for, at flere af præsidentkandidaterne vil reagere voldsomt, hvis de taber.

Frygten blev ikke mindre, da et møde for tilhængere af Mohamed Abdullahi Mohamed ’Farmajo’ endte med, at to af hans tilhængere blev skudt af mænd i militæruniformer.

Bag pigtråd og beton
Lykkes hele den politiske proces, står Somalia med en ny præsident inden for kort tid, og han eller hun skal så styre landet gennem de næste fire år.

Det vil være en regering uden klar demokratisk legitimitet – politikerne vil ikke være valgt, men udvalgt blandt landets traditionelle magthavere, men hollænderen Peter de Clerq, der er næstkommanderende i FN’s Somalia-mission Unpos, opfordrer alle til at tage den nye regering alvorligt:

»Vi skal passe på med at kalde det her en ny overgangsregering. Så er det, som om vi ikke tror på det. Her skal der ikke være tale om en overgang, en ledelse, der holder pladsen varm. De næste fire år skal bruges på udvikling af Somalia. Vi er nødt til at stole på den her proces«.

Han sidder inde bag pigtråd og beton på Amisom-basen ved lufthavnen, men håbet lever også ud på gaden, og på stranden. Her spiller børnene fodbold eller bader i de grønne bølger. Og hvis man spørger dem, om de er bange for, at krigen kommer tilbage, griner de.

Bashiir på 7 år har sand i ansigtet og et bredt smil om den brede mund. Hans familie er flygtet herop fra et område uden for Kismayo, og det er han godt tilfreds med:

»Nej, her er der sikkert, vi vil hellere blive her end tage hjem. Her har regeringen styr på det. Og hvis der bliver ballade, så løber vi bare«.