Hvad jeg savner i Danmark? Mine børn selvfølgelig. Men ellers savner jeg rugbrød, dansk morgenmad, cornflakes. Mælk! Jeg savner mælk. Det hele, det er jo blevet mit andet fædreland«.

Faisa Mahamed Layli griner og retter på tørklædet, som er blevet levende i havbrisen fra det Indiske Ocean. Det er mørkt, og stille, når ikke skudsalver knalder ude på den anden side af muren. Det gør de hver aften, men lige nu er der roligt i Mogadishu.

Faisa er hjemme i sin fødeby for første gang i 23 år. Det er et halvt liv, siden hun rejste til Danmark, og meget er sket siden - med Mogadishu og med Faisa.

»Jeg kunne simpelthen ikke kende byen, da jeg landede og kørte gennem gaderne. Jeg kom nærmest i tvivl, om jeg var kommet til det rigtige sted - det er rigtigt! Det hele var så ødelagt«.

Drøm om at blive ambassadør
Mere end 20 års borgerkrig har knust den by, hun voksede op i. Det var her, hun blev født og gik i skole, og her, hun fik sin statskundskabseksamen på universitetet. Det var her, hun gik og drømte om at rejse ud i verden og blive ambassadør.

Så mødte hun en mand, som boede i Danmark, de blev gift, og hun blev familiesammenført og flyttede til det lille land langt væk:

»Jeg havde læst om Danmark, men vidste ikke så meget. Efter tre måneder i Danmark savnede jeg min familie rigtig meget. Jeg ringede til min far, men han sagde: »Nu er du gift, du må blive sammen med din mand, men du kan komme og besøge os en gang imellem«.

FOTOSomalia, håb for helvede

De besøg blev aldrig til noget. Der udbrød borgerkrig i Somalia, og store dele af Faisas familie flygtede til Danmark og Sandholmlejren.

Hendes lillebror og faderen, der var officer, blev i landet. Og en dag ringede telefonen fra Nairobi, hvor der boede slægtninge. Hendes far var blevet myrdet.

Resten af familien fik asyl i Danmark, og Faisas liv fortsatte. Hendes mand læste teknikum, og hun begyndte at lære sproget:

»Jeg ville gerne bruge min uddannelse i Danmark og gik i sprogskole i halvandet år. Men så fik jeg lige pludselig to børn, så er der nok at lave, og så fik jeg to til. Så opgav jeg ideen om at læse i Danmark«, smiler Faisa.

Tre tjanser - og to ekstra børn
Hun begyndte at arbejde, som tolk og pædagogmedhjælper, blandt andet hos Dansk Flygtningehjælp, i det somaliske børnehus i Kolding og på den Internationale Skole i Ikast. Undervejs kom der yderligere to børn til:

»Jeg har seks børn, så jeg blev husmor. Det er hårdt arbejde, men så har jeg fået lov at være meget sammen med mine børn, og så er der også det frivillige arbejde«.

REPORTAGEHvorfor går de mon rundt og smiler i Mogadishu?

Og det var netop det frivillige arbejde i Horn of Africa Diaspora, der endte med at sende Faisa tilbage til Mogadishu.

I februar i år var den somaliske vicestatsminister Abdi Wahab Ugaas Hussein i Danmark, hvor han blandt andet besøgte foreningen og mødte Faisa.

»Tre måneder senere skrev han, at han skulle bruge en stærk kvinde til at hjælpe med at samle et nyt parlament, og det blev så mig. Jeg sagde ja, for det var trods alt kun fire uger, og jeg ville gerne hjælpe mit land«.

Mogadishus sikreste hotel
Derfor sidder hun på Mogadishus sikreste hotel med høj mur og bevæbnede vagter i tårne. Da hun skulle hjem fra dagens møde, blev hun kørt i pansret køretøj fra Den Afrikanske Unions fredsskabende tropper i Somalia, Amisom.

For selv om Faisa har mødt gamle venner, har hun også fået nye fjender. Sammen med 26 andre somaliere er hun i fuld gang med at godkende de 275 nye parlamentsmedlemmer.

Da der stadig er krig i store dele af Somalia, har man opgivet at holde egentlige valg, og i stedet har en gruppe traditionelle ledere fra landets magtfulde klaner fået lov at udpege parlamentsmedlemmerne. De første 215 parlamentarikere blev udpeget i den forgangne weekend. Dermed er der medlemmer nok til, at de formentlig i dag kan vælge landets præsident for de næste fire år.

Mindst 30 procent kvinder
Faisa og de andre medlemmer i den såkaldte tekniske komite har skullet sørge for, at de nye medlemmer af parlamentet lever op til tre krav: De må ikke være kriminelle. De skal være veluddannede. Og mindst 30 procent skal være kvinder.

De seneste uger har komiteen så forhandlet med klanerne for at frasortere de uegnede kandidater.

»Vi skal sørge for, at Somalia får et rent parlament«, siger Faisa.

70 procent af støtten forsvundet
Somalia har været plaget af korruption i årtier, og for nylig viste en rapport fra FN, at 70 procent af de mange milliarder, landet har fået i hjælp, er forsvundet, inden de nåede det forarmede folk.

Men de politikere og krigsherrer, som har styret landet i årtier, vil ikke slippe magten. Derfor er Faisa og hendes kolleger fra den tekniske komite kommet i klemme mellem magtfulde aktører.

GASTRONOMIRestaurantejer i Mogadishu: Om lidt kommer gæsterne

På den ene side kræver det internationale samfund et rent parlament, på den anden side sidder der klanledere og militsledere, som vil ind i parlamentet. For en uge siden fik Faisa den første sms:

»Inden for de næste 24 timer er du død«, stod der.

»Jeg blev rigtig bange, jeg kunne ikke sove, halv to stod jeg op og tænkte og tænkte: »Er de her på hotellet, inden for murene?«. Til sidst, da klokken blev fem, faldt jeg i søvn«.

Trussel: »Det er ikke Danmark«
To timer senere stod hun op, blev kørt ned på militærbasen ved lufthavnen, hvor komiteen mødes, og afviste fire tidligere krigsherrer/militsledere. Dagen efter blev tre til afvist, selv om alle komiteens medlemmer havde fået trusler.

»De begyndte også at ringe: 'Du skal ikke bestemme, hvem der skal sidde i parlamentet, I snakker om kriminalitet og kvindekvoter, det er ikke Danmark, det her, det er Somalia'«.

Også kvoten på 30 procent kvinder volder kvaler. Klanerne vil simpelthen ikke indstille nok kvinder.

»Det her er en begyndelse, og al begyndelse er svær. Det her bliver ikke perfekt som i nogle lande i Europa eller Afrika. Men det er en begyndelse«, siger Faisa.

Organisationer blander sig for meget
Hun er træt efter mange møder, og hun synes, de internationale organisationer blander sig for meget.

»Og så tænker jeg, at jeg gør det her færdigt og gør det ordentligt, og så rejser jeg hjem, når der er gået fire uger – så må den næste tid afgøre, om jeg kommer tilbage og hjælper med at bygge landet op. Om det er sikkert at komme tilbage«.

Truslerne har gjort hende bange, men de ugandiske soldater fra Amisom har lovet at passe på komiteen de sidste dage, og hun er også stolt:

»Efter alle de år med borgerkrig er jeg tilbage i den by, hvor jeg blev født. Og med til at få lavet et rent parlament, det er da også en god historie«.

ANALYSEHvad rager Somalia dog os?