Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 26. aug. 2012 KL. 23.57

Mexicansk politi forsøgte at myrde amerikanske diplomater

Diplomater flygtede fra politi og civile med våben i en biljagt a la Hollywood.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

To amerikanske diplomater og en mexicansk flådekaptajn faldt fredag i baghold og blev udsat for en sand kugleregn fra Mexicos forbundspoliti. Under den følgende lange og dramatiske biljagt over stok og sten blev begge diplomater såret, men hvorfor det skete, er der stadig ingen troværdig forklaring på.

Diplomaterne kom fra den amerikanske ambassade i Mexico og var roligt på vej ad en øde strækning til flådebasen Cerro del Chipulin i delstaten Morelos. Bilen var en Toyota Landcruiser med blændede vinduer og diplomatplader og blev ført af en kaptajn i den mexicanske flåde.

'Ren Hollywood'
Bag dem kørte en grøn Chrysler Voyager i lige så roligt tempo. Ved rattet sad en kvinde.

Ifølge vidner var diplomatbilen kommet til en kurve, da en firehjulstrækker tilhørende forbundspolitiet pludselig kørte frem og spærrede vejen. I næste øjeblik åbnede politiet ild, og det samme gjorde civile i den grønne bil bag diplomaterne. Kaptajnen slyngede bilen rundt og drønede tilbage samme vej, han var kommet – skarpt forfulgt af begge biler.

»Det var som en Hollywoodfilm«, sagde en bonde, der fulgte dramaet fra sin mark i nærheden. Han så også, hvordan kaptajnen kastede bilen ind på marken og forsøgte at køre fra sine forfølgere.

To af dækkene punkterede, men bilen fortsatte og holdt først, da den var nået op på landevejen og ind på en tankstation, hvor en af diplomaterne stod ud, åbenlyst såret i maven.

Pludselig dukkede en ny bil op og genoptog skyderiet mod diplomaterne, der hastigt fortsatte flugten, men nu optog endnu to biler forfølgelsen, og med fem biler efter sig opgav flådekaptajnen. Han stoppede bilen, og de tre passagerer måtte forsøge at finde ly for skud fra såvel politi som civile.

De blev reddet af en lastvogn fuld af flådesoldater, som formodentlig var tilkaldt af kaptajnen. Da den viste sig, flygtede forbundspolitiet over hals og hoved. Lokale fotografer nåede dog at forevige de fleste, som i går optrådte på avisernes forsider.

Såret i maven
Den ene diplomat blev såret i maven og den ene hånd, mens den anden har et skudsår i benet. Begge er indlagt, mens den mexicanske flådekaptajn slap med overfladiske knubs.

Uden for justitsministerens kontor i delstaten Morelos’ hovedstad, Cuernavaca, holdt der diplomatbiler hele lørdagen, og uden tvivl har Mexico været under et mægtigt pres for at gøre noget ved situationen. Ved dagens slutning var 12 politifolk ifølge deres advokater sigtet for at tilhøre den organiserede narkokriminalitet, magtmisbrug samt mordforsøg.

Samtidig spurgte flere aviser, hvad amerikanske diplomater egentlig foretog sig på en mexicansk flådebase, og hvorfor de var i selskab med en kaptajn fra flåden. Det står heller ikke klart, hvad diplomaternes titel er.

Ingen officiel forklaring
Episoden var på alles læber i går, men fra officielt hold er der ikke kommet nogen forklaring, fordi sagen stadig undersøges, som det hedder. Politifolkenes kolleger siger, at der må være tale om en fejltagelse, og at vejen, hvor episoden fandt sted, er en yndet rute for narkosmuglere og andre kriminelle, men den forklaring afvises af partier fra hele det politiske spektrum.

Flere politikere er i oprør over den seneste drejning i den konservative præsident Felipe Calderóns seks år lange krig mod narkokartellerne. Det er en krig, som har sat store dele af Mexico i konstant alarmberedskab over kartellernes brutale fremfærd. Krigen har samtidig korrumperet dele af de statslige og lokale politistyrker, ligesom flere generaler fra hæren undervejs er anholdt og anklaget for at beskytte kartellerne.

Den stadig eskalerende konflikt har samtidig sået stor mistillid mellem politistyrkerne og de marineinfanterister, som udgør præsidentens foretrukne eliteenheder.

Om tre måneder forlader Calderón fra partiet PAN sin post og erstattes af Enrique Peña Nieto fra Det Institutionelle Revolutionsparti (PRI), der vandt præsidentvalget i juli. De fleste iagttagere regner med en bølge af vold fra narkokartellerne i perioden omkring magtskiftet.

Kartelleder pågrebet
Således var der totalt kaos omkring Mexicos næststørste by, Guadalajara, lørdag aften, da en politistyrke under ildkamp pågreb lederen af Jalisco-kartellet, Nemesio Oceguera, også kaldet ’El Mencho’.

I løbet af kort tid efter anholdelsen viste kartellet sin magt ved at blokere de 7 største indfaldsveje til Guadalajara, og i løbet af natten til søndag blev yderligere 15 store færdselsårer spærret, mens der blev sat ild til biler og lastvogne overalt i byen. I hele landet blev mindst 35 mennesker likvideret lørdag under opgør mellem kartellerne eller under deres kamp mod politiet.