Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 27. aug. 2012 KL. 20.13

»Min bil er blevet smadret to gange, fordi jeg er republikaner«

Dedikerede deltagere ankommer til Republikanernes kongres i Florida trods orkanvarsel.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


REPUBLIKANERNES KONVENT

  • Det ene af USA's to store politiske partier holder i denne uge partikongres i Tampa, Florida.
  • Kongressen kaldes et 'konvent', og her vælger deltagerne formelt partiets kandidat, Mitt Romney, til præsidentvalget 6. november.
  • Højdepunkterne på konventet ventes at blive New Jersey-guvernør Chris Christies tale tirsdag, vicepræsidentkandidat Paul Ryans tale onsdag og præsidentkandidat Mitt Romneys tale torsdag, hvor Romney formelt accepterer nomineringen.
  • Et konvent ses som partiets og dets kandidaters mulighed for at præsenterer sig for de mange vælgere, der ikke har fulgt så meget med i valgkampen hidtil. Over 20 millioner ventes at se med via tv, når højdepunkterne finder sted.
  • Der var oprindelig forventet 50.000 deltagere ved det republikanske konvent, men efter et orkanvarsel i weekenden har flere udskudt eller aflyst deres ankomst.

Mitt Romney skulle formelt have været nomineret i dag som republikanernes kandidat til præsidentvalget i november.

Nu har en tropisk storm udskudt det hele til i morgen.

Republikanerne har måttet aflyse den første af fire dages partikongres i Tampa, Florida, fordi stormen ’Isaac’ kommer tæt forbi Floridas kyster.

Der skal dog mere end et orkanvarsel til at holde de mest entusiastiske republikanere væk. En af dem er Ronald Surma, som har taget turen hele vejen fra Vestkysten.

Ankom i et halvtomt fly
»Min kone ville ikke have, at jeg tog af sted. Hun sagde, at jeg skulle vente et par dage. Men flyrejsen var slet ikke så slem«, siger Ronald Surma, mens regnen pisker mod ruderne på Tampas internationale lufthavn, og de mange palmer udenfor bøjer sig for vindstødene.

»Jeg har billeder derhjemme af mig og Romney og af mig og Schwarzenegger. Jeg har altid været en groupie«.

Ronald Surma ærgrer sig dog over, at mange andre konventdeltagere er blevet hjemme på grund af vejret. På sin vej herhen sad han i et halvtomt fly, selv om 50.000 mennesker oprindelig var forventet at skulle strømme til partikongressen – eller ’konventet’, som det rettelig hedder.

LÆS OGSÅVejrguderne truer Republikanernes konvent

»Ingen kom hen til mig, selv om jeg har en Romney T-shirt på. Jeg tror desværre, jeg var den eneste på det fly, der skulle til konventet«, siger Ronald Surma, som til daglig laver computerprogrammer til overvågningskameraer.

Surma er ikke den eneste i Tampa, der er blevet ramt af orkanvarslet. En demonstration for folk, der er modstandere af republikanernes politik, havde oprindeligt 5.000 tilmeldte, men da den skulle finde sted tidligere i dag, var kun 70 mødt op.

Ronald Surma er vant til, at det ikke altid er let at være republikaner. Med bopæl i USA’s måske mest venstreorienterede landsdel – bugtområdet omkring San Francisco – har det kostet ham meget at have Romney-klistermærker på sin bil. Republikanske grundholdninger som abortmodstand og skepsis over for homovielser er ikke populære på den egn.

Skader for 12.000 kroner
»Min bil er blevet smadret to gange, fordi jeg er republikaner. Der var for over 2.000 dollar i skade i alt (omtrent 12.000 kroner, red.)«, siger Ronald Surma:

»Den ene gang var der en, som havde ridset hele den ene side med en nøgle. Den anden gang havde nogen taget en kølle og slået løs på bagsmækken. Til sidst tog jeg klistermærkerne af«.

Det var et hårdt slag for den dedikerede partisoldat, som selv har delt »tusindvis« af klistermærker ud til folk i området.

»Men ingen satte dem på deres biler. Folk ved, at man ikke kan gøre det i det område«.

LÆS OGSÅObama får støttet fra en uventet kant

Seneste nyt er, at det kun bliver stormens udkant, der rammer Tampa. Konventet kan med andre ord begynde i morgen. Bekymringen er nu sendt videre til New Orleans, som Isaac har ny kurs mod, og som i 2005 oplevede store ødelæggelser under orkanen Katrina.

Indtil da er Ronald Surma ikke bange for at spilde tiden:

»Der sker jo så meget andet end konventet. Vi har alle en app, som viser, hvad der sker. Citizen United viser en film hver dag, så uanset hvad der sker med konventet er det godt«.

Sarah Palin er savnet
Helt godt bliver det dog ikke – Surma er nemlig blandt de mange fra republikanernes kerne, som klager over, at der mangler noget ved dette konvent:

»Jeg havde set frem til at høre Sarah Palin tale, men hun kommer ikke. Det er ærgerligt, at de har taget afstand fra hende«, siger Ronald Surma med henvisning til den tidligere guvernør fra delstaten Alaska, som i 2008 var republikanernes vicepræsidentkandidat.

»Hun er for kontroversiel. Hun er helt oppe i ansigtet på folk, og Romney er en nedtonet fyr«, siger Ronald Surma.

LÆS OGSÅAmerikanerne køber klart flest højredrejede bøger

Surma understreger dog straks, at det er fantastisk, at Romney valgte Paul Ryan som sin vicepræsidentkandidat.

»Han er også helt oppe i ansigtet på folk. Det bliver spændende«.