Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 30. aug. 2012 KL. 19.01

Organisation dokumenterer: Syriens regering bomber civile i kø efter brød

»Det er ikke tilfældigt«, siger Human Rights Watch til politiken.dk.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det arabiske oprør

Ti bagerier i Aleppo er blevet angrebet, netop mens kunder stod i lange køer i håb om at kunne købe brød eller mel.

Dermed har regeringshærens fly og helikoptere bevidst sigtet mod civile – og det er en krigsforbrydelse.

Sådan lyder konklusionen på en undersøgelse foretaget af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Politiken.dk har talt med researcher Ole Solvang, der står bag rapporten:

»Ti angreb på bagerier på et relativt kort tid er ikke tilfældigt. For os er det en tydelig indikator på, at angrebene har været med vilje. Så enten har man bevidst skudt mod store menneskemængder, eller også har man sigtet netop mod bagerierne«, siger han.

LÆS OGSÅ Bilbombe dræber flere i et begravelsesoptog

Det er selvfølgelig en meget alvorlig krigsforbrydelse, og vi kræver, at nogen tager ansvar for disse forbrydelser

Ole Solvang, Human Rights Watch

»Det er selvfølgelig en meget alvorlig krigsforbrydelse, og vi kræver, at nogen tager ansvar for disse forbrydelser«.

Filmede lige efter angrebet
Et af angrebene dræbte helt op til 60 mennesker og sårede mere end 70 mennesker, vurderer Human Rights Watch.

Ole Solvang har besøgt seks af de ti steder, der blev angrebet. Især ét af disse besøg stort indtryk på ham.

Her fik han - udover de sædvanlige interview med vidner - også adgang til en video optaget af en syrisk mand, der havde befundet sig lige om hjørnet.

»På videoen kan man se folk, måske et par dusin mennesker, der ligger på jorden. Nogle har mistet ben og arme, og der er mennesker med meget forfærdelige sår, en mand har sår i sin mave. Men du kan også se, at de alle er civile«, siger han.

Og så ligger kroppene nærmest på linje, forklarer Ole Solvang.

»De døde og sårede ligger næsten præcis der, hvor de stod i kø for at få brød«.

SE VIDEOpå Human Rights Watchs hjemmeside(eksternt link)

Flygtede ind i bomben
Ved et andet bageri flygtede folk fra køen, da de hørte helikoptere nærme sig, og her blev kun en enkelt person dræbt, en ældre kvinde.

Næste gang, samme bageri blev angrebet, gik det galt. Igen stod folk i kø, og igen flygtede de ved lyden af et jagerfly, der nærmede sig.

Men den bombe, som efter alt at dømme skulle have ramt bageriet, ramte ved siden af. Dermed ramte den netop ned i den sidegade, hvor folk var flygtet hen, og dræbte derfor 12 mennesker og sårede endnu flere, fortæller Ole Solvang.

LÆS OGSÅ Jordan og Tyrkiet får ny bølge af flygtninge fra Syrien

Også den danske tv-journalist Rasmus Tantholdt har for TV 2 dokumenteret et angreb på syrere, der ventede i kø på at købe brød.

SE INDSLAG af TV 2- journalisten ved bageriet kort efter angrebet (eksternt link)

De ti bagerier ligger i Aleppo eller i små byer uden for Aleppo, hvor der ikke var kampe i forvejen.

I de fleste tilfælde var der enkelte soldater fra oprørshæren til stede ved bagerierne for at hjælpe med distributionen af brød. Det har dog ikke været nok til, at Human Rights Watch vurderede, at der var tale om et legitimt, militært mål.