Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 4. sep. 2012 KL. 09.11

Analyse: Obama har opgivet at samle USA

Han blev valgt på sit løfte om at samle landet, men efter fire år i Washington har Barack Obama lagt kursen om.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Han blev politisk stjerne med et slag, da han i 2004 som gæstetaler ved det demokratiske konvent fortalte sin historie og slog fast, at den amerikanske drøm ikke tilhører nogen race eller noget politisk parti. Fire år senere blev han præsident på løftet om at samle Amerika.

Men når Barack Hussein Obama i denne uge for tredje gang går på talerstolen ved et demokratisk partikonvent, møder han op med et fundamentalt anderledes budskab til sine partifæller: Det er os mod dem.

»Barack er blevet lidt mere grå, men han er også blevet klogere af slagsmålene. Denne gang vil han udnytte den platform, som embedet giver ham«, siger Obamas ven og tidligere underviser fra Harvard Charles Ogletree til Wall Street Journal.

Manede til enhed for fire år siden
Det gælder i valgkampen, og det vil også gælde, hvis han skulle få en periode mere som præsident, forlyder det fra de kilder omkring Det Hvide Hus, som i disse dage flittigt analyserer deres chef i amerikanske medier.

Et enkelt afsnit stod tilbage som det helt centrale, da Obama i 2004 som kandidat til Senatet holdt en berusende tale til partifællerne ved konventet i Boston.

»Der er ikke et venstreorienteret og et konservativt Amerika. Der er Amerikas Forenede Stater! Der er ikke et sort Amerika, et hvidt Amerika, et latino-Amerika og et asiatisk Amerika. Der er Amerikas Forenede Stater!«, sagde han.

TEST DIG SELV Hvor meget ved du om amerikansk politik?

Da han fire år senere sensationelt blev USA’s præsident, fulgte han op på den sætning og sagde, at tiden var kommet »til at bygge en koalition for forandring, der strækker sig gennem røde stater og blå stater«.

Obamas resultater

Det er lykkedes: En sundhedsreform, der vil gavne millioner af amerikanere. Økonomiske redningspakker, der forhindrede en værre nedsmeltning, reddede bilindustrien og førte til bedre kontrol med finanssektoren. Krigen i Irak er slut, og der er sat slutdato på krigen i Afghanistan. Osama bin Laden er dræbt.

Det er ikke lykkedes: USA ?s økonomi er fortsat i krise med en ledighed på over 8 procent og krise på boligmarkedet. Der er ikke vedtaget reformer, der kan nedbringe USA?s voksende statsgæld. Der er ikke vedtaget en omfattende klimalov. Washington er låst fast i blokpolitik.



I dag fremstår de gamle taler nærmest naive og i hvert fald som levn fra en svunden tid. Amerikansk politik har ikke været så dybt låst fast i blokpolitik i mange år. Obama har ikke formået at samle Amerika – selv om republikanerne selvsagt har deres store del af ansvaret for det uforsonlige politiske klima.

Obama vil fremstå mere konfrontatorisk
Udviklingen har fundamentalt forandret Obamas syn på, hvad det vil sige at være præsident i USA: Han er blevet overbevist om, at hans vigtigste opgave er at benytte positionen til at agitere for sin egen vision. Obama udtrykte det selv på denne måde, da han for nylig blev interviewet af CBS News:

»Da jeg stillede op, sagde alle, at ’han kan holde gode taler, men kan han nu også klare jobbet’? I mine første to år, tror jeg fornemmelsen var, at ’han har jongleret med og håndteret masser af sager, men hvor er den historie, der forklarer os, hvor han er på vej hen?’. Og jeg synes, det er en rimelig kritik«.

Derfor vil dette års konvent vise en mindre samlende og mere konfrontatorisk Obama end den figur, som hele verden hyldede i 2008.