Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 10. sep. 2012 KL. 23.38

Obama har forspring i kampen om vælgerne

Efter begge partiers kongresser fører Obama nu over Romney i meningsmålinger og pengeindsamling.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


Barack Obama vinder de seneste ugers intensive kamp mod Mitt Romney om at få de amerikanske vælgeres gunst.

Præsidenten får forspring i meningsmålinger, efter at USA’s store partier begge har holdt tv-transmitterede partikongresser tæt op af hinanden.

I en netop offentliggjort meningsmåling fra CNN fører Obama med 52 mod 46 procent blandt sandsynlige vælgere. En føring på seks procentpoint, som ligger uden for den statistiske usikkerhed på 3,5 point.

Største føring siden marts
»Obamas stigning efter partikongressen har været mere markant end Romneys«, konstaterer opinionsinstituttet Rasmussen.

I Rasmussens seneste måling, som udkom i går, har Barack Obama en føring på fem procentpoint. Det er det største forspring i en Rasmussenmåling siden 17. marts.

Barack Obama behøver dermed næppe ligge søvnløs over, at hans tale ved demokraternes partikongres fik lunkne anmeldelser af de fleste politiske kommentatorer.

LÆS OGSÅKommentatorer: Obama var ikke i topform

De to præsidentkandidater har den seneste tid ligget meget tæt i målingerne med et lille forspring til Obama. Efter republikanernes partikongres i forrige uge steg Mitt Romney i målingerne, så de lå helt lige.

Romneys midlertidige fremgang skyldtes, at han havde brugt sin tale på kongressen til at fortælle om sig selv som person, vurderer en af USA’s førende meningsmålere:

»Han var virkelig nødt at vise vælgerne, at »hvis du niver mig, så får jeg mærker, hvis du skærer mig, så bløder jeg - jeg er et menneske ligesom jer«. Jeg mener, han havde succes med at opfylde den forventning«, siger John Zogby fra analyseinstituttet Zogby International, da politiken.dk møder ham kort efter republikanernes kongres.

Romney fik ikke nok ud af kongrestale
Effekten af Romneys tale til kongressen ville imidlertid ikke være nok, forudså Zogby allerede på det tidspunkt:

»Det var nok til at få ham op, så det stod lige. Det var det hele««, siger John Zogby, mens han med håndbevægelser viser, at der var tale om en forholdsvis lille stigning.

Med de nye målinger har præsidenten nu en føring på 2,9 procentpoint i Real Clear Politics’ gennemsnit af de største meningsmålinger. For fem dage siden var der helt dødt løb.

Flertallet af de amerikanske kommentatorers vurderinger af to partikongresser går på, at demokraterne fik præsenteret sig bedst for vælgerne, blandt andet fordi førstedame Michelle Obama og især ekspræsident Bill Clinton holdt taler, som fik topkarakterer fra næsten alle sider.

LÆS OGSÅKommentatorer: Bill Clinton er den bedste performer nogensinde

Republikanernes kongres havde omvendt flere ting imod sig. Først og fremmest foregik den i skyggen af orkanen Isaac, som hærgede dele af USA og trak meget af mediernes opmærksomhed væk fra kongressen, som normalt bliver intensivt dækket af tv-kanalerne i bedste sendetid.

Samtidig blev der en stor mediesag ud af, at filmikonet Clint Eastwood kort inden Romneys tale optrådte på scenen med en sketch, hvor han foregav at tale med en usynlig præsident Obama. Mange mente, at den specielle optræden tog opmærksomheden fra præsidentkandidatens tale.

LÆS OGSÅClint Eastwood om gakket tale: Det var en spontan idé

Romneykampagnen reagerer i dag ved at slå det nye forspring hen som en midlertidig ting.

»Lad være med at lægge for meget i de seneste målinger. Mens nogle vælgere vil føle sig lidt sukkerhøje oven på partikongresserne, er grundstrukturen i valgkampen ikke ændret væsentligt«, siger kampagnestrateg Neil Newhouse fra Romneys kampagnestab i en email sendt til pressen.

Newhouse forudser, at USA’s vaklende økonomi vil udløse flest krydser ved den republikanske kandidat, når stemmerne tælles op 6. november.

»Realiteterne bag Obamaøkonomien vil vinde frem igen som det ultimative nederlag for Obamas præsidentskab, og Mitt Romney vil vinde denne valgkamp«.

Obama samlede flest penge ind i august
Det seneste døgn har også budt på en anden god nyhed for Obama. For første gang i månedsvis har han indsamlet flere penge end i sin modstander. I august fik præsidenten 665 millioner kroner i donationer, mens Mitt Romneys hold indsamlede 647 millioner kroner.

Det er en stor fremgang for Obamakampagnen, som i måneden før måtte nøjes med 437 millioner kroner mod Romneylejrens 589 millioner kroner.

Den amerikanske valgkamp er i sammenligning med andre lande ekstremt pengekrævende. I valgkampen i 2008 slog Obama alle rekorder for pengeindsamling, men i den igangværende valgkamp er han gang på gang blevet den lille, når valgkampagnerne har offentliggjort, hvor meget de har samlet ind den seneste måned.