Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 11. sep. 2012 KL. 22.48

USA's forsvarsminister: Elitesoldat skal straffes for bin Laden-afsløringer

Efter nye afsløringer om bin Ladens død er tålmodigheden sluppet op hos USA's regering.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den amerikanske regering vil ikke acceptere, at en tidligere elitesoldat bliver ved at fortælle om nye detaljer fra aktionen, som dræbte Osama bin Laden sidste år.

Senest har soldaten fortalt detaljeret om terrorlederens sidste minutter i et meget omtalt interview til tv-programmet ’60 Minutes’. Det får nu for første gang USA's forsvarsminister til at reagere på sagen:

»Jeg mener, at vi er nødt til at tage skridt til at gøre klart for ham, at det amerikanske folk ikke vil acceptere denne form for adfærd«, siger forsvarsminister Leon Panetta til den amerikanske tv-kanal CBS.

Minister reagerer på nye detaljer om drabet
Soldaten, som bruger dæknavnet Mark Owen, har netop udgivet en meget omdiskuteret bog om aktionen mod bin Laden, som fandt sted i Pakistan natten til 2. maj sidste år. USA’s forsvarsmyndigheder har sagt, at Owen bryder sit tavsløfte, og at hans udlægning ikke stemmer med andre soldater i gruppen.

Forsvarsministerens reaktion i dag kommer med direkte henvisning til Mark Owens seneste udtalelser til 60 Minutes. Her fortæller Owen, hvordan Osama bin Laden blev skudt adskillige gange af soldater fra det amerikanske frømandskorps, Navy SEAL, efter at han stak hovedet frem fra et rum i det hus, soldaterne var ved at gennemsøge. Bin Laden viste sig at være ubevæbnet.

Det strider direkte mod myndighedernes officielle udlægning af forløbet. Her hedder det, at bin Laden blev skudt inde i sit soveværelse, efter han havde »gjort modstand«.

LÆS OGSÅNavy SEAL-soldat: Sådan var bin Ladens sidste minutter

Leon Panetta lader nu forstå, at hvis ikke forsvarsministeriet griber ind over for Mark Owen, vil andre, som overholder deres tavshedsløfter, »få en fornemmelse af, at de (Mark Owen, red.) kan gøre dette uden at skulle bøde for det«

Mark Owens afsløringer betyder større risiko for fremtidige missioner, mener forsvarsministeren:

»…når han afslører denne type af information, så bringer det helt sikkert missioner og livet for dem, som er involveret i disse missioner, i fare«.

Pentagon gennemgår bog for ulovligheder
I tv-interviewet fortæller Owen også, at soldaterne ikke vidste, at det var den verdenskendte terrorleder, de havde skudt. Det blev først klart for dem, da de spurgte et lille barn i huset, som sagde, at en af de mænd, de havde skudt var Osama bin Laden.

Selv om Leon Panetta nu taler om straf til Mark Owen, beskylder han ham ikke for at afsløre fortrolige informationer. Men forsvarsministeriet Pentagon er nu i gang med at gennemgå Owens bog for at bestemme nøjagtig, hvad der måtte være fortroligt, siger Panetta til CBS:

»Jeg mener, at hvis nogen taler om specifikke detaljer for, hvordan disse missioner bliver udført, så fortæller det vores fjender, hvordan vi grundlæggende opererer, og hvad vi gør for at ramme dem«.

LÆS OGSÅElitesoldat: Lille barn identificerede Osama bin Ladens lig