Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 13. sep. 2012 KL. 06.23

USA's øverstbefalende beder koranbrænder-præsten om at dæmpe sig

Den øverstkommanderende general i USA har ringet til præsten Terry Jones for at få ham til at lægge afstand til islamkritisk film

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mens USA fortsat undersøger, hvem der stod bag angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi, forsøger præsident Obama at lægge en dæmper på Terry Jones, den kontroversielle præst fra Florida, der i flere omgange har påkaldt sig den muslimske verdens vrede.

Onsdag ringede den øverstkommanderende general i den amerikanske hær, general Martin Dempsey, personligt til Terry Jones for at bede ham stoppe med at promovere en film, der muligvis var med til at fremprovokere urolighederne.

Det oplyste en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en briefing med politiken.dk og en lang række andre medier onsdag eftermiddag amerikansk tid.

Pastoren ville ikke forpligte sig til noget
»General Dempsey bad ham om at trække sin støtte til den videoklippet tilbage med henvisning til, at det potentielt kan opildne til uroligheder«, sagde talsmanden.

Han tilføjede, at der ikke kom noget ud af telefonopkaldet:

»Pastor Jones ville ikke forpligte sig til noget«, sagde han.

Brændte koran af og brændte Obama-dukke
Terry Jones blev kendt i 2010, da han truede med at afbrænde eksemplarer af koranen i protest mod det, han opfatter som muslimers forsøg på at indføre sharialov i USA.

Også ved den lejlighed modtog den fundamentalistiske kristne pastor et opkaldt fra Washington – fra daværende forsvarsminister Robert Gates, der opfordrede ham til at droppe afbrændingen.

I april i år gennemførte Terry Jones sammen med trosfæller en afbrænding af koranen, hvilket indbragte ham en mindre bøde. Senere hængte han en dukke, der forestillede præsident Obama.

På det seneste har han igen bragt sig i fokus ved at promovere den kontroversielle islamfilm ’Innocence of Muslims’.

LÆS OGSÅMysterium om Muhammedfilm vokser: Ingen aner, hvem bagmanden er

Til den lokale tv-station NBC i Florida har Terry Jones sagt, at han ikke selv har været involveret i at fremstille filmen, men at han planlægger at vise den til sin tilhængere i kirken i Gainesville.

»Vi udgør overhovedet ingen fare, når vi udfører vores aktiviteter, når vi øger bevidstheden om islams ekstreme sider«, sagde Jones.

»Måske fornærmer vi nogen, men bare fordi du bliver fornærmet, giver det dig ikke ret til at bryde ind i andres hjem, gå ind på hans grund, dræbe ham og ødelægge hans ejendom. Så vi skal ikke på nogen måde tilgive dem deres handlinger«, tilføjede han ifølge netavisen Politico.