Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 19. sep. 2012 KL. 23.28

Ekspert: Skjult optagelse kan være nøgle til præsidentposten for Romney

Hvis Romney kan dreje fokus over på velfærdsstatens størrelse, kan han vinde på det.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Valgkamp i USA


»Man ville dø politisk af sådan et budskab i Danmark, men man kan godt kan vinde et amerikansk præsidentvalg på det«.

Det siger den danske ekspert i amerikansk politik og historie Mads Fuglede om det, han mener, præsidentkandidat Mitt Romney i virkeligheden mente i talen fra det lukkede møde for republikanske støtter, som blev filmet på skjult kamera.

I talen, som var henvendt til en samling velhavende republikanske støtter, beskriver Romney næsten halvdelen af USA's vælgere som ansvarsløse ofre, der føler sig berettigede til at blive forsørget af staten.

Men Mads Fuglede ser en mulighed for Romney i, med udgangspunkt i den uheldige tale, at tage fat i spørgsmålet om velfærdsstatens størrelse. Det tror han nemlig på, at der er mange stemmer i.

LÆS OGSÅRomney: Obama-vælgere ser sig selv som »ofre«

»Amerikanerne er ikke socialdemokrater og bliver det aldrig. Den danske læsning af USA og den danske forargelse over Romneys udtalelse har rødder i et dansk velfærdsparadigme, og sådan ser USA bare ikke ud«, siger Mads Fuglede om reaktionerne på Romneys udtalelser.

Politisk brøler
Mads Fuglede mener, at kritikken fokuserer på leveringen og ikke selve indholdet af talen. Indholdet peger nemlig ifølge eksperten på et udbredt ønske hos det amerikanske folk om, at staten skal fylde mindre.

LÆS MERERepublikanere: Romneys udtalelser er »dumme« og viser »inkompentence«

»Hvis han spiller sine kort rigtigt, kan han vinde præsidentvalget på det«, siger eksperten, som altså peger på, at et fokus på statens størrelse kan samle mange vælgere til republikansk fordel. Han er dog enig med de mange kritikere i, at måden Romney udtalte sig på, var på grænsen af det fornuftige.

»Det betyder ikke, at man skal tale nedsættende om halvdelen af den amerikanske befolkning, det er aldrig smart«,

»Fuldstændigt forkert«
Niels Bjerre-Poulsen, professor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet, er meget uenig.

»Jeg ved godt, hvad Mads Fuglede mener. Men der er så mange punkter i Romneys tale, man kan tilbagevise, at det cementerer et billede af ham som en meget rig kandidat, der er ude af trit med, hvordan mange amerikanere har det«, siger han.

Niels Bjerre-Poulsen peger på Romneys udtalelse om, at 47 procent af den amerikanske befolkning ikke betaler indkomstskat, og at de samme 47 procent er ofre, der lever af staten.

»Dem, der modtager penge fra det offentlige, og dem, der ikke betaler indkomstskat, er ikke de samme«, siger han og forklarer, at der desuden kan være mange grunde til, at man ikke betaler indkomstskat i USA.

Blandt andet fordi det er amerikansk politik at give fradrag i stedet for offentlige ydelser for eksempel til børnefamilier.

»Det vil sige, man giver et fradrag til almindelige arbejdere, som man så kalder nogle nasserøve, der ikke vil bidrage«, siger Niels Bjerre-Poulsen, som også fortæller, at Romney sandsynligvis ikke selv betaler indkomstskat, men i stedet kapitalvindingsskat på sine værdipapirer.

Find popcornene frem og se Romney grave
Præsident Obama optrådte i går i tv-showet 'The Late Show' med David Letterman, hvor han slog fast til store klapsalver, at præsidentposten er til for hele det amerikanske folk, ikke kun dem, der stemte på ham.

LÆS MEREObama gned salt i Romneys åbne sår hos Letterman

På den måde fik han henledt opmærksomheden på Romneys udtalelse om, at han ikke ville tale til de 47 procent af befolkningen, der stemmer på Obama.

»Mere behøver Obama ikke at gøre«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

»Han kan bare finde popcornene frem og se Romney grave et stort hul«.

»Det var ikke det, han sagde«
Niels Bjerre-Poulsen mener, at hvis Romney skal gøre sig håb om, at gøre indholdet i talen i den skjulte optagelse til en bredere debat, så skal han dreje det til, at han i virkeligheden mente noget helt andet, end det han sagde.

»Nemlig, at det var et angreb på hele velfærdsstaten. Men det var ikke det, han sagde«, siger Niels Bjerre-Poulsen.