Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 30. sep. 2012 KL. 18.54

Politifolk var mål for serie af bomber i Irak

Ingen har taget skylden for serie af angreb i Irak.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En bølge af bombeangreb i Irak har kostet mindst 32 mennesker livet og såret 104 andre.

Størstedelen af søndagens angreb fandt sted i hovedstaden, Bagdad, og de omkringliggende områder Taji, Madain og Tarmiyah, hvor 25 mennesker blev dræbt ifølge det irakiske indenrigsministeriums oplysninger.

Lægekilder siger, at 28 blev dræbt i og omkring hovedstaden.

Flere af angrebene var rettet mod politiet og deres kontrolposter.

Angreb mod vicepolitichef
I Bagdad rettede en selvmordsbomber sit angreb mod vicepolitichefen i det centrale Karrada-distrikt.

Eksplosionen var så kraftig, at den knuste butiksruder i området og satte flere biler i brand.

Da politiet ankom til stedet, eksploderede yderligere en bombe, oplyser øjenvidner over for nyhedsbureauet AFP.

Også i det sydlige Bagdad rettede bevæbnede mænd et angreb mod politiet. De skød og dræbte en betjent, og da flere politifolk efterfølgende kom til, eksploderede en bombe på stedet.

Bilbombe dræbte politifolk
En bilbombe blev udløst af en selvmorder i Kut i det sydlige Irak, og mindst tre politifolk er dræbt.

I Taji nær Bagdad var der fire bombeangreb i løbet af søndagen - et af dem var rettet mod en shiamuslimsk helligdom.

Ingen har taget skylden for bomberne, men militante sunnimuslimer og grupper med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda gennemfører med jævne mellemrum større aktioner.

Formålet er tilsyneladende at undergrave den shiadominerede regering i Bagdad.

Med dagens bomber er mindst 252 blevet dræbt og over 800 såret i voldelige angreb i Irak alene denne måned.

ritzau