Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 29. okt. 2012 KL. 09.22

EU-formandskab holder Thorning på pinebænken

Udkastet til EU's budget indeholder ikke den milliardrabat til Danmark, som regeringen har krævet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

EU-rabat

EU's budget finansieres blandt andet af et bidrag fra medlemslandene, der beregnes på grundlag af de enkelte landes bruttonationalindkomst (BNI).

Rabetter på EU's budget tog sin begyndelse i 1984, hvor daværende premierminister Margarat Thatcher sikrede Storbritannien en rabat.

Det er de øvrige EU-lande, der skal betale ekstra for, at Storbritannien slippere billigere.

Tyskland, Østrig, Holland og Sverige har siden opnået en rabatordning, hvor de blandt andet får rabat på rabatten. Det vil sige, at de ikke skal betale en lige så stor del af Storbritanniens rabat som de øvrige medlemslande.

Danmark har som noget nyt krævet en rabat i forbindelse med budgettet for 2014-2020.

LÆS MERE EU-oplysningen om rabatter (eksternt link)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har truet med at nedlægge veto mod EU's rammebudget for 2014-2020, med mindre Danmark får en rabat på en over milliard kroner årligt.

Men truslen får ikke det cypriotiske EU-formandskab til at hejse det hvide flag med det samme.

I udkastet til budgettet fra det cypriotiske EU-formandskab, som er blevet til efter konsultationer med blandt andre EU-præsident Herman Van Rompuy, står der intet om, at Danmark skal have en rabat, oplyser talsmand Nikos Christodoulides.

»Det er et følsomt emne, og vi overlader det stats- og regeringscheferne at forholde sig til den del«, siger han.

Flere diplomater har netop understreget, at det endelige slag om rabatten formentlig skal slås en sen nattetime på et topmøde, og at den danske regering ikke nødvendigvis har tabt krigen, fordi det første slag ikke endte med en sejr.

LÆS MEREThorning truer med at nedlægge veto mod EU-budget

Den årlige rabat på en milliard kroner er det absolutte hovedkrav fra den danske regering, der for længst kalkuleret med rabatten i det hjemlige husholdningsbudget.

Besparelsen er således en del af planen for dansk økonomi frem mod 2020 og en del af finansiering i den skattereform, der blev vedtaget i september.

Kommissionen vil give fire lande rabat
Det første udspil til budgettet kom fra EU-kommissionen, der lægger op til, at kun Storbritannien, Tyskland, Holland og Sverige får en rabat, fordi de fire lande ellers ville bidrage med et uforholdsmæssigt stort bidrag til EU's budget.

Men den danske regering mener, at Danmark er i en lignende situation, og fremhæver beregninger, der viser, at en dansk skatteyder betaler over fire euro til EU’s budget for hver tre euro borgerne i sammenlignelige lande betaler.

Også udviklingen i Danmarks nettobidrag spiller en rolle. I mange år modtog Danmark så mange penge i landbrugsstøtte og andet, at landet modtog flere penge fra EU, end det betalte til budgettet, men de seneste år har det været omvendt.

Danmark dropper rollen som duks
Før 2011 tilhørte Danmark den gruppe af lande, der var imod de rabatter, som det er lykkedes andre EU-lande at opnå. Men den daværende VK-regering skiftede kurs ved at rejse kravet om en dansk rabat.

Den nuværende S-R-SF-regering har stillet samme krav og kalkulerer også med rabatten i statsfinanserne, selv om både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i deres tid som oppositionspolitikere kritiserede VK-regeringen for at gøre det samme.

Da VK-regeringen tog en rabat for givet og indregnede den i 2020-planen, kaldte Søvndal det for »funny money«, mens Helle Thorning-Schmidt over for Jyllands-Posten advarede mod det.

»Det vil jeg være meget forsigtig med. Jeg vil advare meget mod det. Det vil være dybt uansvarligt«, sagde hun i maj 2011.

LÆS MEREThorning tør pludselig regne med EU-rabat

På trods af den tidligere skepsis fra toppen af de nuværende regeringspartier har europaminister Nicolai Wammen (S) gentagne gange forsikret danskerne om, at rabatten er så godt som hjemme.

»Det danske hovedkrav er fuldstændig klart. Det er en rabat på en milliard kroner. Det er alle de andre 26 lande helt på det rene med, og jeg er overbevist om, at vi - når budgetaftalen er lavet - vil se, at Danmark får en rabat på en milliard kroner«, sagde han 6. august til Politiken.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt skal diskutere rammebudgettet med de øvrige stats- og regeringschefer på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles 22. og 23. november.

ANALYSEThorning trækker blank i kampen om EU's penge