Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 28. okt. 2012 KL. 10.16

Stor avis peger på Romney efter ophedet debat i lederkollegiet

Svingstaten Iowas største avis peger for første gang i 40 år på en republikaner som præsident.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I det uhyggeligt tætte amerikanske præsidentkapløb skifter den største avis i svingstaten Iowa, the Des Moines Register, nu side i den politiske tvekamp og giver i stedet sin opbakning til republikaneren Mitt Romney.

Avisen fremhæver Romneys »friske økonomiske vision« som en af de vigtigste grunde til, at de ønsker den 65-årige forretningsmand som ny leder af USA.

Det er et tilbageslag for Barack Obama, som dermed mister støtten fra den indflydelsesrige udgivelse i Iowa, der ved seneste præsidentvalg i 2008 stod bag demokraten i duellen mod John McCain.

Nixon var sidste republikaner, avisen pegede på
Det er første gang, at the Des Moines Register peger på en republikansk kandidat som sin foretrukne mand i Det Hvide Hus siden Richard Nixon i 1972.

Med kun 10 dage til den amerikanske valgdag tegner præsidentopgøret til at blive en neglebidende affære, hvor begge kandidater kan løbe af med den endelige sejr.

Derfor er de fleste eksperter og iagttagere enige om, at både Romney og Obama skal gøre deres ypperste for at overtale de uafhængige vælgere og vælgerne, som ikke har besluttet sig, i den håndfuld kampstater, hvor alt endnu er åbent.

The Des Moines Register siger, at det var en ophedet debat i lederkollegiet, som førte til opbakningen til republikaneren, som vurderes at være en tungere kandidat, når det handler om at skabe job og få balance i de skrantende budgetter.

New York Times foretrækker Obama
Barack Obama kan til gengæld glæde sig over, at en af USA's største og mest velestimerede aviser, New York Times, nu officielt giver ham sin støtte.

Storavisen bakker blandt andet op om Obama, fordi han har tilendebragt krigen i Irak, forhindret en økonomisk sammensmeltning som i 1930'erne og gennemført den største reform af sundhedssystemet siden 1965, lyder det.

»På den baggrund og af mange andre grunde støtter vi entusiastisk en anden periode for præsident Barack Obama«, skriver New York Times i en leder på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅPresset Obama løfter sløret for hvad han vil nå de næste fire år

»Og vi udtrykker håb om, at hans sejr vil blive fulgt af en ny Kongres, som er villig til at samarbejde om den politik, som amerikanerne har brug for«, skriver avisen, som har hovedkvarter i en skyskraber på Manhattan i den amerikanske millionby.

Her refereres til det faktum, at der på samme dag som præsidentvalget 6. november også finder et noget mere overset valg sted - nemlig til mange af sæderne i den amerikanske Kongres, som blandt andet vedtager landets love.

Samtidigt langer New York Times ud efter Mitt Romney, som beskyldes for at have allieret sig for snævert med radikale strømninger i sit eget parti.

»Han har bundet sig selv til ultrakonservative kræfter, som kontrollerer Det Republikanske Parti og omfavnet deres politik«, skriver avisen.

Støtten til Obama kommer ikke uventet fra New York Times, der af konservative kritikere ofte bliver lagt øverst i puljen af venstresnoede medier i USA.

Også Washington Post og Los Angeles Times støtter Obama som præsident.

ritzau