Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 30. sep. 2006 KL. 16.22

Rusland straffer Georgien i spionsag

Ruslands gradvise tilbagetrækning fra Georgien bliver nu midlertidigt indstillet, stik mod alle aftaler.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I vrede over, at fire russiske officerer er anholdt i Georgien, anklaget for spionage, vælger Rusland nu at bryde en aftale om tilbagetrækning.

Aftalen går på, at de to militærbaser, der fortsat er i Georigen, gradvist skal rømmes.

Den proces er nu blevet midlertidigt indstillet, indtil 'situationen er normal', oplyser Ruslands sikkerhedsministerium ifølge Reuters.

Der er omkring 2.000 russiske soldater er tilbage i Georgien, og planen var, at de skulle være helt ude omkring 2008.

Diplomatiet forlader landet
Aftalebruddet begrundes med, at der ikke kan garanteres for soldaternes sikkerhed på vej ud af Georgien.

Et udsagn, der kommer i forlængelse af en særlig anspændt situation mellem de to lande, efter at fire russiske militærpersoner - sammen med 12 civile georgiere - er blevet arresteret for spionage. Samtidig har georgisk politi omringet den russiske hærs hovedkvarter i Tbilisi.

Det har blandt andet fået den russiske regering til at advare om, at »alle midler« vil blive taget i brug for at få frigivet de anholdte militærfolk.

Desuden gør størstedelen af Ruslands diplomatiske medarbejdere nu klar til at forlade den georgiske hovedstad Tbilisi.

»Praktisk taget alt personale fra ambassaden bliver evakueret i dag, og vi lader kun et minimum af vores ansatte blive tilbage«, siger Mikhail Svirin, en talsmand fra ambassaden, til Reuters.

Han forklarer, at han også selv er i fuld gang med at pakke, så han er klar, når et specialfly henter ham og hans kollegaer hjem til Rusland.

NATO en kilde til splid
Forholdet mellem Rusland og Georgien var i forvejen køligt, hvilket det har været siden præsident Mikhail Saakasjvili kom til magten ved den såkaldte 'Rose-revolution' i 2003.

Saakasjvili har været fortaler for tættere bånd til USA og EU, samt arbejdet hårdt for, at Georgien skal blive medlem af NATO. Den dramatiske udvikling mellem Rusland og den tidligere Sovjetstat kommer kort tid efter, at NATO har meddelt, at man vil optage forhandlinger med Georgien med henblik på et muligt medlemskab af organisationen.

Det falder ikke i god jord hos Rusland, der anser et muligt medlemskab af NATO til Georgien som en trussel mod Ruslands interesser.