Det er fire måneder siden, at hendes mor forsvandt. Yinxia, der er en pige på et år, som har store sorte øjne, kommer nok aldrig til at møde hende igen.

Der var ingen afsked. Ingen forklaring. Familien vågnede op en morgen, og så var hun væk.

PORTRTÆT Xi Jinping - verdens nye stærke mand

»Hun mente vist, at vi var for fattige, og at vi boede for dårligt. Det beklagede hun sig over hver dag«, siger bedstemoren, Fu Zhanqun, der er 60 år gammel. Hun siger det uden vrede. Den lille pige sidder på hendes arm og holder om en mælkeflaske, mens bedstemoren smiler og giver Yinxia et par klem.

Fattigste af Kinas 31 provinser
Yinxia er et navn, der består af to tegn. Det første betyder sølv. Det andet betyder ’solrød sky’. Det fortæller mere om, hvad familien ønsker sig for den lille pige, end hvad der er virkeligheden omkring hende.

Her er hverken sølv eller rosenrøde skyer i hverdagen i den lille mudrede bjerglandsby, Hualuo, som hun er på vej til at vokse op i.

Landsbyen ligger i provinsen Guizhou i Sydkina. Hvis man måler provinsens økonomi efter antallet af indbyggere – og dem er der 34 millioner af – så er det den fattigste af Kinas 31 provinser og selvstyrende byer. Økonomien er lige så elendig som i for eksempel Bolivia eller Kap Verde.

Stank af tofu, flæsk og blod
For at komme ud til landsbyen Hualuo, hvor Yinxia bor, skal man køre væk fra de store byer og ud ad bjerg- og landeveje, der snor sig gennem rismarker, spredte huse og skove af bambus.

Her er en bonde, som går på en mark og pisker sin vandbøffel, der trækker en træplov. En større landsby, hvor der er et gademarked, som lugter af stærk tofu, bananer, brændt flæsk, dieselolie og blod.

LÆS OGSÅFarvel-salut fra Kinas kommunistleder: Korruption kan smadre partiet og staten

Der er en gammel kvinde, der går langs landevejen med en ny satellittallerken i en bambuskurv på ryggen. Der er en lastbil, som er væltet og ligger ned ad en skrænt, og hvor chaufføren står med bind om hovedet og ringer i en mobiltelefon.

Kun sten og mudder
Hualuo begynder der, hvor der ikke længere er asfalt på vejene, men kun sten og mudder.

Der er omkring 200 husholdninger og lidt under 900 mennesker i landsbyen, som egentlig er fire små landsbyer, der hver består af grupper af huse, som ligger strøet ud over de små bjergsider og bakker mellem marker og skove.

Her er ingen butikker, og den nærmeste skole ligger et par kilometer derfra.

Folk går med gummistøvler – kineserne kalder også bønder for ’mudderben’ – for man synker ned i mudderet mellem husene og ude på markerne. I år har landsbyen valgt at så chili, og det er blevet tid til at høste dem.

Vi er de fattigste i Guizhou
Fem af bønderne – en pige og fire mænd og kvinder – går rundt med flettede kurve på ryggen og plukker de store røde chili af de lårhøje buske.

»Hver plante giver cirka to jin«, siger den ene af mændene, Zhang Palong. En ’jin’ er en kinesisk måleenhed på 500 gram, og det svarer, siger bonden Zhang, til cirka 300 chili.

LÆS OGSÅKinas nye leder - hvem er han?

Den lille mark er på cirka to ’mu’, som er en anden kinesisk måleenhed. Det er i alt omkring 0,12 hektar. Og det er ikke nemt at tjene penge på.

»Guizhou er det fattigste sted, og vi er de fattigste i Guizhou«, siger en af kvinderne, der går over for at læsse kurven af chili ned i en plasticsæk.

2.200 kroner om året til én familie
Der er ingen officielle statistikker for, hvor meget bønderne i området tjener i gennemsnit.

»Sådan en som mig, der har to mu, hvor der gror chili, det kan jeg nok tjene 1.500-1.600 yuan på om året, og så har jeg et par mu med majs, og der tjener jeg nok 500-600«, siger Zhang og tilføjer:

»Man skal jo også have en okse, og vi har da også grise, og så er der høns. Men det er til os selv«, siger Zhang. Det giver Zhang, der er i midten af 50’erne, en årsløn på cirka 2.200 kroner til at forsørge to børn, en hustru og to bedsteforældre.

LÆS OGSÅI dag begynder det magtskifte, der vil ændre Kina

Derfor gør bønderne det samme som i mange andre steder på landet i Kina. Folk rejser væk. De tager ud til andre provinser og ind til byerne for at tjene penge. I Hualuo ligger halvdelen af landbrugsjorden øde.

Jo fattigere vi er, jo mere ser de ned på os
Faren til Yinxia, den lille pige med de sorte øjne, rejste også ud. Han arbejdede på en fabrik, der lavede bremseskiver. Men det er ikke derfor, at han nu er hjemme hos forældrene og sin lille pige.

Han har sagt op, for der er noget i vejen med hans mave. »Jeg har nogle smerter, men jeg ved ikke, hvad det er«, siger Lu, der er i midten af 20’erne, og tager sig på maven.

LÆS OGSÅDanskerne ser Kina som den nye økonomiske supermagt

Men han vil vente lidt og se, hvordan det går, for han har ikke råd til en undersøgelse. Han var gift med Yinxias mor i otte måneder, før hun stak af, fortæller bedstemor Fu Zhanqun.

»Hun var fra Fujian, og det er jo en mere udviklet provins, så hun kunne ikke vænne sig til maden og livet her«, siger Fu.

Og konstaterer: »Jo fattigere vi er, jo mere ser de ned på os«.