Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt

Israel i chok: Vi har tabt Europa

Ingen af de store EU-lande stemmer sammen med Israel i FN. Selv Tyskland melder pas i dagens afstemning om Palæstina.

Gem til liste

Israel er på vej til at løbe ind i et sviende diplomatisk nederlag, når FN’s generalforsamling sent i aften dansk tid stemmer om at opgradere Palæstinas status i FN.

Politiken.dk erfarer, at mindst 14 EU-lande vil stemme ja til at opgradere Palæstina til observatørstat, og at ikke et eneste større EU-land vil stemme nej. I stedet ventes mindst 12 EU-lande at stemme blankt, mens kun Tjekkiet fortsat overvejer at stå last og brast med Israel og stemme nej. Alle fem nordiske lande stemmer ifølge politiken.dk's oplysninger ja.

LÆS ARTIKELDanmark vil stemme ja til at opgradere Palæstinas status

Selv Tyskland, der ellers af historiske grunde altid har stået last og brast med Israel i FN, har i sidste øjeblik besluttet at afstå fra at stemme. Det samme har Holland, der ellers traditionelt har stemt imod resolutioner i FN, der kunne ses som rettet mod Israels interesser.

Dermed ser Palæstina ud til at få opbakning fra omkring 150 ud af FN’s 193 medlemslande - langt flere end forventet for blot få dage siden.

Israel i chok
Ifølge israelske netaviser har den tyske beslutning bragt den israelske regering i chok.

»Vi har tabt Europa. Mere end halvdelen af landene vil stemme sammen med palæstinenserne, og resten vil afstå«, siger en talsmand for det israelske udenrigsministerium til netavisen Haaretz.

LÆS ARTIKELStorbritannien lurepasser på Palæstina-spørgsmål

Afstemningen i FN i dag får ikke stor praktisk betydning. I dag har Palæstina status af observatør-enhed i FN, efter afstemningen vil det blive ændret til observatørstat.

Den største konkrete forskel er formentlig, at Palæstina får mulighed for i teorien at indklage Israel for Den Internationale Straffedomstol, fordi landet har placeret bosættere på besat jord. Men iagttagere forventer ikke, at palæstinenserne vil benytte muligheden.

Vigtig symbolsk sejr
Derfor har dagens afstemning først og fremmest symbolsk betydning, og netop derfor har både Israel og Palæstina lobbyet voldsomt for at vinde så mange europæiske lande som muligt over på deres side.

Indtil for få dage siden håbede Israel, at det kunne overtale EU-landene til at afstå eller stemme imod, sådan at Israel kunne hævde at have vundet en moralsk sejr med de vestlige lande som allierede. Nu ligner det i stedet et sviende diplomatisk nederlag, der udstiller, at Israel i stigende grad står isoleret sammen med USA og enstribe mikrostater i spørgsmålet om fred i Mellemøsten.

Derfor vinder Palæstina
Ifølge diplomatiske kilder i New York er der to forklaringer på, at palæstinenserne får usædvanlig bred støtte fra de europæiske lande i dag.

Den ene er, at palæstinenserne omhyggeligt har formuleret deres ansøgning om observatørstatus på en måde, så den ikke berører for mange af de ømtålelige spørgsmål, der gør konflikten i Mellemøsten så fastlåst.

Den anden er, at lynkrigen i Gaza for nylig fik mange europæiske regeringer til at indse, at de er nødt til at give den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, et rygstød, hvis han ikkeskal trænges helt i baggrunden af sine mere rabiate rivaler i Hamas.

Dermed skal den europæiske støtte også ses som et forsøg på at holde liv i den skrøbelige fredsproces mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

Danmark er blandt de EU-lande, der stemmer ja til at opgradere Palæstina i dag.

PolitikenPlus
  • Nøddeknækker Et simpelt og smart design i silikone. Den tyske designtrio Ding3000 har skabt en nøddeknækker for Normann Copenhagen, som er nytænkende i sit design. Nutcracker ligger godt i hånden og nem at bruge.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Smilet Poul Holck (1939-2002) dansk tegner.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 165 kr. Køb
  • Forbidden Desert Stærkt strategispil for hele familien.

    Pluspris 240 kr. Alm. pris 280 kr. Køb
  • Vinterfrakke til hende Didriksons duffelcoat til damer - designet med typisk svensk omhu for funktionalitet og detaljer.

    Pluspris 1.869 kr. Alm. pris 2.199 kr. Køb
  • DAX skammel DAX er historien om en lille hund som ikke blot er 'Danish design' af navn. Den er rent faktisk fremstillet her i Danmark ? af træ fra bæredygtig skovdrift.

    Pluspris 969 kr. Alm. pris 1.145 kr. Køb