Annonce
Annonce
Internationalt

Sharon klar til fredsforhandlinger

Efter en dag, hvor israelske kampvogne rullede ind i den palæstinensiske by Arrabeh for at anholde fire medlemmer af Islamisk Jihad, og fire andre palæstinensere mistede livet på Vestbredden, erklærede den israelske premierminister, Ariel Sharon, sig klar til at forhandle.

»Vi er klar til at forhandle. Jeg er sikker på, at jeg selv vil lede alle forhandlinger. Som en person, der har gjort sig fortjent til at deltage i alle Israels krig og kampe - og jeg har set alle krigens rædsler - forstår jeg til fulde betydningen af fred. Og jeg forstår den ikke mindre men derimod bedre end mange af de politikere, der taler om fred«, sagde Sharon i det israelske parlament, Knesset, til Verdenssammenslutningen af Jøder.

Arafat i Norge
Nogenlunde samtidig på et officielt besøg hos den norske regeringsleder, Kjell Magne Bondevik, udtrykte palæstinensernes leder, Yasser Arafat, håb om, at det planlagte møde mellem ham selv og den israelske udenrigsminister, Shimon Peres, på fredag stadig står ved magt. De to har ikke mødtes siden den 26. september, hvor de aftalte en foreløbig våbenhvile.

Den blev dog brat afbrudt den 17. oktober, da den israelske turistminister, Rehavam Zeevi, blev myrdet af PFLP.

Israel kræver stop for angreb
Israel kræver et fuldstændigt stop for palæstinensiske angreb og selvmordsaktioner, og i Oslo sagde Arafat, at "jeg gør mit bedste og mere til". Men Arafat møder modstand fra især den yderliggående gruppe Hamas, som aldrig har accepteret staten Israel.

Sent onsdag lød beskeden fra den palæstinensiske minister for internationalt samarbejde, Nabil Shaath, at det palæstinensiske selvstyre "som altid er klar til at forhandle, såfremt Sharon overholder internationale resolutioner".

Det betyder blandt andet, at det israelske militær skal trække sig ud af de palæstinensiske byer, som blev invaderet efter turistministerens død.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce