Journalistkritik af Israels hær

Det israelske militær har i en fem sider lang rapport indrømmet, at 45 journalister, lokale såvel som udenlandske, er blevet såret, siden intifadaen brød ud på Vestbredden, i Gaza og i Jerusalem i slutningen af september 2000. Det er ifølge rapporten ikke klart, om de alle er blevet ramt af israelske kugler. Det israelske militærs talsmand fastslår imidlertid, at der ikke har været tale om, at der forsætligt er blevet skudt på journalister og fotografer, men at de mange kvæstelser snarere er et resultat af de farer, der er indbygget i at dække en væbnet konflikt. Men i et åbent brev stilet til Israels forsvarsminister, Benjamin Ben Eliezer, skriver den Paris-baserede organisation Journalister uden Grænser, at den israelske militærrapport er »enormt skuffende«. Umiddelbart beklager Journalister uden Grænser, at det har taget det israelske militær så lang tid - i visse tilfælde er der tale om mere end et år - at reagere på den lange række klager fra journalister, nyhedsorganisationer og menneskerettighedsorganisationer. »Vi mener, at IDF (Israels Defence Forces, det israelske forsvar, red.) skulle have reageret lige så prompte i alle sager, som det var tilfældet, da Yola Monakhov og Ben Wedeman blev såret. Her, hvor der var tale om journalister, der arbejdede for store amerikanske medier, viste efterforskningen sig at være yderst effektiv. Vi beklager, at ikke alle efterforskninger er blevet gennemført med samme effektivitet«, skriver Robert Ménard, der er generalsekretær i Journalister uden Grænser til den israelske forsvarsminister. Det fremgår af tidligere rapporter og af klager fra den udenlandske journalistsammenslutning i Israel, FPA, at det israelske militær kun i enkelte tilfælde har indledt undersøgelser af omstændighederne i de tilfælde, hvor journalister eller fotografer blev ramt af skud eller på anden måde kvæstet. I flere tilfælde har hæren påbegyndt undersøgelser, men har så lukket undersøgelsen igen uden at nå en konklusion, og uden at det har fået konsekvenser for de involverede soldater. I sin rapport forholder militæret sig stadig ikke til denne klage. Man behandler udelukkende syv tilfælde, hvor der var tale om udenlandske journalister. Flere af journalisterne klagede ikke til militæret og søgte ikke læge i Israel, hvorfor militæret slet ikke vidste, at journalister var blevet ramt. Flest i begyndelsen Hæren påpeger også, at de fleste tilfælde af sårede journalister forekom i intifadaens første måneder, hvor soldaterne »kun delvis var forberedt på situationen«, og hvor også journalisterne »var uvante med situationen og ikke nær så velforberedte og veludstyrede, som de er i dag«. Journalister uden Grænser stiller sig undrende over for, at det israelske militær ikke har forholdt sig til et eneste af de tilfælde, hvor den ramte var en palæstinensisk journalist eller fotograf på arbejde for et lokalt palæstinensisk medie. IDF har heller ikke forholdt sig til, at adskillige af de sårede journalister er blevet skudt andre steder end dér, hvor sammenstødene mellem palæstinensere og israelske soldater fandt sted. Organisationen beklager også, at det israelske militær nøler med at foretage undersøgelser og samtidig skriver i sin egen rapport, at det »desværre ikke har været i stand til at skaffe mere substantielt bevismateriale«. Der har været et vist samarbejde mellem det israelske militær og journalisternes organisationer i det seneste halve år, og både repræsentanter for Journalister uden Grænser og FPA i Israel har været inviteret til at fortælle officerer om pressens særlige problemer. »Men hvad hjælper det, at vi bliver forsikret om, at pressen kan arbejde frit i de besatte områder, hvis de israelske soldater føler, at de frit kan bruge deres våben imod journalister uden nogensinde at blive stillet til regnskab for det?«, spørger Journalister uden Grænser til slut den israelske forsvarsminister.