Duriad Thabit Ghalb kigger modløst på det laminerede A4-ark, han har mellem hænderne.

»Det er da rart at have det. Men ærlig talt, jeg ved ikke, hvad det nytter«, siger den 31-årige iraker stille.

Øverst på arket står der »UNHCR refugee cerificate«.

Det er beviset på, at FN’s Højkommissariat for Flygtninge officielt har anerkendt Duriad som flygtning, og at han »bør blive beskyttet mod at blive tvunget tilbage« til Irak.

Duriad er en af kun 600 ud af omtrent 750.000 irakere i Jordan, der har opnået papiret.

Man skulle tro, den nye status ville lune i den råkolde jordanske vinter, der emmer fra lejlighedens stenvægge. Men opgivelsen er for længst trængt dybt ind i ham lige som den tørre hoste, han hyppigt bryder ud i.

Nej til opholdstilladelse
Og kigger man ned igennem det, der står med småt, springer en anden sætning da også i øjnene.

»Dette certifikat giver ikke indehaveren ret til opholdstilladelse eller arbejdstilladelse i Jordan«.

Det er kort fortalt situationen for de fleste af de anslået 750.000 irakiske flygtninge i det lille naboland. De er fanget i en mellemtilværelse:

De kan eller tør ikke vende tilbage til Irak. De bor i et land, der nægter at kendes ved dem. Vesten vil ikke have dem.

For Iraks flygtningekrise er ikke en historie, der handler om hvide telte og uddelinger af nødhjælp fra lastvogne.

Af de anslået to millioner irakere, der er flygtet fra Irak siden krigen – omtrent syv procent af befolkningen – bor langt de fleste i byer som Amman og Damaskus, hvor de tærer på deres opsparing i små lejligheder.

Uden opholdstilladelse
Nogle få har arbejdstilladelser og kan bruge deres uddannelser. De fleste er knap så heldige.

»Jeg har været i Jordan i tre år uden opholdstilladelse. Mine to børn kan ikke gå i skole, og det offentlige sundhedsvæsen er lukket for os. En bror i Syrien sender os 100 dollar (knap 600 kroner, red.) om måneden, og sammen med min opsparing kan det lige præcis betale for husleje og mad«, siger Duriad Thabit Ghalb, der tilhører en mindre kendt religiøs sekt, mandæerne.

Som så mange andre kan han fortælle historier om, hvordan familien blev truet af de militser, der lige siden krigen har hærget Bagdad, og fik dem til at fortrække. Som ikke-muslim var de særligt udsatte.

»Det eneste, dette papir gavner mig, er, at jeg nok ikke bliver udvist. Og det er jeg da glad for«, siger han.

Frygten er særdeles reel, fortæller en vestlig nødhjælpsarbejder i Amman, der på grund af forholdet til myndighederne beder om at være anonym.

»Vi ved, at det jordanske politi jævnligt kører rundt til de steder, hvor der er irakere, og laver razziaer. De folk, de fanger uden opholdstilladelser, bliver sendt til deporteringslejre. Det er ikke mange i forhold til mængden, der er her – måske 75 om dagen ifølge en politimand, vi kender – men det er nok til at gøre irakerne hunderædde«, siger han.

»Men man skal heller ikke gøre jordanerne til større skurke, end rimeligt er. Landet har kun godt fem millioner indbyggere, og de har skullet absorbere næsten en million flygtninge, fordi rige lande som Saudi-Arabien og Kuwait ikke vil tage nogen. Det lægger et enormt pres på dem, så det er ikke så mærkeligt, at de chikanerer irakerne«.

Grænsen er reelt lukket
Officielt er Jordans grænse til Irak stadig åben. Men ifølge flere kilder, Politiken har talt med, er den reelt lukket. Kun folk, der kan bevise, at de allerede har talt med et tredjeland om asyl, bliver lukket ind.

»I dag er det sådan, at alle, der har den mindste mulighed for det, flygter fra Irak. Og selv den middelklasse, der flygtede tidligt, er nu ved at løbe tør for penge, og deres forhold bliver stadig værre«, siger Rana Sweis fra UNHCR’s kontor i Amman.

Hun medgiver, at 600 officielt certificerede flygtninge er et meget lavt tal. Men det skyldes, at man kun vil udstede tilladelser, hvis der er en realistisk chance for, at de kommer videre.

»Vi har brug for flere tilsagn fra lande, der vil tage imod dem. Jordan kan ikke bære byrden alene«, siger hun.