Danmark i krig: Don't mention the war

København, 18. januar 2005 Anders Fogh Rasmussen slentrede op på Folketingets talerstol i sin grå, tweedagtige jakke og sagde det, de fleste for længst havde regnet ud. »Jeg har kigget lidt i kalenderen for at se, hvornår det vil være mest praktisk at holde valg ...«. Det var ikke krigeren Fogh. Det var ikke den kontante statsmand Fogh. Det var Fogh i en blød udgave; blødere end nationen havde set ham i de forløbne tre år, hvor han stålsat og vedholdende havde optrådt med sine argumenter for at sende tropper til Irak og Afghanistan. Han nævnte ikke krigen med ét ord. »I dag præsenterer jeg en ny kontrakt med vælgerne«, sagde Fogh lidt senere. Han var gået hen i Venstres gruppeværelse for at forklare journalisterne, hvad valgkampen skulle handle om: Børnefamilier, udlændingepolitik, skattestop, de ældre, sygehusene ... Da en journalist spurgte ham om fremtidsudsigterne for den danske indsats i Irak, svarede han undvigende. »Men jeg kan sige, at jeg ikke har noget ønske om, at soldaterne skal blive der én dag længere end nødvendigt«. Forsigtigt. Rundt. Kemisk renset for krig. Fogh ville for alt i verden undgå, at Irak blev et tema i valgkampen. Af gode grunde. Billederne af nøgne og hætteklædte irakiske mænd indsmurt i afføring og holdt i hundesnor af grinende amerikanske fangevogtere i Abu Ghraib-fængslet stod stadig skarpt i vælgernes erindring. Det samme gjorde billederne af de evindeligt eksploderende bilbomber og ligene af kvinder, børn og andre sagesløse civile irakere i Bagdads gader. Krigen tog ikke kegler. Det ville være en foræring til udfordreren Mogens Lykketoft og resten af oppositionen at tale for meget om den op til valget. Og så var der valget i Irak. Det skulle finde sted 30. januar, kun en uges tid før det danske valg, og Fogh vidste, at Osama bin Ladens mand i Irak, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi ville gøre alt for at »ødelægge denne bryllupsfest«, som han foragteligt kaldte begivenheden. Egentlig havde Fogh tænkt sig at få det danske valg overstået inden det irakiske. Men en sydøstasiatisk tsunami kom i vejen. Valget måtte skubbes til 8. februar. Fogh havde meningsmålingerne på sin side. Og Lykketoft havde brug for et mirakel. Statsministeren kunne nu bare håbe på, at irakerne fik lov at stemme uden for mange selvmordsbomber. Og krydse fingre for, at danske soldater ikke blev sendt hjem i ligposer. København, januar 2005 »Det bliver op ad bakke«, indrømmede Lykketoft. Han sad i folketingssalen med benene over kors, brillerne i hånden og et lille stramt smil om munden, da Fogh i sin afslappede valgkampsjakke udskrev valget. Lykketoft havde også justeret sit udseende op til kampen – håret trimmet, intet Trotskij-skæg. I modsætning til Fogh åbnede Lykketoft valgdysten med en ret klar melding om, hvad han ville gøre ved krigen, hvis han gik hen og blev statsminister. »Færre soldater og en større civil og humanitær indsats«. Det lovede han på valgkampens dag et. Derefter lod også Lykketoft krigen hvile. Socialdemokraterne var rygende uenige om Irak. De havde ganske vist stemt imod krigsdeltagelsen, men som et kompromis accepteret, at soldaterne godt måtte være med til det fredsbevarende og genopbyggende arbejde i det sydlige Irak. Så selv om Lykketoft lovede, at Danmark ville få en anden placering i Irak end under den borgerlige regering, var Socialdemokraterne stadigvæk med. Den var ikke nem. Krigsmodstanderne på venstrefløjen opfordrede Mogens Lykketoft til at være mere aggressiv. Hvorfor tog han ikke lidt ved lære af socialisten Zapatero, den spanske regeringsleder? Havde han måske ikke året før vundet regeringsmagten ved at kræve de spanske soldater trukket hjem fra Irak? Jo, men det skete lige efter, at terrorister sprængte et tog i luften i Madrid og myrdede 191 passagerer. At satse på, at noget tilsvarende skulle overgå Nørreport Station, var ikke den mest oplagte valgstrategi. Det kunne Lykketoft godt regne ud. Desuden var vælgerne mere oppe at køre over et dankortgebyr på 50 øre. Og den slags. Lykketoft undrede sig. Han undrede sig over, at Irakkrigen kunne vække så stærke følelser i USA, Storbritannien og Spanien, når den tilsyneladende ikke ragede danskerne? Den folkelige modstand var stort set reduceret til en forkølet fredsvagt på Christiansborg Slotsplads og en aktivist, der hældte maling ud over statsministeren. I sin røde ungdom gik Lykketoft på gaden for at demonstrere mod USA’s krig i Vietnam. Sammen med titusindvis af ligesindede. Han røg sågar i fængsel for en ulovlig indsamling. Men Irak optog ikke danskerne. Så Lykketoft drog i valgkamp uden krigen. København, 8. februar 2005 Millioner af irakere trodsede trusler og livsfare. Kvinder og børn bestormede valgurnerne for at vælge et parlament med shiitisk flertal. Al-Zarqawi og hans sunni-ekstremister og Saddam-tilhængere fik ikke druknet det irakiske valg i blod, så krigen var ikke længere farlig for den danske valgkamp. Og Lykketoft blev aldrig farlig for Fogh. Statsministeren spiste pandekager siddende på en stub i en skovbørnehave og sagde utvungent ting som: »Mit tøj? Jamen, jeg kan da godt sige, at det køber jeg hos Mr. Harris i Lyngby ...«. Sådan noget duede Lykketoft ikke til. Han tabte stort. »Havde vi haft lige så mange penge, så havde vi easily nemt slået dem«, sagde S-formanden, som forklarede nederlaget med Foghs »imponerende spinarbejde«. Han tog dog også sin del af ansvaret. Den borgerlige regering kunne fortsætte. Og Anders Fogh Rasmussen trak Irak frem igen. I sin første tale til det nye Folketing glædede han sig over det vellykkede valg i Irak. Det var »starten på en ny epoke for det hårdt plagede land«. »Vi må dog se i øjnene, at de irakiske myndigheder endnu ikke kan klare udfordringen fra terrorister og voldelige grupper alene. Derfor er vi indstillet på at fastholde et dansk militært bidrag, så længe irakerne beder om det, så længe det bliver bakket op af FN, og så længe vi kan bidrage meningsfyldt«. Hilla, Irak, 28. februar 2005 En bil drejede pludselig ud fra en sidegade. Den kørte resolut ind i en kø af irakere foran et offentligt kontor i den shiamuslimske by Hilla. Bilen var fyldt med sprængstoffer og en chauffør, som var parat til at ofre sit liv. Den eksploderede. Over hundrede helt almindelige irakere blev revet med i døden. Mange af dem var ude for at handle på grøntsagsmarkedet på den anden side af vejen. Dem, der stod i køen, ventede på at få en sundhedserklæring, så de kunne søge job hos politiet. Med en enorm arbejdsløshed var der rift om jobbene. Også selv om det kunne være farligt at arbejde for regeringen. Især som politimand. Efter eksplosionen lå der blodtilsølede lig alle vegne. Røg stod op fra udbrændte stande på markedet. Tililende læssede sønderrevne kroppe op på vogne, som normalt blev brugt til at transportere frugt og grønsager. Andre blev dynget op på lastbiler. Folk gik grædende rundt og råbte »Gud er størst!«, mens redningsfolk forsøgte at hjælpe de talrige sårede. 114 mennesker blev myrdet. Det var de sunnimuslimske oprøreres mest dødelige enkeltangreb siden Saddam Husseins fald knap to år tidligere. Men det var langtfra det eneste. Center Avnstrup ved Roskilde, 4. maj 2005 Klokken ti om aftenen var der post til Hakim og de andre irakere på asylcentret. Det var et højst usædvanligt tidspunkt. Brevet var fra Udlændingestyrelsen, og det chokerede dem at læse, hvad der stod i det: De skulle alle rejse hjem til Irak senest 31. maj. Om godt tre uger. Hvad i alverden skulle dét betyde? Hakim var ude af sig selv. Ganske vist havde han fået en stribe afslag på at blive i Danmark, men hvordan kunne de bare smide dem hjem? Vidste de ikke, hvad der foregik i Irak? Han var godt klar over, at Dansk Folkeparti gjorde alt for at presse regeringen til at sende afviste irakiske flygtninge hjem. Men det var ikke lykkedes at indgå en aftale med de irakiske myndigheder om at tage imod flygtningene, så irakerne kunne ikke tvinges til at rejse. Troede Hakim. Ved middagstid den følgende dag var flygtningene efterhånden blevet så ophidsede over brevet, at en del af dem begyndte at kaste med glas, flasker, borde og andet inventar fra centrets cafeteria. Roskilde Politi kom og måtte tilkalde forstærkning fra Køge og København. En gruppe irakere lavede vejspærringer for at forhindre politiet i at komme ind på området, men betjentene trængte igennem og fik irakerne tilbage på deres værelser. Om aftenen forlod politiet centret uden at have anholdt nogen. Hakim havde ikke været uden for sit værelse. Han forlod det stort set aldrig. Det turde han ikke. Næste dag var der igen ballade. Adskillige irakere gik amok og smadrede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Politiet vendte tilbage. Hakims kone Amira gik hen for at hente mad i cafeteriaet sammen med sønnerne Ali og Gabir på 5 og 7 år. Hun anede ikke, hvad der var gang i. Pludselig befandt de sig midt i optøjerne. Politiet skubbede børnene væk og lagde Amira i håndjern. Derefter tog de hende med på stationen, sammen med 25 andre irakere. Syv af dem var kvinder. Ali og Gabir var rædselsslagne. Især Ali. »Politiet har taget min mor! Hvad vil de?«, græd den femårige dreng. Det kunne Hakim ikke svare på. Amira og de andre irakere blev sluppet løs den følgende dag, og den vagthavende betjent gav dem et par ord med på vejen: »Vi håber, at det har virket afskrækkende at tilbringe natten på politistationen«. Udlændingestyrelsen beklagede ugen efter, at brevet var en misforståelse. Den dato, der fik irakerne til at koge over, var forkert. Det var ikke fristen for hjemrejse til Irak, som var 31. maj. Det var bare fristen for at søge støtte vedrørende hjemrejse. »Og det har vi så beklaget,« sagde Anni Fode, chefen for Udlændingestyrelsens asylafdeling. Det var bare en fejl. Rønne, 26. maj 2005 Jesper var tilbage i taxien efter sin tredje tur til Kosova med spejdereskadronen. En aften samlede han to unge kvinder op i Rønne. Den ene kendte han flygtigt, hun hed Signe. Den anden kunne han godt tænke sig at lære nærmere at kende. Hun hed Christine. Han kørte de to veninder ud til diskoteket Villa Nova, der lå i nordskoven i udkanten af byen. I folkemunde hed stedet Villa Duskely. Ud på natten så han igen et glimt af Christine, da hun var på vej hjem fra diskoteket. Et par dage senere stødte Jesper ind i Christine på tankstationen. Det smil var ikke til at stå for, han måtte have fat i hende. Signe gav ham Christines mobilnummer, og de begyndte at sms’e sammen. En dag hentede han hende, da hun fik fri fra sit arbejde som hjemmehjælper, og han kørte hende hjem i sin Golf VR6. De skrev mere sammen. Det ene tog det andet ... og en dag begyndte de at komme sammen. Jesper havde fået en kæreste. Det havde han ellers ikke haft travlt med. Så længe han rejste ud på missioner med eskadronen, passede det ham bedst at være alene. Det kunne hurtigt blive for indviklet. Men den lyshårede Christine var ikke som andre piger, han havde mødt. Hun var god at tale med, virkede stærk, og det var ikke noget problem for ham, at hun havde en datter, Amanda, på to år. Christine fik ham til at tænke på andet end krig. København, 6. juli 2005 Air Force One landede. For anden gang. Det første fly havde ikke præsident George W. Bush om bord, men nu var han her. Klokken var 21.20. Det mægtige skrummel af et fly tårnede sig op i lufthavnen i Kastrup, sortklædte sikkerhedsfolk strømmede ud, tog opstilling under vingerne og sendte mistænksomme blikke rundt i mængden. »Han vil sandsynligvis vinke til dem, som tager imod ham«, rapporterede Jeppe Nybroe, en af TV-avisens talrige reportere på stedet. Så forsvandt Anders Fogh og hans hustru op i flyet. »Her tror jeg simpelt hen, at vi ser nakken af den amerikanske præsident«, sagde Tine Götzsche fra samme tv-station. Præsidentens sytten timer lange visit i København blev dækket direkte, uafbrudt og intensivt. Men ingen lagde rigtigt mærke til de cirka hundrede sortklædte demonstranter, der stod på Christianshavns Torv og råbte: »Død over imperialismen! Død over Bush!«. Protesten druknede i regnen. George W. Bush ville vise Danmark sin taknemmelighed for indsatsen i krigen mod terror, så han mellemlandede på vej til G8-topmøde i Skotland. Og han nåede en del på de sytten timer. Hos dronningen på Fredensborg Slot pustede han 59 lys ud på sin fødselsdagslagkage, og han fik sig, inden frokosten, en snak med Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning-Schmidt. »Jeg sagde, at hvis vi kommer i regering, så vil vi være venner af Amerika, men vores tålmodighed i Irak løber ud næste år«, fortalte Helle Thorning bagefter. George W. Bush kunne bedre lide det, han hørte fra Anders Fogh Rasmussen. Ham kunne præsidenten regne med. Og Bush var »stolt over at kalde ham min ven«, som han sagde under besøgets højdepunkt: en pressekonference. To podier var stillet op på plænen foran Marienborg. Statsministeren var også stolt. Og »lykkelig over at være her i dag med min gode ven, præsidenten for De Forenede Stater«. Nu var der betaling for at have hjulpet amerikanerne. Præsidenten leverede uopfordret et engageret forsvar for den udenrigspolitik, som danskerne var så lunkne over for, men som statsministeren bakkede op. »Politikere render ofte efter meningsmålinger. Jeg ved ikke, om I bruger meningsmålinger meget her i Danmark – vi måler alt for meget i Amerika, som jeg ser det. Det er et vækstområde! Men hvad jeg værdsætter, er en leder, som har visionen og viljestyrken til at gøre, hvad han finder rigtigt«. Ordene fremkaldte latter blandt journalisterne. Irak havde været ikke nogen nem opgave, erkendte George W. Bush, men han var inderst i sit hjerte sikker på, at beslutningerne ville »gøre det nemmere for vores børnebørn at vokse op i fred«. Guantánamolejren var trods europæernes modstand en nødvendighed, og det stod alle journalister frit for at rejse til flådebasen og sikre sig, at fangerne blev behandlet humant. »Jeg vil bare bede jer om at huske, at vi er i krig med disse terrorister«, sagde præsidenten. Kort efter steg han igen om bord i Air Force One og fløj videre til Gleneagles i Skotland. London, 7. juli 2005 Næste morgen steg fire mænd med rygsække på toget i den engelske by Luton. Da de nåede King Cross i London, forsvandt de i hver sin retning. Klokken var ni minutter i ni og Londons morgenmyldretid på sit højeste, da den første bombe eksploderede ved stationen Liverpool Street. Så fulgte de andre. Inden for 26 minutter eksploderede bomber i tre tog i Londons undergrundsbane. Dybt under jorden var alt kaos. En advokat ved navn Angelo Power opholdt sig i et tog, der netop havde forladt King’s Cross Station med kurs mod Russell Square, da der lød et enormt brag, og togvognen fyldtes med røg. »Folk blev kastet ned fra bænkene. Nogle begyndte at skrige, fordi der lugtede brændt. Vi troede alle, at vi skulle dø. Folk begyndte at bede til Gud og blev mere og mere panikslagne. Kvinder besvimede. Først var der fuldstændig mørkt, så tændte nødlyset. Der kom mere og mere røg, og hysteriet voksede til vild panik. Folks ejendele lå ud over det hele. Nogle var sårede. Alle vinduerne var knust. Vi var fanget som sild i en tønde, der ventede på at dø«, fortalte advokaten. Terroristerne bombede også en dobbeltdækkerbus og sprængte i alt 52 mennesker i luften. Plus sig selv. Først blev selvmordsbomberne udråbt til »hjemmedyrkede terrorister«, der trods pæne uddannelser i Leeds havde vendt sig mod den mest radikale form for islam. Men to af dem var rejst til deres forældres hjemland Pakistan kort før terrorhandlingen. Så al-Qaeda-bevægelsen var tilsyneladende ikke helt død. En video dukkede op på den arabiske tv-station Al-Jazeera, hvor den formodede hovedmand retfærdiggjorde sit martyrium med Vestens overgreb på den muslimske verden. Det var ikke mindst Storbritanniens engagement i Afghanistan og Irak, der havde været den udløsende faktor, mente den britiske efterretningstjeneste. I et S-tog i København gik en røgalarm fejlagtigt i gang dagen efter angrebet i London, og der bredte sig en nervøs stemning på Nørreport Station. »Vi kan lige så godt blive ramt som alle andre. Jeg tror faktisk, vi bliver ramt en dag«, sagde en af de rejsende, kontordamen Elly Møller. Terroreksperter og Politiets Efterretningstjeneste gav hende ret. Som efterretningstjenesten skrev: »Eventuelle terrorhandlinger vil af terroristerne kunne anses som en naturlig forlængelse af deres kamp mod den internationale koalition i Irak«. Det kunne ske i Danmark. FN-bygningen, New York, 14. september 2005 Det var ligesom før slutrunden til et fodbold-VM. Der blev trukket lod om den rækkefølge, de femten stats- og regeringschefer skulle tale i. Anders Fogh Rasmussen kom næstsidst. »Ærgerligt«, tænkte FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj. Hun vidste af erfaring, at statslederne for de store lande havde en tendens til at smutte ud af salen, når de selv havde holdt deres indlæg. Danmark var kommet med som et af de ti midlertidige medlemslande af FN’s Sikkerhedsråd, der skulle forsøge at sikre den internationale fred og sikkerhed, og Ellen Margrethe Løj sad nu med om hesteskoen sammen med de tunge drenge. I dag var de her alle sammen: Bush, Blair, Putin og den kinesiske præsident Hu. Kun den franske præsident Chirac havde meldt afbud og sendt sin udenrigsminister Villepin i stedet. De terrorramte briter ville have samtlige medlemslande til at forbyde at opfordre til terrorisme, og det var en følelsesladet Tony Blair, der tog ordet. Han sagde, at terrorismens mål var »at skabe kaos og ustabilitet, spille os ud mod hinanden og forvirre os«. »Den vil ikke blive besejret, før vores beslutsomhed er lige så fuldkommen som deres, vores forsvar for frihed lige så absolut som deres fanatisme, indtil vores lidenskab for demokrati er lige så stor som deres for tyranni ...«. Blair forklarede, at udfordringen i Irak var terrorisme, hvor ofrene næsten udelukkende var muslimer. »Hvor obskønt, når disse terrorister derfor hævder, at deres terror er et svar på vores aggression mod muslimer i Irak. De misbruger Irak til at splitte os, præcis ligesom de misbruger Afghanistan, hvor terror igen er forhindringen for et afghansk demokrati ...«. Præsident Bush blev siddende under næsten hele topmødet i FN. Kun for en kort bemærkning fortrak han fra sin stol og overlod pladsen til udenrigsminister Condoleezza Rice: »Jeg tror, jeg kan få brug for et toiletbesøg. Er det muligt?«, havde præsidenten skrevet med sin blyant. Men han hørte Anders Fogh Rasmussen advare mod Irans og Nordkoreas atomprogrammer og sige, at terror aldrig kan retfærdiggøres. »Full stop«, understregede statsministeren. Basra, Irak, 1. oktober 2005 Tidligt om morgenen kørte otte danske soldater ud i to biler af typen Mercedes Geländewagen. De nye biler beskyttede nogenlunde mod sprængstykker, men ikke mod panserbrydende sprængladninger. Omkring klokken 10.20 passerede den danske patrulje den urolige og fattige bydel Al Harta i Basras udkant. Da de kørte over en bro, overhalede den første militærbil en irakisk lastvogn. Da Bjarke Kirkmands bil passerede lastvognen, skete det. En vejbombe med tre retningsbestemte ladninger gik af samtidig. En ramte døren. Og rev armen af chaufføren. Gruppeføreren ved siden af blev slået bevidstløs et øjeblik. Den anden bombe bragede ind i maskingeværet, der pegede bagud. Metalstumper borede sig ind i skyttens hænder, arme og det ene knæ. Den tredje bombe ramte Bjarke. Bilen fortsatte omkring 50 meter hen ad vejen, inden den ramte et autoværn. Imens hørte soldaterne en stemme, som de mente måtte være Bjarkes. Han sendte et nødopkald via radioen til den danske militærlejr. Gruppeføreren kom til bevidsthed igen og kommanderede alle ud af bilen. Selv løb han – som han havde lært – ud foran bilen parat til at skyde, hvis de skulle blive beskudt. Inde i bilen råbte den sårede skytte til Bjarke: »Kirkmand, vi skal ud herfra«. »Jeg er færdig«, svarede Bjarke. Han sank sammen og døde.