Annonce
Annonce
Internationalt

Et år efter angrebet på Charlie Hebdo: En hel nation er rådvild og bange

Efter sidste års attentater sætter mange franskmænd spørgsmålstegn ved deres sikkerhed.

Annonce

Rue Nicholas Appart med ugeavisen Charlie Hebdos tidligere lokaler ligger kun 10 minutters gang fra koncertsalen Bataclan.

På turen fra det ene sted til det andet går man – med et par korte afstikkere – forbi de steder, som mellem 7. januar og 13. november sidste år var skuepladser for tragiske begivenheder, som i dag får en hel nation til at frygte fremtiden.

Fra Bataclan er det næsten muligt at se Place de La République, hvor over en million mennesker demonstrerede mod terrorismen 11. januar. ’Je suis Charlie’ var ordene, som dominerede hjemmelavede skilte og plakater, og de gik igen over hele verden.

PORTRÆT Et satiremagasin uden hæmninger

FOR ET ÅR SIDEN

Onsdag 7. januar tvinger to maskerede, tungt bevæbnede mænd iført skudsikre veste en ansat til at låse dem ind på satiretidskriftet Charlie Hebdos redaktion i Boulevard Richard-Lenoir.

På fem minutter myrder de 11 ofre inde på redaktionen: Tegnere, redaktøren og hans livvagt skydes ned, mens gerningsmændene råber 'Allah er stor'.

Da gerningsmændene løber ud, mødes de af betjente, som de åbner ild mod. En betjent såres og falder om, hvorefter den ene gerningsmand løber hen og likviderer ham med et skud i hovedet.

Mistanken rettes hurtigt mod to algiersk-franske brødre, Cherif og Said Kouachi på 32 og 34 år. Cherif har tidligere fået en terrordom for at hjælpe islamister til at deltage i hellig krig i Irak. Begge har ifølge franske medier tilsyneladende fået våbentræning hos al-Qaeda i Yemen eller andre steder i Mellemøsten.

Torsdag 8. januar genkendes de to mænd i en by nordøst for Paris, hvor de røver benzin og madvarer. Deres bil findes kort efter og en stor politiindsats sættes i gang for at finde dem i området.

Den morgen myrdes en politibetjent af en bevæbnet mand i Montrouge-kvarteret i Paris.

Fredag 9. januar kommer trænger Kouachi-brødrene ind i et reklametrykkeri i Dammartin-en-Goële nordøst for Paris og tager et gidsel.

Samtidig trænger en 32-årig mand, Amedy Coulibaly, ind i et jødisk supermarked i Porte de Vincennes-området i Paris. Han er netop blevet efterlyst af politiet sammen med sin veninde, mistænkt for politidrabet i Montrouge. Hun menes at have forladt Frankrig efter Charlie Hebdo-angrebet.

Coulibaly dræber fire og tager adskillige som gidsler og erklærer, at han vil slå gidslerne i hjel, hvis politiet stormer det sted, Kouachi-brødrene har forskanset sig.

Sent fredag eftermiddag slår fransk antiterrorpoliti til mod begge steder. De tre terrorister dræbes alle. Paris' terrormareridt er ovre efter lidt over 53 timer med panik og vrede over angrebene.

Stemningen var anderledes i november. »Denne gang skal jeg ikke demonstrere. Jeg har brug for at tænke over det hele«, sagde en ung kvinde til Politiken.

Det betød ikke, at pariserne pludselig var blevet passive, men vreden og sorgen kom til udtryk på en anden måde.

Tusindvis af borgere besøger stadig stederne for massakrerne, og bjerge af blomster og papirer med indskrifter mod terrorismen ligger fortsat over for Bataclan og ved de cafeer, som stadig ikke er åbnet, og lørdag kommer mange mennesker til Place de la République. Her vil bystyret plante et egetræ til minde om ofrene, og et af nationens klenodier, rocksangeren Johnny Halliday, vil synge.

Frygten hersker stadig

Men resignation og en undertrykt vrede hersker i et Frankrig i undtagelsestilstand, hvor restauranterne var halvtomme nytårsaften, hvor omsætningen i stormagasinerne falder, og hvor hotellerne melder om mange afbestilte værelser.

Frygten hersker stadig. Ude ved supermarkedet Hyper Cacher så en ældre kvinde til, mens håndværkerne mandag var ved at sætte en mindeplade op for gidseltagningen 9. januar, der kostede fire uskyldige mennesker livet.

BAGGRUND Fra Muhammed-krise til blodigt angreb på satireblad

»Jeg kommer her stadig. Væggene er malet, alt er lavet om. Men det er umuligt at glemme rædslerne derinde«, siger kvinden og nikker hen mod supermarkedet. »Det var slemt nok i sig selv. Så kom attentaterne i november – og hvad bliver det næste?«, tilføjer hun.

Det spørgsmål har millioner af franskmænd stillet hver dag siden attentaterne i Paris 13. november. Enken efter betjenten og livvagten Franck Brisaloro, som var blandt ofrene 7. januar, lagde mandag sag an mod den franske stat for manglende sikkerhed omkring Charlie Hebdos lokaler. Hun mener, bevogtningen var utilstrækkelig på trods af truslerne mod redaktionen.

Men Charlie-redaktørerne vurderede selv, at truslen var ovre, skriver hans efterfølger, Laurent ’Riss’ Sourisseau, i et særnummer af Charlie Hebdo, som udkom i går. »En måned før 7. januar spurgte jeg Charb, om beskyttelsen stadig var nødvendig. Sagen om karikaturtegningerne og alt det, det var fortid«.

Frankrig i krig?

Men terroristerne var der stadig, og de slog til igen 13. november mod en koncertsal og mod cafeer i »depravationens og orgiets hovedstad«, som det hed i en erklæring udsendt i Islamisk Stats navn.

»Denne gang ville de ikke ramme en bestemt befolkningsgruppe som jøder eller tegnere på en kontroversiel avis. Nu går terroristerne efter os alle sammen«, sagde en ung kvinde til Politiken få dage efter attentatet foran restauranten La Belle Equipe, hvor 19 mennesker mistede livet.

Præsident François Hollande udtrykte det samme 27. november ved højtideligheden for ofrene for massakrerne, og eksperter og kommentatorer ytrede sig i samme retning.

RAPPORT Terroristerne i Paris arbejdede tæt sammen

Alle ved, at tragedien kan gentage sig.

»Klarsynet og sandheden tvinger os til at sige, at vi er i krig. Terrorismen kan slå til igen«, sagde premierminister Manuel Valls tre dage efter attentaterne.

Ifølge islameksperten Gilles Kepel er Frankrig ikke i krig på landets territorium. »Frankrig er i krig i Østen«, siger han til ugemagasinet l’Express, og han mener, at præsidentens krigeriske retorik er et forsøg på at skabe samling bag nationen og ham selv.

Stemningen i befolkningen er hverken hadsk eller krigerisk, og i modsætning til i januar, da befolkningen hurtigt blev delt mellem ’Jeg er Charlie’, og indvandrerkvarterernes hyppige ’Jeg er ikke Charlie’, er fordømmelsen af terroristerne næsten enstemmig.

Det var franskmænd, som myrdede andre franskmænd

Studerende

»Det er måske også, fordi der var arabere og sorte blandt ofrene 13. november«, lyder en hyppigt fremsat replik, som Gilles Kepel formulerer på en anden måde: Terroristerne scorede et selvmål 13. november med angreb på en livsstil, som sorte, hvide og arabiske borgere accepterer og mere eller mindre deler.

Men siden januar har franskmændene levet med den uhyggelige følelse af, at deres nabo næste dag kan blive deres morder.

»Ud over tabet af menneskeliv er det værste ved rædslerne i året 2015 den mistænksomhed, som breder sig. Det var franskmænd, som myrdede andre franskmænd. De fleste af ofrene var på terroristernes egen alder eller næsten«, siger en 23-årig arkitektstuderende uden for Bataclan, hvor skudhullerne fra 13. november stadig er synlige på en af murene.

Den nye virkelighed

Filosoffen Alain Finkielkraut mindede i et interview i avisen Le Figaro i går om demonstrationen 11. januar. Mens en million var samlet på Place de la Republique, blev indbyggerne i indvandrerkvartererne hjemme. »For dem var der ikke tale om at hæve ytringsfrihedens blyant og sige: Jeg er Charlie«.

LÆS OGSÅ Charlie Hebdo skriver »alt er tilgivet« på forsiden

For Alain Finkielkraut var det endnu et udtryk for splittelsen i det franske samfund, som blandt andet har gjort det indvandrerfjendtlige parti Front National til landets største, og han opfordrer til at se denne virkelighed i øjnene.

Gilles Kepel har i årevis advaret mod den voksende radikalisering i indvandrerkvartererne. »Ud af mulden i indvandrerkvartererne, hvor der ikke mere er noget arbejde at finde, vokser fortvivlelsen. Man har lukket sig inde om sin egen identitet«, siger han, og herfra går vejen for flere – som for morderne fra januar og november – direkte i retning af jihadismen.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Et år efter Charlie Hebdo må vi leve med terror

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce