Annonce
Annonce
Internationalt

So long, London: Korrespondent Lone Theils vender hjem

5 valg, 4 premierministre, bombeangreb og folkesorg. Fredsaftaler, krige og 2 folkeafstemninger. Efter 16 år i London tager Politikens korrespondent Lone Theils afsked med en nation, der har ændret sig drastisk og måske alligevel ikke helt.

Jeg sad på stuegulvet i en mikroskopisk lejlighed i Camden og så det ske på BBC til langt ud på morgenen. Året var 1997, og den britiske tv-station havde lige fået ny smart grafik, der illustrerede, hvilket jordskred majvalget var.

Kendte ministre, der havde været en automatisk del af nyhedsdækningen, forsvandt under bunker af jord, der engang havde repræsenteret et konservativt flertal. Allerede inden solen var stået op, stod John Major frem og erklærede, at han gik af som premierminister og konservativ leder. Den grå premierminister var blevet forvandlet til en ligbleg bedemand, der var i gang med at bisætte det konservative håb om at komme i regering i de kommende mange år. Partiet havde ikke bare lidt nederlag. Det var blevet pulveriseret.

MAGASINET Tony Blair: Fra politik til profit

Da de tunge sorte jernporte åbnede sig, og det unge håb Tony Blair drejede ind mod Downing Street 10, var der ikke bare tale om en valgsejr. Det var en triumf. En ny epoke i britisk politik.

Forårsluften vibrerede af håb for fremtiden den dag i London. Folk, der normalt ikke interesserede sig for politik, var taget ind til centrum for at være en del af den folkefest, der fulgte i kølvandet på, hvad der skulle vise sig at være et gigantisk skift i britisk politik, der kom til at påvirke langt mere end den politiske landsby omkring Parliament Square.

Tony Blair tog en principbeslutning om at stå last og brast med præsident George W. Bush. Lige meget hvad

Tony Blair var det endegyldige farvel til Thatcher-tiden. Han var den ultimative kransekagefigur på toppen af Cool Britannia, og alle ville have en bid af det britiske mirakel.

Alt, hvad der var britisk, var pludselig moderne og cool.

Fra Spice Girls til Alexander McQueen og fra David Beckham til Morris Mascot – og alt, der var dekoreret med det britiske flag, Union Jack.

Men Tony Blair var mere end det. I Europa blev han et forbillede for mange af sine kolleger, der så op til hans visionære taler, hans evne til at fange folkesjælen (som da han eksempelvis satte ord på folkesorgen ved prinsesse Dianas død) og hans evne til at gennemføre modernisering i et land og ikke mindst i et parti, der hang i fortiden og havde en tung bagage af fagforeninger.

I Bruxelles kunne man høre et lettelsens suk, da Tony Blair i flere taler understregede, at han så Storbritanniens udvikling i fremtiden »i hjertet af Europa«.

Last og brast med Bush

Men det var ikke altid, de fine skåltaler fulgte virkeligheden. Eksempelvis var Blairs finansminister, Gordon Brown, kendt for at tage til møderne i den belgiske hovedstad og sige, hvad han nu havde på hjerte, og efterfølgende demonstrativt tage høretelefonerne med tolkenes oversættelse af sine kollegers indlæg i debatten af.

Og da USA blev terrorangrebet i 2001, skiftede Storbritannien fundamentalt fokus: Tony Blair tog en principbeslutning om at stå last og brast med præsident George W. Bush. Lige meget hvad.

LÆS OGSÅ Notat: Blair gav USA støtte til Irak-krig et år i forvejen

Det blev en beslutning, der endte med at sende Storbritannien i krig mod Irak og kom til at koste Tony Blair det politiske eftermæle.

Uanset at han gjorde, hvad ingen Labourpolitiker nogensinde har gjort: at vinde tre valg i træk.

Forholdet til resten af Europa blev forværret af den britiske beslutning om at gå i krig uden FN’s velsignelse. For mig stod det klart, at der var truffet en afgørende beslutning, da den daværende forsvarsminister, Geoff Hoon, på et pressemøde pludselig begyndte at kritisere den franske regerings forsøg på at stoppe krigen.

Da en anden journalist tillod sig at stille et spørgsmål, om en invasion i Irak var lovlig, blev han hånet af ministeren.

Krigen i Irak gjorde Tony Blair så upopulær, at det lykkedes hans indebrændte finansminister, Gordon Brown, at tvinge ham til at gå af før tid, så han kunne overtage posten.

Problemet var, at Gordon Brown, der i mere end et årti havde begæret jobbet mere, end tegneseriefiguren Iznogood hungrede efter posten som kalif, ikke rigtig virkede, som om han havde nogen idé om, hvad han skulle stille op med den nye titel.

Under Blair led det konservative parti under en række problematiske ledere, der ikke rigtig kunne fange de britiske vælgere, heriblandt den nærmest anonyme Iain Duncan Smith og William Hague, hvis diskussioner i parlamentet var så spidsfindige, at de gik hen over hovedet på de fleste, og endelig Michael Howard, der havde rigtig godt fat i de britiske pensionister – men ikke så mange andre grupper.

LÆS OGSÅ Tony Blair advarer mod venstreradikalt kup i Labour

Men nu var der udsigt til grøde: Den unge David Cameron lignede pludselig en mand, der kunne vinde et valg. Over for Gordon Browns vane med at brøle sine synspunkter frem og den tunge skotske fremtoning, som han selv erkendte »nok passer bedst til radio«, lignede David Cameron en moderne mand med store planer for Storbritannien.

Valgets store sejrherre blev Nick Clegg, leder af Liberaldemokraterne, der blev så store, fordi både de konservative og Labour måtte bejle til dem for at få flertal og kunne danne regering. Men det blev David Cameron, der løb med trofæet.

Men der gik ikke lang tid, før det stod klart, at Liberaldemokraternes indflydelse var begrænset. Det var eksempelvis svært at se, at Storbritanniens mest EU-positive parti var i regering. Især da David Cameron lovede briterne en folkeafstemning om EU.

Det europæiske problem

Folkeafstemningen hænger stadig over hovedet på Storbritannien og Europa og er på mange måder blevet et symbol på, hvordan Storbritannien i de seneste år er blevet isoleret mere og mere fra resten af kontinentet. Som de fleste briter i øvrigt stadig omtaler som ’Europa’, som om det er helt adskilt fra Storbritannien.

I årenes løb har jeg opsøgt og hørt på mange forklaringer på, hvorfor briterne er så skeptiske over for EU. Den mest nærliggende er, at briterne, akkurat som danskerne, blev medlem af EF i 1973 af rent praktiske og økonomiske grunde. Det var aldrig et ideologisk projekt med en forkærlighed for et samlet Europa. Det var et spørgsmål om at få adgang til det indre marked.

LÆS OGSÅ Hjælp briterne med at reformere og blive i EU

Men der ligger mere under end bare en modvilje mod det ideologiske projekt, som eksempelvis har været en del af Frankrig og Tysklands EU-visioner.

Den historiske bagage vejer tungt i et land, der stadig lider under erindringerne om tiden som stormagt.

De færreste britiske politikere taler om, at mange af de regler fra Bruxelles, de raser mod, med et snuptag kan ændres i Storbritannien

Der er fornemmelsen af, at Storbritannien stod alene i Europa under Anden Verdenskrig, og kun USA kom til hjælp, hvad enten den udlægning er korrekt eller ej. Eller som jeg hørte en tidligere partileder og europakender sige for nylig: »Når briterne ser på EU, ser de ikke et fælles projekt. Men et nederlag. En konstant påmindelse om, at vi ikke var stærke nok til at stå alene i Europa. At vi, en tidligere stormagt, var nødt til at alliere os«, sagde han.

Og det er blandt andet på den baggrund, at partiet Ukip kom til verden. Et parti, hvis eksistensberettigelse og eneste hovedformål er at få Storbritannien meldt ud af Europa.

Ved flere lejligheder har jeg haft mulighed for at interviewe partileder Nigel Farage, når han har holdt hof med en fadøl i den ene hånd og en smøg i den anden. Han er egentlig tidligere børsmægler, men han repræsenterer for mange briter den sande arbejderklasse, der synes, de er blevet trådt under fode og glemt af Labour. De, der mener, at EU’s åbne grænser er roden til alle de dårlige ting, de føler er sket i Storbritannien. De, der har vendt sig væk fra traditionel politik, men stadig føler, at Ukip hører på dem.

LÆS OGSÅSelv arbejderklubben i Rotherham stemmer på Ukip frem for Labour

Hos de Ukip-medlemmer, jeg har mødt, er der en fælles længsel efter dengang, Storbritannien var en stolt og stærk nation, og en fornemmelse af, at Europa er under tysk besættelse.

En mand, jeg traf i den forrige valgkamp, bad Nigel Farage om at signere sine vinylplader med Churchills gamle krigstaler.

De færreste britiske politikere taler om, at mange af de regler fra Bruxelles, de raser mod, med et snuptag kan ændres i Storbritannien. Uden at blande EU ind i det. For det handler ikke om de rent faktiske love. Det er en ideologisk kamp.

Og den er først lige begyndt. Når datoen for den kommende folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU ligger fast senest i 2017, vil denne værdikamp for alvor gå i gang. Nejsiden har indtil videre været mest synlig og støttes af pengestærke briter, der drømmer om handelsaftaler uden om EU med USA og Kina og behændigt lukker øjnene for, at Storbritannien først og fremmest er en portal til resten af EU.

Tilbage til fremtiden

Op til de seneste valg i maj i fjor skulle journalister ikke bare være skarpe på de politiske analyser, men også kunne hovedregning i ganske særlig grad. Stort set alle meningsmålinger var enige om en ting: Det bliver et valg, hvor de mindste marginaler kan ændre resultatet. Hvert eneste mandat vil tælle, og man skulle kunne sine mulige regeringskonstellationer på fingrene. Hvordan ville det skotske SNP reagere på en konservativ mindretalsregering? Hvor mange mandater får Ukip?

Som chefen for YouGov, Peter Keller, udtrykte det: »Hvis jeg var journalist, ville jeg ikke tage fri de kommende tre uger efter valget. Forhandlingerne bliver intense. Faktisk ville jeg nok også aflyse sommerferien, for den regering, der kommer, bliver skrøbelig, og jeg tror, der kommer et nyt valg igen meget hurtigt«.

I realiteten afgjorde de første exitpolls klokken 21 det hele. Derfra var det hele en ren formalitet.

LÆS OGSÅLabour mister sin formand efter knusende valgnederlag

På valgaftenen befandt jeg mig på London School of Economics med adgang til en række af Storbritanniens skarpeste politiske eksperter. Selv de måtte lige synke en ekstra gang og fordøje den virkelighed, der tegnede sig på skærmen: et overvældende konservativt flertal. Så efter mit første valg i Storbritannien var jeg tilbage ved udgangspunktet: en konservativ regering med et problematisk forhold til EU.

Ind imellem har jeg oplevet, at der blev indgået fred i Nordirland, at en nation var i sorg over prinsesse Dianas død, at den mange år senere festede, da hendes ældste søn, prins William, blev gift og senere fik børn. Jeg har gået i Margaret Thatchers begravelsesoptog, og jeg har talt med dem, der holdt fest, da hun døde.

Jeg har været til havefest hos dronningen, og jeg har talt med hjemløse. Jeg er blevet klappet i bagdelen af en Ukip-millionær klædt ud som Onkel Sam. Jeg har fået knus, knubs og er blevet truet med bank af paramilitære typer, jeg er blevet våd i oversvømmelser, jeg har grædt med efterladte efter bombeangreb mod London. Jeg har været på rævejagt med jetsettet og med på jagt efter immigranter i en kornmark.

Jeg har stået ved siden af mennesker, der har brændt Dannebrog af i raseri over Muhammedtegningerne. Og jeg har talt med folk, der elsker alt, hvad der er dansk, især tv-serien ’Borgen’. Jeg har knælet sammen med fredsdemonstranter, talt med dømte terrorister i et fængsel, og jeg har været til fredagsbøn både i moskeer og på åben gade. Alt er forandret i de 16 år, og dog er nogle ting helt de samme.

Jeg kommer til at savne det hele.

Redaktionen anbefaler

Ultimativ London-guide: Restauranter, ukendte bydele og hemmelige oplevelser

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce