Annonce
Annonce
Internationalt

Tidslinje: Fra »fredelig« nytårsnat til tysk mareridt

Antallet af anmeldelser om overgreb i tyske byer nytårsnat stiger og stiger ...

Annonce

Efter at have været fortiet i over 3 døgn kom det 4. januar frem, at mindst 90 kvinder var blevet bestjålet og udsat for seksuelle overgreb i den tyske by Köln af mænd af angiveligt arabisk og nordafrikansk oprindelse.

Siden har anmeldelserne spredt sig til flere byer, kansler Angela Merkel har bebudet flygtningestramninger, og Kölns politichef er gået af.

Politiken har stykket en tidslinje sammen over det forløb, der har fundet sted siden overgrebene i Köln og andre tyske byer fandt sted nytårsaften.

31. december 2015

Mens raketter sprænger over Köln nytårsaften bliver en stor gruppe kvinder mellem banegården og domkirken i den tyske by overfaldet af mænd af udenlandsk afstamning. Nogle bliver bestjålet, andre seksuelt krænket, mens en enkelt har fortalt om fuldbyrdet voldtægt.

Politiet er til stede, men er, ifølge senere udmeldinger, ikke i stand til at beskytte kvinderne. 71 mænd bliver ifølge politiet visiteret i forbindelse med uroen.

I flere andre tyske byer finder der angiveligt lignende overfald sted.

1. januar 2016

Men da tyskerne vågner 1. januar, er der ingen nyheder eller politirapporter om de flere hundrede overfald. De lokale medier i Köln beskriver derimod nytårsaften med udtryk som »højt humør« og »stort set fredelige«.

Først lidt i 11 om aftenen beretter Köln Express som det første etablerede medie på sin hjemmeside om »flere seksuelle overgreb på kvinder« nytårsaften. Dog uden at nævne de formodede gerningsmænds etnicitet.

4. januar 2016

Mere end tre døgn går der, før overfaldene i Köln når den brede tyske befolknings opmærksomhed. Indtil da er det kun Köln Express og onlinemediet Focus Online, der har omtalt hændelsen, men 4. januar om aftenen forklarer Kölns politichef, Wolfgang Albers, om de adskillige overfald på et pressemøde, samtidig med at flere medier beretter om hændelserne.

Köln Express beskriver også første gang de formodede gerningsmænds etnicitet som nordafrikansk. Den store tv-station ZDF har dog endnu ikke fortalt historien.

Mens de etablerede medier tøver, pibler historien frem på de sociale medier. På Twitter bliver blandt andet hashtagget #Kölnhbf (Köln Hovedbanegård) hurtigt et af de mest benyttede, og flere tweets anklager tyske medier og politi for at dække over historien.

5. januar 2016

Kölns borgmester foreslår en slags adfærdskodeks for piger og unge kvinder og anbefaler, at de holder sig »mere end en armslænge fra mænd«. Det bliver modtaget med hån, spot og latterliggørelse på de sociale medier og afføder hashtagget #EineArmLaenge på Twitter, hvor folk kommer med satiriske bud på, hvad en armslængde egentlig er.

6. januar 2016

Tyske medier begynder i dagene op til onsdag at berette om overgreb i flere andre byer, blandt andet i Hamburg.

Indenrigsminister Thomas de Maiziére kritiserer politiets indsats i et tv-interview, hvor han konkluderer: »Politiet kan ikke arbejde sådan«.

7. januar 2016

En intern rapport fra en højtstående politimand bliver lækket til Spiegel Online og Bild. I rapporten skriver politimanden, at masseovergrebene i Köln er det værste, politimanden har oplevet i sin 29-årige karriere, og at politiet var for få og for dårligt udstyret til at stoppe overgrebene:

»Der var helt enkelt for mange (overgreb, red.) på samme tid«, skriver han i rapporten.

Politichefen i Köln, Wolfgang Albers, fortæller på et pressemøde, at politiet ved meget lidt eller ingenting om baggrunden på de mænd, der befandt sig på hovedbanegården i Köln under overgrebene.

8. januar 2016

Flere anonyme politimænd fortæller i avisen Die Welt, at størstedelen af de mænd, som politiet visiterede i Köln i forbindelse med overgrebene, var flygtninge. Også politirapporter, som avisen har set, beretter om et flertal af flygtninge. Det står i direkte kontrast til, hvad politichefen i Köln, Wolfgang Albers, hævdede på pressemødet dagen før.

Ifølge avisen Kölner-Stadt-Anzeiger har politiledelsen bevidst hemmeligholdt de formodede gerningsmænds identitet.

Politichef Wolfgang Albers bliver senere på dagen sendt på pension af indenrigsministeren i delstaten Nordrhein-Westfalen, Ralf Jäger.

Antallet af anmeldelser om overgreb i Köln stiger til 121.

9. januar 2016

En gruppe kvinder gennemfører en fredelig demonstration mod racisme og seksuelle overgreb.

Kansler Angela Merkel bebuder skærpede regler for udvisning af flygtninge som direkte reaktion på overgrebene nytårsnat.

Flere tusinde mennesker samles ved hovedbandegården i Köln til en stor demonstration. Demonstranterne består dels af personer fra den stærkt islamkritiske bevægelse Pegida, dels af personer, som danner en moddemonstration. Stemningen til demonstrationen er ifølge politiet fra begyndelsen »særdeles aggressiv«, og politiet bruger vandkanoner for at opløse demonstrationen.

Det tyske medie Focus Online beretter nu om overfald i i alt 12 tyske byer nytårsnat: Köln, Hamburg, Düsseldorf, München, Stuttgart, Berlin, Nürnberg, Frankfurt, Freiburg, Bielefeld, Ansbach og Traunreut. I 8 ud af de 12 byer er der tale om overfald på mellem 1 og 7 personer i hver by.

Antallet af anmeldelser i Köln fordobles fra 170 til 379 sager. Omkring 40 procent af sagerne omhandler seksuelle overgreb af forskellig karakter, mens de resterende omhandler vold og tyverier. Hovedparten af de mistænkte er nu ifølge myndighederne illegale migranter og asylansøgere.

10. januar 2016

Den tyske justitsminister, Heiko Maas, vurderer over for Der Spiegel, at de mange overfald i Köln og andre tyske byer nytårsaften var »forberedt eller afstemt«. De tyske myndigheder vil lave udvidet videoovervågning, og ekstra politi vil blive sat ind, siger Heiko Maas samtidig. Justitsministeren understreger desuden, at »det er forkert at lave lighedstegn mellem hændelserne i Köln og flygtningetilstrømningen«.

Ifølge Der Spiegel er de mistænkte primært unge mænd fra Tunesien og Marokko.

I en rapport fra diskoteket Elephant Club i byen Bielefeld beretter vagtfirmaet om et »usædvaligt højt antal arabisktalende mænd«, som nytårsnat var fulde og voldelige over for især kvinder. Politiet bekræfter dog ikke oplysningerne om mændenes herkomst.

Politiet i Köln fortæller, at de har modtaget 516 anmeldelser om overfald nytårsnat. 40 procent drejer sig om forskellige former for seksuelle overgreb. Antallet af voldtægter blandt anmeldelserne stiger til 2.

En styrke på 100 mand er sat på sagen, fortæller politiet.

12. januar 2016

Det kommer frem, at svensk politi i forbindelse med en kulturfestival i Stockholm for to år siden modtog 38 anmeldelser om seksuelle overgreb. Udadtil beskrev politiet festivalen som rolig.

15. januar 2016

Den tyske by Rheinberg beslutter at aflyse årets karneval, der skulle have fundet sted i begyndelsen af februar. Bystyret og politiet er nervøse for, hvad der kan ske, når arrangementet tiltrækker festglade deltagere i nærheden af et asylcenter med beboere, der ikke er vant til arrangementer, hvor der kan drikkes alkohol.

Redaktionen anbefaler

Euforisk velkomststemning i Tyskland er slået om i skuffelse

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce