Annonce
Annonce
Internationalt

Al-Qaeda hævder at stå bag hotel-angreb i Burkina Faso

En islamistisk gruppe tager skylden for en gidseltagning i Ouagadougou, hvor flere meldes dræbt.

Den militante gruppe al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) tager skylden for et angreb i Burkina Faso sent i går.

Det skriver Site, der specialiserer sig i at overvåge militante grupper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bevæbnede mænd tog ved angrebet et ukendt antal mennesker som gidsler på et hotel og kasino i hovedstaden Ouagadougou. Angrebsmændene stormede hotellet, der ligger i et forretningskvarter, og kampene er fortsat i gang tidligt i morges.

Mindst 20 personer meldes dræbt, mens op mod 63 gidsler er blevet befriet i løbet af de tidlige morgentimer, skriver blandt andre nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Gik efter turisthotel

I en skriftlig meddelelse skriver al-Qaeda i det Islamiske Maghreb, at gruppen målrettet gik efter hotellet Splendid, fordi det er »populært blandt udlændinge« og »besøgt af folk fra vantro nationer«, skriver The New York Times.

I udtalelsen lyder det, at de militante har sendt en besked »skrevet af islams helte med deres blod og kropsdele«. Angrebet har ifølge Aqim til hensigt »at straffe kors-troende for deres forbrydelser mod vort folk i Centralafrika, Mali og andre muslimske lande«.

Et højtstående medlem af Aqim opfordrede i december alle muslimer i adskillige lande, heriblandt Burkina Faso, til at udføre jihad - hellig krig, skriver Reuters.

Aqim tog sammen med to andre grupper i november skylden for et hotel-angreb i Mali, hvor 20 mennesker blev dræbt i en lignende gidseltagning.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce