Annonce
Annonce
Internationalt

Hvad handler Iran-aftalen om - og hvad sker der nu?

Her er de fem mest centrale spørgsmål efter ophævelse af sanktioner mod Iran.

Hvad er atom-aftalen med Iran egentlig?

Det er den aftale, som blev indgået mellem Iran og verdenssamfundet sidste sommer. Ifølge aftalen forpligter Iran sig til at afvikle centrale dele af sit kontroversielle atomprogram, mod at omverden ophæver de omfattende sanktioner mod Iran, som har lagt landets økonomi i ruiner. Med Irans opfyldelse af kravene trådte aftalen nu reelt i kraft.

Hvad har Iran helt konkret gjort?

Iran har reduceret sine lagre af ’lav-beriget uran’ med 98 procent, så der ikke er tilstrækkelige mængder tilbage til at lave atomvåben. Det meste af uranet er blevet sendt til Rusland. Iran har også afviklet 12.000 centrifuger til at berige uran og besvaret alle spørgsmål fra atomenergiagenturets eksperter omkring atomprogrammets mulige militære formål. Endelig har det fjernet og ødelagt kernen i atomreaktoren i Arak, et af de mest centrale atomkraftværker, der kunne have produceret tilstrækkeligt med plutonium til at lave to atombomber om året.

Er atomtruslen fra Iran nu overstået?

Ikke helt. Den viden, Iran har opbygget om atomteknik, findes stadig, og store dele af atomprogrammet og dets anlæg er bevaret eller kan hurtigt tages i brug igen. Men med de skridt, som Iran nu har taget i retning af at reducere deres atomprogram, vil det ifølge USA tage mindst et år for Iran at udvikle atomvåben, hvis de på et senere tidspunkt beslutter at bryde aftalen.

Faren for en krig mellem Saudi-Arabien og Iran er steget

Kilde: Politiken TV / Animation: Kristian Jensen / Speak og manuskript: Marcus Rubin

Hvad sker der med sanktionerne?

De bliver nu løftet, og Iran kan blive genintegreret i den globale økonomi. Blandt de vigtigste ting på kort sigt er de følgende tre ting:

- Irans banker bliver reintegreret med det internationale finanssystem, og det bliver atter muligt at sende penge ind og ud af Iran.

- Iran får adgang til de omkring 100 milliarder dollar, som har været indefrosset i banker i udlandet.

- Iran vil øjeblikkeligt øge sin olieeksport med omkring 500.000 tønder olie om dagen. Det vil formentlig presse priserne på oliemarkedet yderligere.

Er Iran og Vesten nu blevet venner?

Ikke helt. Der er stadig mange uenigheder mellem Iran og Vesten. Iran støtter stadig Assad-regimet i Syrien og Hizbollah-bevægelsen i Libanon, der anses som en terrorgruppe af USA og EU, så der er langtfra fælles fodslag på nogle af de mest centrale områder. Men forholdet til Vesten er i hastig forbedring, og mange vestlige lande er allerede i fuld gang med at kæmpe sig ind på det iranske marked. Det næste afgørende skridt bliver fredskonferencen om Syrien, der efter planen skal begynde 25. januar.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce