Annonce
Annonce
Internationalt

Polen afviser al indblanding fra Europa

Det føg med beskyldninger om smuldrende demokrati, da Polens regeringsleder, Beata Szydlo, i aften forsvarede sin politik i Europaparlamentet.

Annonce

Polske fædrelandssange gjaldede i fra omtrent 100 polakker, der havde samlet sig ved indkørslen til Europaparlamentet i Strasbourg.

Den råbende og syngende flok trodsede det nordfranske frostvejr for at vise sympati med Polens regeringsleder, Beata Szydlo.

Hun var kaldt til Europaparlamentet for at forsvare sig mod anklager om, at hendes regerings politik truer demokratiet og retsstaten i Polen.

»EU skal indse, at ingen skal fortælle Polen, hvad vi skal gøre«, råbte demonstranten Anna Malachowskie i et forsøg på at overdøve fællessangen bag sig.

Inde i parlamentsbygningen foran den lave polske demonstrant brugte Beata Szydlo netop dette budskab, da debatten begyndte kort efter.

»Jeg mener, at hele denne debat er unødvendig«, sagde Beata Szydlo gang på gang og uddybede, at det for hende handler om Polens suverænitet:

»Den polske regering leder i dag det polske land med det mandat, som regeringen har fået af borgerne. Der har været et demokratisk valg ligesom i jeres lande«, sagde hun og kiggede rundt på de hundreder af parlamentsmedlemmer fra 28 lande i parlamentets cirkelrunde sal.

»Jeg kan ikke forestille mig, at jeg på samme måde ville kritisere en regering i Spanien og Holland valgt af spaniere og hollændere«.

EU frygter demokratisk deroute

EU-kommissionen indledte i sidste uge en undersøgelse af, om Polens politik bryder med EU’s regler.

Bekymringen går især på, at den polske regering indskrænker Polens forfatningsdomstols muligheder for at gribe ind over for regeringen. Desuden bekymrer man sig over, at regeringen i stor stil udskifter kritiske journalister i det statsejede polske radio og tv med venner af regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS).

I dagens debat blev disse advarsler gentaget og uddybet af talrige politikere fra især de liberale, konservative og socialdemokratiske grupper i Europaparlamentet. De forklarede, at de ikke anfægter en demokratisk valgt regerings ret til at lede sit land. Det handler i stedet om at advare mod, når regeringen fører landet i udemokratisk retning og dermed forbryder sig mod det folk, som har valgt den.

»Det, som en rigtig demokrat aldrig gør, er at tillade, at det store flertal bruger sit flertal til at undergrave balancen i et land«, siger belgiske Guy Verhofstadt, som er formand for den liberale gruppe.

»Det handler ikke om loven, det handler om værdierne. De kan som regeringsleder ændre loven, men aldrig værdierne«, sagde spanske Esteban González Pons fra gruppen af konservative og kristendemokrater i Europaparlamentet.

Szydlo godtog imidlertid ikke denne skelnen. Heller ikke efter at den blev uddybet af kommissionens næstformand, den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans, som mener, at den polske regeringsleder misforstår begrebet suverænitet.

»For første gang i historien har Polen grænser, som ingen sætter spørgsmålstegn ved. Dét er suverænitet«, siger Frans Timmermans.

»Når der er problemer med retsstatsprincippet, kan man ikke skjule sig bag suverænitet. I de traktater, man har underskrevet, forpligter man sig«, siger han.

Polen afviser at vente på EU’s test

En række politikere, herunder den EU-skeptiske ECR-gruppe, bakkede den polske regering op og kaldte EU’s indblanding for tegnet på alt, hvad der er i vejen med EU.

Timmermans og flere andre ville dog vide, hvorfor den polske regering ikke har ventet med at gennemføre sine reformer, før EU’s særlige ekspertgruppe, Venedig-kommissionen, har undersøgt, om reformerne strider mod unionens regler.

Mod debattens afslutning stod det klart, at Szydlo ikke agtede at svare direkte på det spørgsmål. Heller ikke, om hun har tænkt sig at følge Venedig-kommissionens afgørelse, hvis den viser, at hendes reformer strider mod EU’s regler.

»I har også organiseret denne debat uden at vente på Venedig-kommissionen«, sagde Beata Szydlo med syrlig mine:

»Vores fælles dialog viser, at vi nok kan blive enige om de vigtigste værdier, vi beror os på«, sagde hun.

Uden for parlamentsbygningen mente flere i støttedemonstrationen for den polske regering, at kritikken fra EU er en sammensværgelse mellem Tyskland og Polens tidligere regeringsleder, Donald Tusk, som nu er EU-formand.

»Flere af de journalister, regeringen nu fyrer, har opført sig fornærmende og ydmygende mod regeringen. Så er det klart, de skal fyres«, siger Anna Malachowskie.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce