Annonce
Annonce
Internationalt

Terrorist rejste Europa tyndt med op til 20 falske navne og en stribe af forbrydelser bag sig

Politiet har foreløbigt fundet adskillige identiteter på manden, der forsøgte at hugge to betjente i Paris ned.

Annonce

Politiet i Tyskland har fredag morgen været på jagt efter falske flygtninge i Recklinghausen-lejren.

Årsagen er, at et stort antal asylansøgere tilsyneladende bevæger sig rundt i Europa under en række forskellige dæknavne.

I begyndelsen af januar blev en mand skudt af betjente i Paris, da han angreb dem med en slagterkniv. Manden viste sig at komme fra det tyske asylcenter og have flere identiteter.

IDENTITET.  Her er det foto, myndighederne tog af manden, da han under navnet Wahid Salihi blev registreret af politiet i Tyskland. Foto: AP/Kriminalpolitiet i Recklinghausen. Optrådte under adskillige navne

Nu kan blandt andre den tyske avis Die Welt afsløre, at manden kan have gemt sig bag op mod 20 navne.

Ifølge myndighederne i delstaten Nordrhein-Westfalen er hans virkelige navn efter alt at dømme Tarek Belgacem. Han er i så fald tuneser.

Han er tidligere registreret af politiet i Tyskland som Walid Salihi, der havde oplyst, at han var født i Hama i Syrien.

Og hos de tyske indvandringsmyndigheder havde han præsenteret sig som Walid Esalihi fra Casablanca i Marokko.

Han har muligvis også benyttet navnet Nika Khechuasvili og fortalt, at han stammede fra Georgien.

Han er også kendt i Rumænien, der i 2011 deporterede ham til Tunesien, der tilsyneladende var det land, han over for myndighederne forklarede, at han kom fra.

I 2013 har han søgt asyl i Schweiz. I marts året efter søgte han asyl i Sverige, men blev afvist. Endelig tyder meget på, at manden har boet illegalt i flere år i Frankrig.

Knyttes til flere forbrydelser

De mange navne kan have gjort det muligt for manden at begå forbrydelser, uden at det fik konsekvenser for hans asylansøgning, konstaterer flere tyske medier.

Tilsyneladende har han begået lovovertrædelser flere steder. Hans fingeraftryk er ifølge avisen fundet efter et indbrud eller tyveri i Luxembourg i år, hvor han ifølge lokalavisen Tageblatt boede på et af Røde Kors' asylcentre, Foyer Don Bosco, efter at have søgt asyl i oktober 2013 under navnet Mohammed Salah.

Han overfaldt i februar 2014 en hjemløs i Tyskland, hvor han også er knyttet til seksuelle overgreb på en kvinde i Köln.

Manden er også dømt for narkokriminalitet, bedrageri og tyveri samt for grov legemsbeskadigelse og kørsel uden kørekort.

Intet af det vidste immigrationsmyndighederne noget om. De kunne kun konstatere, at han forsvandt i december og først dukkede op igen, da han gik til angreb på forbipasserende og politifolk i Paris.

Falske identiteter kan være udbredte

Historien om den omkringrejsende mand med de mange navne kræver en stor politiindsats.

»Vi er ikke sikre på, hvem han virkelig er«, indrømmer efterforskningschefen for Nordrhein-Westfalens Politi, Uwe Jacob, ifølge Frankfurter Allgemeine. Han har sat 60 mand af til at finde ud af, hvem manden egentlig er, og hvad han har lavet i Europa.

Samtidig med den efterforskning afslører politiet, at problemet med talrige identiteter kan være udbredt. En ransagning i Ahlen har afsløret, at flere personer, der blev knyttet til forskellig kriminalitet, havde flere identiteter og uklar oprindelse.

Redaktionen anbefaler

Kniv-angriber bar brev med terrorflag på sig

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce