Annonce
Annonce
Internationalt

Rusland: Vores krise er en chance

Rusland er hårdt ramt af krise, men regeringen ser nye muligheder.

Annonce

Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin blev engang spurgt, om han kunne beskrive Ruslands situation med ét ord.

»God«, sagde han.

Hvad så hvis præsidenten skulle bruge to ord? »Ikke god«, lød svaret.

Det føltes lidt på samme måde, da Ruslands viceministerpræsident, Jurij Trutnjev, i dag var i den schweiziske bjergby Davos, hvor han deltog i World Economic Forum, som er et diskussionsforum for verdens ledere.

Ud fra en umiddelbar betragtning ville de færreste i Vesten formentlig være i tvivl om, at Ruslands situation lige nu ikke er »god«: Ikke alene er landet underlagt vestlige sanktioner oven på den russiske annektering af den ukrainske Krim-halvø. Men oliepriserne er sunket sammen som en punkteret soufflé og ligger lige nu nede omkring 30 dollars per tønde.

»Folk i Rusland har andre værdier end penge. For dem er Rusland vigtigere«

Læg dertil, at Ruslands samlede økonomi sidste år skrumpede med 4 procent og ifølge nye skøn fra Den Internationale Valutafond (IMF) ventes at skrumpe med yderligere 1 procent i år.

Hvor der i 2014 var 16 millioner, der levede under fattigdomsgrænsen, er det i dag 20 millioner. Og som om alt det ikke var nok, er inflationen nu oppe på 12,5 procent på årsbasis og rublen ude på så dramatisk en nedtur, at den russiske centralbankchef Elvira Nabjullina i går aflyste en planlagt rejse til Davos.

Alligevel tøver folk som viceministerpræsident Trutnjev med ligefrem at kalde situationen »ikke god«.

»Folk i Rusland har andre værdier end penge. For dem er Rusland vigtigere«, sagde han: »Vestens sanktioner påvirker heller ikke folk, som det var planlagt. De rykker sammen om den politiske ledelse«.

Ifølge Trutnjev er krisen faktisk en mulighed for at få taget hul på de økonomiske reformer, der ikke føltes så nødvendige, mens oliepriserne var høje.

Det kan blive værre

Ifølge Ruslands tidligere finansminister Aleksej Kudrin, som også er i Davos, kan den økonomiske krise ellers blive værre endnu. Han vil ikke udelukke, at olieprisen midlertidigt falder helt ned til 16 eller 18 dollars for en tønde olie, hvilket skal holdes oppe mod produktionsomkostninger på ca. 15 dollars per tønde. Da Rusland henter halvdelen af sine statsindtægter fra olie og naturgas, kan det føre til enten højere skatter eller ramme russerne via offentlige besparelser.

Men heller ikke Kudrin, der ellers tidligere har været kritisk over for Putin-styret, ser nogen større fare for social uro.

NOBELPRISVINDER I DAVOS»Det er ikke vanvittigt at forestille sig, at vi kan blive 150 år«

»Det er, som om der er sket en konsolidering af styret. Folk støtter i stort omfang regeringen«, siger han til Politiken, der minder om, at der for blot få år siden pludselig opstod store protestdemonstrationer i Moskva.

»Der kan komme nye protester, men situationen er en anden nu. Jeg tror ikke, de i givet fald ville blive så store«, siger Kudrin, der i dag er dekan for fakultetet for de frie kunster og videnskaber ved Sankt Petersborgs Statslige Universitet.

Tilbage i varmen

Mens den økonomiske krise ikke har toppet, er stemningen i Davos, at det har til gengæld den politiske. Flere regner med, at Rusland kommer tilbage i den såkaldte G8-landeklub, så snart det kan ske, uden at Vesten taber ansigt. Rusland blev smidt ud efter annekteringen af Krim.

»Vesten har indset, at vi har brug for Rusland«, sagde Wolfgang Ischinger, der arrangerer den årlige sikkerhedskonference i München.

For ham at se er det største problem lige nu, at Vesten og Rusland har to diametralt modsatte narrativer af, hvad der er gået galt i forholdet mellem de to: »For Vesten er Rusland helt entydigt the bad guy, mens Rusland ser sig som offer«.

Aleksej Kudrin advarede dog mod at drage paralleller til den kolde krig: »Der er ikke tale om, at Rusland afviser Vestens værdier som demokrati og markedsøkonomi, så det er ikke en systemernes kamp. Men vi bliver nødt til at forstå og acceptere hinandens interesser«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce