Annonce
Annonce
Internationalt

Afrikas migranter rejser oftest til Afrika

Mangel på penge og perspektiv driver unge afrikanere hjemmefra, men mest til andre lande på kontinentet. For en, der valgte at blive hjemme, er det et 17 år gammelt dansk kursus i latrinbyggeri, der har gjort forskellen.

Burkina Faso. Kilde: Politiken.tv / Foto og Interview: Lasse Kofoed. Klip: Henrik Haupt
Annonce

Under et lysstofrør på en busstation i Ouagadougou drømmes store drømme. Burkina Fasos hovedstad er transitpunkt for migranter fra hele Vestafrika, der vil nordpå gennem Niger til Libyen og for nogles vedkommende videre til Europa.

Om natten er der udgangsforbud i Ouagadougou, så ved 22-tiden er Oumarou Kere på plads lige ved siden af bussen mod Agadez i det nordlige Niger. Han vil være sikker på at nå afgangen kl. 5 næste morgen. På sin ene side har han en kammerat fra deres fælles landsby, tre timer syd for hovedstaden, og på den anden side ligger en nigerianer.

Hvert eneste af de flotte huse er bygget af folk, der er taget til Italien

Sayouba Bara, murer

Hele aftenen kommer nye rejsende ud af hovedstadens nattemørke og slår sig ned på plastikmåtter i det kridhvide lys.

»Det er vildt farligt«, siger Oumarou Kere om sin tur.

Han har besluttet sig for, at hans rejses mål er Sabha i det centrale Libyen, hvor han har været før. Fra Agadez skal han smugles gennem Sahara uden om de libyske grænsevagter, men det seriøst farlige er først, når han når frem til byen, hvor han forventer at blive i to år.

»Alle har maskingeværer i Libyen, selv børn. Det farlige er, at vi risikerer at blive fanget i krydsild«, siger han.

Mere end 10 millioner burkinere lever uden for Burkina Faso mod godt 17 millioner inden for landets grænser. Langt de fleste udrejste lever i Elfenbenskysten og Gabon, for i modsætning til den gængse opfattelser i EU er Europa meget langt fra at være det største rejsemål for håbefulde afrikanske migranter.

Western Union sikrer velstanden i Burkina Faso

1 af 7. Beguedo ligger sydøst for Burkina Fasos hovedstad, Ouagadogou. Foto: lasse kofod

2 af 7. Wariss Sagne vasker knallerter dagen lang. Han kunne godt finde på at rejse ud for at finde et bedre job. Foto: lasse kofod

3 af 7. Mange migranter tager også til andre afrikanske lande. Gambia er ét af de mere populære. Foto: lasse kofod

4 af 7. Harouna Bara på 35, bor i Beguedo med sin søster og mor. Han har tidligere migreret, men bor nu i Beguedo. Familien har en del landbrugsdyr og en mark hvor de dyrker jordnødder. Foto: lasse kofod

5 af 7. Mange sender penge hjem til familien, så der er råd til skolegang og mad. Foto: lasse kofod

6 af 7. Zakharia Zane bor også i Beguedo. Grundet jobs i Italien har han blandt andet haft råd til TV og parabolsignal. Foto: lasse kofod

7 af 7. Finansekrisen i Europa har gjort at mange arbejdspladser er lukket. En af indbygger fraråder derfor unge mænd at tage til Europa for at arbejde. Foto: lasse kofod

84 procent af alle migranter fra Vestafrika rejser til andre lande i regionen på jagt efter job. Det viser en undersøgelse fra International Centre for Migration Policy Development i Wien, der kom sidste forår. Mere end halvdelen af dem, der alligevel krydser Sahara, bliver i Nordafrika.

»Han lavede hvide menneskers mad«

Oumarou Keres landsby ligger tæt på Béguédo, der er den burkinske landsby med flest udvandrere til Europa. Fra hovedstaden går turen først ad asfalterede veje og de sidste 70 km ad hullet grusvej, der afspejler både den sparsomme trafik og den generelle fattigdom på egnen.

I oplandet er cirkelrunde hytter med tage af struttende græs og fritgående svin og geder normen som i resten af landet. Vand henter man i en spand eller to ad gangen, og strøm er noget, man drømmer om at få i fremtiden. Men de sorte gribbe, der fra Béguédos høje træer holder øje med liv og død i den støvede landsby, kan også se ud over huse af beton med tage af blik. I gaderne er der adskillige banker og butikker, hvor skilte fra Western Union og MoneyGram vidner om en økonomisk aktivitet, der er helt usædvanlig for burkinske provinsbyer.

»Hvert eneste af de flotte huse er bygget af folk, der er taget til Italien«, forklarer den lokale indbygger Sayouba Bara på en bænk foran et lille supermarked, bygget for euro tjent i italiensk landbrug.

Fra resten af Burkina Faso er der stort set ingen migration til Europa, men når der er herfra, skyldes det én mand, Mustapha Bara, der for mere end 30 år siden var i tjeneste som kok hos en italiener i Elfenbenskysten.

»Han lavede hvide menneskers mad«, fortæller en slægtning i Béguédo.

Burkineren må have været god til at lave mad, for da hans arbejdsgiver rejste hjem til Italien, tog han sin kok med sig. Og fra Europa ringede Mustapha Bara hjem til Béguédo og fortalte om mulighederne for at få arbejde og et meget bedre liv nord for Sahara og Middelhavet.

I 1992 hørte Zakharua Zane om Italien og rejste kort efter til Piacenza.

»Dengang var alt godt«, siger han.

Hans bror var nummer to fra Béguédo, der rejste til Italien efter kokken, og siden er hundreder fulgt trop. Mange har fundet arbejde på italienske gårde, mens Zakharia Zane arbejdede som svejser og bådebygger. Da han rejste ud, kunne burkinere rejse til Italien uden visum, så turen kostede, hvad der svarer til nogle tusinde kroner. Det var godt nok en formue i Béguédo, men også hurtigt tjent ind igen.

»Dengang tænkte jeg, at hvis jeg var pilot og havde et fly, ville jeg hente alle i landsbyen til Italien«, siger han.

Europa er ikke så godt mere

Siden er meget forandret. Italien har indført visumkrav, der har gjort lovlige rejser til Europa nærmest umulige, og de ulovlige rejser er dyre og farlige, da de foregår gennem ørken og over hav. Samtidig har krisen de senere år fjernet mange af de jobs, burkinerne og andre afrikanere plejede at få.

»I tre år havde jeg ikke noget arbejde. Jeg blev smidt ud af det hus, jeg boede i, og måtte gå efter gratis måltider hos Caritas i Piacenza«, siger Zakharia Zane.

Han har været så længe i Italien, at han har fået opholdstilladelse og kan rejse lovligt frem og tilbage – så meget, som pengene tillader.

»Jeg siger til folk her, at det ikke er så godt at være i Europa, som det var før, men de unge vil ikke lytte. De prøver stadig, fordi de mener, at de kan tjene flere penge der, end de nogensinde kommer til her. De vil prøve, om det kan lykkes for dem«, siger han.

Lykkes det dem, kan de bytte de runde mudderhuse ud med firkantede af beton som Zanes. Men fejler de, bliver det svært at vende hjem. Mange af de afrikanere, der rejser ud, har en følelse af, at de skylder dem, der blev tilbage, at blive en succes, og måske skylder de også penge.

Derfor er det svært at indrømme, når man ikke klarer sig og ikke kan sende penge tilbage, og derfor har nogle familier i Béguédo ikke hørt fra deres sønner i årevis og heller ikke set nogen penge.

»Der er folk, der har været i Italien i 15 år uden at bygge et eneste hus her. De kommer heller ikke tilbage til landsbyen. Det er skamfuldt for dem«, siger Sayouba Bara på bænken foran supermarkedet.

Velstand.  Beboerne i landsbyen Beguedo i Burkina Faso har opbygget en tradition for at rejse ud for at arbejde og tjene penge til familien. Derfor er her mange banker og pengeoverførselsbutikker, så der kan sendes penge hjem. Foto: Lasse Kofod

Han anslår, at kun 10 fra landsbyen er rejst til Europa de seneste 15 år, mens 100 er rejst sydpå i Afrika. De fleste til Gabon, men nogle også til Ækvatorialguinea. En af dem er en af hans fjerne slægtninge:

»Jeg har været 7 år i Gabon og havde arbejde som kok, men tjente ikke nok til både at leve der og sende tilbage til min familie her«, siger Harana Bara, der sidder foran sit hus i Béguédo og hænger lidt med hovedet.

»Når man er rejst ud på eventyr, er det svært at vende tilbage uden penge. Jeg fortryder, at jeg rejste, for jeg fik ikke det, jeg tog af sted for. Men hvis min søn vil af sted en dag, vil jeg ønske ham held og lykke. Selv om det ikke lykkedes for mig, kan det være, det lykkes for ham. Alle tror på, at de har en chance«, siger han.

Sayouba Bara har selv tre brødre i Europa, som har klaret sig udmærket, blandt andet som chauffører. De har hjulpet med penge til, at han, der er murer, kunne bygge en skole i landsbyen. Forklaringen på, at han valgte at blive, da de rejste, ligger neden under skolen.

»I 1998 lærte jeg at bygge latriner af danske Børnefonden. Det er klart, at det er derfor, jeg er blevet her, fordi det har hjulpet mig til en indtægt«, siger han, der har lært håndværket videre til tre af sine børn.

Hans brødre gik hver især 11 år i skole, men gik ud uden at gøre den færdig og fik aldrig nogen specialiseringskurser eller håndværkeruddannelse. De havde ifølge Sayouba Bara ikke noget perspektiv for en bare nogenlunde indbringende fremtid i Béguédo og så ingen andre muligheder end at rejse.

Håb om bedre livsgrundlag

Spørgsmålet er så, hvad burkinske migranter i udlandet og deres familier får ud af de chancer, de tager, og de penge, de tjener: Langtfra nok, mener nogle.

Hvert år sender burkinere i udlandet et beløb, der svarer til mere end 690 millioner kroner, hjem til deres familier. Men i stedet for at bruge pengene på virksomheder eller redskaber, der på sigt kan øge indtjeningen, bliver pengene nærmest klattet væk.

Tal fra International Organisation for Migration viser, at knap 40 procent af de penge, der sendes til familier i Burkina Faso, går til dagligdags udgifter. Kun godt 16 procent bruges på at investere i virksomheder, der kan generere flere penge og arbejdspladser.

»Det er sandt, at vi burde have lavet mere, der giver indtjening. Nogle få er kommet tilbage og har startet gode forretninger, men det er ikke mange. Det kan vi godt gøre bedre«, siger Moussa Bara, Béguédos tidligere borgmester.

Han ser det ikke som sin pligt at overtale folk til ikke at migrere, men han drømmer om, at flere udvandrere vil vende tilbage og virke i Béguédo, og vil gerne bygge en skole med undervisning på fransk og engelsk til deres børn.

Sayouba Bara drømmer om at få et kursus i byggeledelse, så han nu – i en alder af 50 – kan skrue ned for det hårde fysiske arbejde som murer og indtage en mere ledende rolle. Fælles for begge og alle andre i landsbyen er, at fremtiden hænger nøje sammen med et perspektiv for et livsgrundlag, større end det, områdets tørre marker og magre geder tilbyder.

Den slags udsigter er ofte svære at få øje på i Vestafrika, hvor arbejdsløsheden er mellem 10 og 20 procent, og de, der har noget at lave, arbejder i ustabile og uformelle jobs uden garantier og kontrakter.

Dertil kommer usikkerhed fra regionens mange plager som klimaforandringer, terror, fødevaremangel, kriminalitet, sygdom og politisk uro. I Elfenbenskysten, Mali, Nigeria, Niger og Sierra Leone er der eller har der for nylig været væbnede konflikter. Guinea, Guinea-Bissau og Liberia er i fare for konflikt eller kollaps, og i Burkina Faso har der i det seneste halvandet år været revolution og militærkup og tidligere i denne måned et terrorangreb i hovedstaden.

Det kan motivere nye migrantstrømme i alle retninger, men for dem, der søger mod Europa, er det også mod stadig mere lukkede grænser og sværere vilkår. Det i sig selv er dog ikke nok til at afholde folk fra at migrere. Der skal skabes nye muligheder i lande som Burkina Faso.

»For at bremse migration er man nødt til at gøre noget ved de grundlæggende årsager. Det er ikke kun klimaforandringer, dårlig økonomi og social og politisk uro, der gør, at folk ser sig nødsaget til at migrere. Nogle føler sig forpligtede til det, og det er ikke nok at lukke grænser for at holde dem væk«, siger Abdelrahmane Diop, der er chef for International Organisation for Migration i Burkina Faso.

Ingen strøm til elektrikeren

På busstationen i Ouagadougou har Oumarou Kere en klar idé om, hvad der venter ham, når bussen i det første morgenlys ruller ud af garagen og sætter kurs mod det nordlige Niger og grænsen til Libyen. Sidst han var der, tjente han det, der svarer til 3.400 kroner om ugen på at arbejde som elektriker. Det var ikke et fag, han havde med sig, men noget, han lærte af en fyr fra Cameroun. Da Oumarou Kere rejste hjem efter et år, havde han opsparet over 37.000 kroner, som er gået til mad og lægehjælp.

Siden han vendte hjem, er han blevet gift og har gjort sin hustru gravid, men uanset om han gerne ville blive eller ej, mangler hans familie penge til mad, og der er ingen jobmuligheder. End ikke for en mand med et håndværk som hans.

»Jeg kan ikke arbejde i min landsby«, siger han.

»Vi har ikke strøm«.

Reportagen er blevet til med støtte fra Danida’s Oplysningsbevilling

Redaktionen anbefaler

Afrikanske lande: Strømmen mod Europa vil fortsætte

Dette er århundredet for »den store blanding af folkeslag og kulturer«, fastslog afrikansk minister på topmøde

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce