Annonce
Annonce
Internationalt

Tyrkiet angriber kurdiske mål i det nordlige Syrien

Tyrkiets premierminister kræver, at kurdiske styrker trækker sig ud af syrisk provins tæt på Tyrkiet.

Annonce

Tyrkisk artilleri har lørdag ramt Azaz-området i det nordlige Syrien, som er kontrolleret af kurdiske styrker.

Det bekræfter den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, live på tv-stationen TRT Haber, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Vi vil gengælde hvert et skridt fra YPG. YPG må øjeblikkeligt trække sig ud fra Azaz og det omkringliggende område og skal ikke nærme sig det igen«, siger han.

Tyrkiets regering anser det syrisktyrkiske parti PYD og den tilknyttede YPG-milits for at være allieret med kurdiske PKK. PKK står på flere landes terrorlister og har i årtier gjort oprør mod den tyrkiske stat.

Det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia skriver ifølge AFP lørdag aften, at både det syriske regime og PYD er blevet ramt i to separate angreb. Nyhedsbureauet citerer en kilde i militæret.

Det tyrkiske militær svarede igen på et angreb fra det syriske regime og PYD på en tyrkisk vagtpost i Hatay-regionen.

Det tyrkiske angreb fulgte, kort efter at den tyrkiske premierminister sagde, at Tyrkiet om nødvendigt vil skride militært ind over for PYD.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, blev også lørdag citeret i tyrkiske aviser for at sige, at Tyrkiet og Saudi-Arabien er ved at koordinere en landoperation i Syrien, hvor Rusland bakker op om regimets angreb mod oprørsgrupper.

Ministeren siger også, at Saudi-Arabien sender fly til den tyrkiske base Incirlik, som er et nøglepunkt for den USA-ledede koalition mod Islamisk Stat, og som allerede benyttes af Storbritannien, Frankrig og USA.

Både Tyrkiet og Saudi-Arabien regner det for nødvendigt, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, afsættes, hvis den fem år lange borgerkrig i Syrien skal bringes til ophør.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce