Annonce
Annonce
Internationalt

Tusinder lufter deres vrede over anklager mod Walesa

Den tidligere Solidaritet-leder anklages af Polens regering for at være tidligere kommunistisk agent.

Cirka 15.000 mennesker gik søndag aften på gaden i den polske by Gdansk for at støtte den tidligere leder for Solidaritet Lech Walesa. Han beskyldes af den nationalkonservative regering for at være tidligere kommunistisk agent.

Folkemængden samlede sig sig på byens Solidaritets-plads opkaldt efter den uafhængige fagforening, som Walesa stiftede i 1980 under det kommunistiske regime.

»Vi er samlet her for denne mand, som var og fortsat er en helt for os«, siger Radomir Szumelda fra KOD (Komiteen til Forsvar for Demokratiet), en bevægelse, der er stiftet i protest mod landets regering.

Walesa var i 1989 med til at forhandle en ublodig afslutning på det kommunistiske styre i Polen, og den tidligere vinder af Nobels Fredspris blev efterfølgende valgt til landets præsident.

Det har længe svirret med rygter om, at Walesa i al hemmelighed forsynede det kommunistiske regime med oplysninger. Det er anklager, som han har totalt afvist.

Det regerende Lov- og Retfærdighedsparti har de seneste uger fremsat nye beskyldninger, som bygger på nyligt offentliggjorte dokumenter fra den kommunistiske periode.

Walesas kone Danuta var mødt op til demonstrationen, og hun fortalte de mange tusinde mennesker, at det ikke var nogen hemmelighed, at Walesa havde forhandlet med de kommunistiske myndigheder.

»Jeg kan garantere jer, at han aldrig skadede nogen, at han aldrig forrådte nogen eller solgte ud, og han tog aldrig nogen sinde imod penge«, bedyrede hun.

Lørdag aften samlede der sig 15.000 mennesker i hovedstaden Warszawa for at protesterede over regeringens beskyldninger.

KOD anklager regeringen for at være i gang med at undergrave demokratiet i Polen ved at stramme grebet om forfatningsdomstolen, medierne og andre polske institutioner. Det er en udvikling, der også følges med bekymring af EU-Kommissionen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce