Annonce
Annonce
Internationalt

Brasiliens store folkehelt afhørt i skandale med Mærsk i birolle

Ekspræsident Lula da Silva erklærer sig uskyldig i korruptionssag om bygge- og oliemilliarder.

Forstå krisen i Brasilien på 2 minutter. Kilde: Politiken / Anders Hjort og Johannes Skov Andersen / AP
Annonce

Klokken 6 i går morges bankede politiet på en dør i Brasiliens største by, São Paulo - og indledte dermed et vigtigt nyt kapitel i landets største korruptionssag nogensinde, den såkaldte 'Operation Bilvask'.

En sag, der har forgreninger til store dele af globalt erhvervsliv, herunder danske A.P. Møller - Mærsk.

Målet for politiets aktion var husets ejer, ekspræsident Luiz Inácio da Silva. Da han åbnede, blev han forelagt en dommerkendelse, og hans hus blev ransaget af et stort politiopbud, skriver flere medier. Han selv blev ført bort og afhørt i fire timer på en nærliggende politistation.

Dermed rykkede en af verdens største korruptionsskandaler et trin op i alvor.

Operation Bilvask

'Operation Bilvask' blev indledt omkring 2009, men fik sit navn i 2014, da Petrobras-sagen så ud til at udvikle sig eksplosivt. Brasilien er et stort olieland, og det statslige selskab Petrobras er et af de 15 største i verden målt på både produktion og omsætning.

I begyndelsen handlede sagen om relativt begrænset hvidvask af penge på benzinstationer. Men navnet blev hængende, da sagen udvidede sig.

I dag har den tråde langt ind i den brasilianske byggesektor, og det er den forgrening, der ledte til afhøringen af Luiz Inácio da Silva.

'Lula', som han kaldes i daglig tale, var Brasiliens præsident i otte år frem til 2011, og afhøringen viser, at korruptionssagen omfatter landets absolut øverste elite.

LÆS ARTIKEL Velstående brasilianere vil af med deres præsident

Sagen har allerede ledt til fængslingen af dusinvis af fremtrædende erhvervsfolk og politikere, og tidligere har også oppositionslederen Eduardo Cunha fået sit hjem ransaget. Torsdag godkendte landets højesteret, at Cunha kan blive stillet for retten, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

'Lula' da Silva har dog en helt særlig status som folkehelt. Ikke blot i Brasilien, men i store dele af verden.

Mærsk i søgelyset

Sagen, der har det statslige olieselskab Petrobras som omdrejningspunkt, har inddraget store udenlandske selskaber som Samsung, Rolls-Royce og A.P. Møller - Mærsk.

De er alle mistænkt for at have betalt store summer i bestikkelse for at have tiltusket sig kæmpeordrer på udstyr, anlægsarbejder eller kontrakter på at sejle med olie.

A.P. Møller - Mærsk bekræfter over for Politiken, at selskabet fortsat er inddraget i den store 'Operation Bilvask', men understreger, at koncernen har nultolerance over for enhver form for bestikkelse.

LÆS ARTIKELMærsk er fedtet ind i makaber brasiliansk korruptionsskandale

»Vi kan bekræfte, at vi er blevet kontaktet af de brasilianske myndigheder i forbindelse med sagen om det statsejede Petrobras, og vi har efterfulgt alle anmodninger«, skriver selskabet i en kommentar og tilføjer:

»Bestikkelse og returkommission af enhver art er strengt forbudt for alle ansatte hos Mærsk eller andre, der arbejder sammen med selskabet, og vi har ikke fundet nogle indikationer på, at nogen Maersk-ansatte har overtrådt denne regel«.

Derudover ønsker Mærsk ikke at kommentere sagen yderligere, da den fortsat er i gang.

Tårevædet protest

Ekspræsidenten er selv i dag en af landets mest indflydelsesrige personer, og hans efterfølger, præsident Dilma Rousseff, kritiserede politiet for at have afhørt hendes forgænger og mentor. I en officiel meddelelse kaldte hun politiets skridt »unødvendigt«.

Luiz Inácio da Silva selv var tårevædet, da han sent i går holdt et mindre folkemøde, skriver Washington Post:

Jeg tror ikke, at vores land kan holde til det her

Lula Da Silva på folkemøde

»Jeg følte mig som en fange her til morgen (...) Jeg har været igennem mange ting, og jeg er ikke typen, der bærer nag, men jeg tror ikke, at vores land kan holde til det her«, sagde han.

Politiet: Vi har beviser

Ekspræsidenten hævdede, at dommerne bag 'Operation Bilvask' står bag en smædekampagne med henblik på at skade ham selv, hans Demokratiske Arbejderparti, og hans protegé Dilma Rousseff.

»Hvis de er en centavo ærligere end jeg, så forlader jeg politik«, sagde han.

Der er vedholdende rygter i Brasilien om, at da Silva, der har været gennem en kræftsygdom, måske vil søge præsidentposten igen.

Politiet fastholdt dog alvoren i en pressemeddelelse:

Der er beviser for, at forbrydelserne berigede ham og finansierede valgkampagner

Brasiliansk politi i erklæring om Lula Da Silva

»Ekspræsident Lula var, ud over at være partileder, den endeligt ansvarlige for beslutningen om, hvem der skulle være i bestyrelsen for Petrobras, og han var blandt dem, der blev begunstiget af forbrydelserne«, hed det i erklæringen ifølge Reuters.

»Der er beviser for, at forbrydelserne berigede ham og finansierede valgkampagner og hans politiske gruppe«.

Folkelig uro og stigende aktier

Luiz Inácio da Silva er mistænkt - men ikke officielt sigtet - for at have ladet byggekoncernen OAS renovere en luksuslejlighed og familiens ranch som tak for en storordre.

En af hans rådgivere advarede ifølge Reuters om, at det er et meget alvorligt skridt, undersøgelsesdommerne havde taget ved at afhøre en folkehelt.

»Det her bryder med standardproceduren. Hvis de ikke hurtigt fremlægger konkrete beviser mod Lula, vil det udvikle sig til optøjer i gaderne. Det kunne blive krig«, sagde rådgiveren, der udtalte sig under betingelse af anonymitet.

Andre reaktioner var mere positive. Det brasilianske aktiemarked steg 4 procent fredag, fordi mange investorer nu håber, at hele affæren leder til Dilma Roussefs fald, og at hun erstattes af en mere erhvervsvenlig regering.

Vil du gerne følge med i de nyeste artikler fra Adam Hannestad eller Internationalt, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler

Analyse: Brasilien er i frit fald fra vækstens tinder

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce