Annonce
Annonce
Internationalt

Ekspert: Tyrkiet udnytter EU's krise

Ekspert: Det vil hjemsøge os i årevis, at EU nu gør sig afhængig af Tyrkiet.

Annonce

Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, at Tyrkiets regering nu udnytter sin nye position til det absolutte maksimum

For få måneder siden var Tyrkiet en uønsket gæst i EU.

Nu er Tyrkiet landet, unionens største ledere er villige til at love og give hvad som helst – hvis bare tyrkerne til gengæld vil stoppe flygtningestrømmen ind i Europa.

Så markant har forholdet mellem EU og Tyrkiet udviklet sig siden efteråret, vurderer Tyrkiet-eksperten Amanda Paul fra den uafhængige tænketank European Policy Centre i Bruxelles. En udvikling, som kulminerede mandag ved et topmøde med Tyrkiet som særlig gæstedeltager.

»Det er ikke år, men måneder siden, at der overhovedet ingen politisk vilje var i EU til at forhandle med Tyrkiet om nogen af de her ting. I oktober og november viste EU sig pludselig at være desperat efter Tyrkiets hjælp, og sådan har det været siden«, siger Amanda Paul, som er politisk senioranalytiker.

Tyrkiet kræver EU-optagelse midt i presseskandale

Ved et topmøde med Tyrkiet i november sidste år lovede EU ikke kun at sætte turbo på, at tyrkere kan slippe for at søge om visum, når de rejser ind i EU. De gik også med til, at forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet vil blive genoptaget. Alt sammen som modydelse for, at tyrkerne stopper flygtningestrømmen ind i Europa.

»Der var så store indrømmelser fra EU, at selv tyrkerne var overraskede. Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, at Tyrkiets regering nu udnytter sin nye position til det absolutte maksimum over for EU«, siger Amanda Paul.

Et eksempel på denne udnyttelse så man ifølge Amanda Paul ved gårsdagens topmøde, hvor Tyrkiet krævede yderligere indrømmelser af EU. Ifølge Politikens oplysninger krævede tyrkerne tidligt i forhandlingerne visumfrihed allerede fra juli i år. Før talte man om oktober.

Samtidig forlangte tyrkerne flere penge og mere vidtgående optagelsesforhandlinger end før aftalt. Til gengæld vil Tyrkiet så gå med til at tage folk tilbage, som rejser ind i EU.

Tyrkernes krav om visumfrihed og optagelse i EU står i skærende kontrast til, at regeringen i de seneste år talrige gange er blevet anklaget for at undertrykke pressefriheden. I fredags stormede kampklædte betjente et bladhus i Istanbul, som udgiver Tyrkiets største avis, den regeringskritiske Zaman. Avisen er nu under regeringskontrol.

LÆS OGSÅLøkke klar til at forhandle aftale med Tyrkiet trods kvælertag på pressen

Hvad betyder det for forhandlingerne med Tyrkiet?

»Der er stort set ingen regeringskritiske medier tilbage i Tyrkiet. Under normale omstændigheder kunne man forvente, at det ville afskære Tyrkiet fra optagelsesforhandlinger. Alligevel fordømte ingen EU-ledere den tyrkiske regerings handlinger i weekenden«, siger Amanda Paul, der har været fast analyseskribent for Zaman.

Erdogan-sejr vil hjemsøge EU

Hvad betyder det for Tyrkiets præsident, Erdogan, at EU nu er villig til at forhandle om optagelse?

»Han kan sælge det til sit publikum som et bevis på, at han er en stor leder, som har fået forhandlingerne med EU tilbage på sporet. Også selv om han formentlig vil fortsætte med at ændre landet i stadig mindre demokratisk retning«.

en aftale med Tyrkiet, der giver udsigt til optagelse, vil hjemsøge EU i årevis

Tysklands kansler, Angela Merkel, har arbejdet på at overbevise andre EU-lande om, at de skal gå med på nogle af Tyrkiets krav. Hvad betyder det for EU?

»Merkel gør alt dette for at pleje sine egne interesser. Der er stor folkelig utilfredshed med, at der er kommet op mod en million migranter til Tyskland, så hun er villig til at ofre EU’s værdier på kort sigt for at kunne sige til sine vælgere, at hun har fundet en løsning. Men en aftale med Tyrkiet, der giver udsigt til optagelse, vil hjemsøge EU i årevis«, siger Amanda Paul.

Redaktionen anbefaler

Løkke klar til at forhandle aftale med Tyrkiet trods kvælertag på pressen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce