Annonce
Annonce
Internationalt

EU-politikere: Giv ikke Tyrkiet nøglerne til Europa

På tværs af partier advarer Europaparlamentet mod, at EU betaler sig ud af flygtningekrisen ved at give Tyrkiet adgang til EU.

Annonce

Normalt kan de sjældent enes, men når det kommer til EU’s aftale med Tyrkiet om at bremse flygtningestrømmen, er det anderledes.

Politikere fra alle store partigrupper i Europaparlamentet advarer nu mod at give Tyrkiet adgang til EU som betaling for, at tyrkerne stopper strømmen af flygtninge og migranter ind i unionen.

»Migration er en fælles opgave, vi må løse sammen – men udvidelse af EU og fuldt medlemskab til Tyrkiet er noget helt andet«, siger tyske Manfred Weber, der er formand for parlamentets største gruppe – de kristne og konservative i EPP-gruppe, hvor Bendt Bendtsen (K) er medlem.

Udtalelserne kommer som led i en debat i parlamentet i dag. Den viste, at samme holdning går igen hos de tre andre store grupper – den socialdemokratiske S&D-gruppe, hvor de danske socialdemokrater med, den EU-skeptiske ECR-gruppe, hvor Dansk Folkeparti er med, og den liberale ALDE-gruppe, hvor Venstre og Radikale Venstre er med.

Højst partnerskab, ikke medlemskab

. Enigheden i parlamentet er opstået, efter at EU-landenes ledere under et topmøde i mandags blev enige om et udkast til en aftale med Tyrkiet, hvor man blandt andet lover den tyrkiske regering at sætte turbo på processen med at optage landet i EU. Til gengæld skal Tyrkiet så acceptere, at alle flygtninge og migranter, som kommer ulovligt ind i Grækenland, sendes direkte tilbage til Tyrkiet.

Dele af aftalen kan blive problematisk at få godkendt i Europaparlamentet at dømme efter debatten.

»Vi må ikke sammenblande en dialog om flygtningekrisen med optagelsesforhandlinger til EU«, siger italienske Gianni Pitella, der er formand for den socialdemokratiske gruppe.

LÆS OGSÅTyrkere er stolte af deres flygtningepolitik

Manfred Weber er medlem af det tyske konservative parti, CDU, og dermed partifælle med kansler Angela Merkel, som spillede en stor rolle i tilblivelsen af udkastet til aftalen mandag aften. Han mener da også – som flere andre i parlamentet – at det er fornuftigt at samarbejde med Tyrkiet om at løse problemerne.

Men man bør højst indlade sig på et partnerskab med Tyrkiet – ikke en byttehandel, hvor tyrkerne får stillet medlemskab i udsigt, hvis de gør EU’s beskidte arbejde. Og selv et partnerskab skal der være grænser for, understreger Weber.

Opråb: Tyrkiet bryder EU-værdier

Han henviser til, at Tyrkiets regering i de senere år har trukket landet væk fra de demokratiske værdier, EU bygger på. Senest har det vakt protester internationalt, at tyrkiske myndigheder i sidste uge stormede og tog kontrol med landets største avis, Zaman, som har skrevet kritisk om regeringen.

»Tyrkiet tester EU. De af os, som tror på pressefrihed, bør være bekymret for Tyrkiets regerings fremfærd mod Zaman«, siger britiske Syed Kamall, som er formand for de EU-skeptiske konservative i ECR-gruppen.

Tyrkiet må respektere frihed for blandt andet pressen, mener han:

»Hvis vi skal samarbejde med Tyrkiet om migration som venner, må vi også som venner være ærlige over for Tyrkiet om, hvorvidt EU-medlemskab er realistisk – med tanke på vores bekymringer på deres problemer med friheder«.

Liberale: Vi giver EU's nøgler til Erdogan

De liberale i ALDE-gruppen finder aftalen »enormt problematisk«, fordi den lader Tyrkiet være dørvogter for EU.

»Vi giver nøglerne til Europas porte til det ottomanske imperiums efterfølger – ja, jeg burde måske sige: til sultan Erdogan«, siger belgiske Guy Verhofstadt, der er formand for ALDE-gruppen.

LÆS OGSÅTyrkiet eller kaos: EU vil gå meget langt for en asylpagt

Han henviser dermed til Tyrkiets præsident, Erdogan, som ofte kritiseres for at lade hånt om menneskerettighederne.

»Det her ville svare til, at USA sagde til Mexico, at de fremover kan styre deres grænse«, siger Verhofstadt.

EU-landenes ledere skal mødes igen på torsdag og fredag i næste uge for at forsøge at gøre aftalen med Tyrkiet færdig.

Redaktionen anbefaler

Tyrkere er stolte af deres flygtningepolitik

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce