Annonce
Annonce
Internationalt

Skuffede tyskere forlader store partier til fordel for højrepopulisme

SPD og CDU står som de store tabere i tysk delstatsvalg, der efterlader store vanskeligeder med at danne lokale regeringer

Annonce

Det var et politisk forandret land, tyskerne stod op til mandag morgen.

Gårsdagens vigtige valg i tre delstater satte de to store partier alvorligt tilbage, mens det højrepopulistiske Alternative für Deutschland benyttede den såkaldte flygtningekrise til at sikre sig voldsomme sejre i alle tre stater, hvor partiet i alle tre tilfælde var på valg for første gang og kom i de lokale parlamenter med tocifrede stemmeprocenter i ryggen.

MInisterpræsidenterne fortsætter

Eneste stabile faktor ved valgene i Sachsen-Anhalt, hvor AfD nåede næsten en fjerdedel, 24,2 procent af stemmerne, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz er, at de tre ministerpræsidenter i delstaterne formentlig kan regere videre. I alle tre delstater skal der dog etableres nye regeringskonstallationer bag ministerpræsidenterne efter, at AfD's succes har ændret det politiske landskab radikalt.

»Med AfD's succes har den nationalistiske og rascistiske populisme erobret den parlamentariske scene«, som den store, seriøse tv-station ARD noterer i en kommentar.

Kritik af velkomstpolitik

Landspolitisk var valget en katastrofe for de to store partier i den store regeringskoalition henover midten i tysk politik, Angela Merkels CDU og socialdemokraterne i SPD. Valget i de tre delstater var på forhånd udnævnt til et valg om den tyske regerings såkaldte 'velkomstpolitik'.

»Det nytter ikke at komme med skøntale..... CDU tabte to stater, hvor sejren ellers syntes sikker«, skriver Spiegel Online med henvisning til regeringspartiets overraskende tab til De Grønne i Baden-Württemberg og til SPD, der fik en trøstesejr i Rheinland-Pfalz i duellen mellem den sejrende ministerpræsident Malu Dreyer og udfordreren, Julia Klöckner. Hun var ellers var udnævnt som mulig kronprinsesse for Angela Merkel og en lysende ny stjerne i CDU.

Ifølge Spiegen Online vil der i de kommende måneder komme intern uro og debat i både SPD og CSU, selv om ledende politikere i de to partier her til morgen har været fremme og påpege, at regeringen har gennemført stramninger i asylpolitiken, hvis virkningerne vælgerne ved den såkaldte super-søndag dog tydeligvis enndu ikke var opmærksomme på.

Signal om forandringer

Selv om flertallet af de tyske vælgere, der traditionelt er særdeles loyale overfor deres politiske ståsted og parti, stadig står bag regeringspartierne, er den samlede tilbagegang til CDU og SPD et alvorligt signal til de to såkaldte folkepartier om, at der skal ske forandringer inden det landsdækkende valg til parlamentet, Forbundsdagen, næste år.

Valgforskere udlægger valget i går som et resultat af skuffede vælgeres vandring fra CDU og SPD til Alternative für Deutschland. Valgresultateterne er allerede nu et seriøst problem for parterne i den store regeringskoalition i det tyske Forbundsråd, Bundesrat, der består af repræsentanter fra de 16 delstater og i store dele af tysk lovgivning har det sidste og afgørende ord. I Forbundsrådet må SPD og CDU fremover læne sig kraftigt opad De Grønne, som især i kraft af kanonvalget til den landsfaderlige ministerpræsident Winfried Kretschmann i Baden-Württemberg.

Må CDU skifte partner?

Måske et signal om, at CDU efter valget til næste år kommer til at skifte partner for at regere videre i selskab med netop De Grønne. For SPD og især formanden, vicekansler Sigmar Gabriel, var søndagens valg en alvorlig afstraffelse for det åbenlyst alt for anonyme liv som regeringspartner for CDU. Partilederen skyder skylden for fiaskoen på CDU og søsterpartiet CSU, som i månedsvis har været i åbenlys strid om flygtningekursen.

»Jeg håber, at CDU og CSU mærker, at den permanente strid med det kaos det har medført, ikke hjælper dem«, siger Sigmar Gabriel en kommentar til valget.

Spørgsmålet, tyskerne stiller sig mandag morgen er, hvor farlige Alternative für Deutschland, som før valget blev kaldt både 'højrepopulistisk' og 'ekstremt' i medierne og hos de etablerede partier.

Farligere end NPD

Efter det historiske valg i går er det første gang et parti til højre for CDU indtager en så markant position i tysk politik. Avisen Süddeutsche Zeitung mener, at AfD er »farligere end NPD« med henvisning til det lille højreradikale parti, som går for at være nynazistisk og som den tyske forbundsret i øjeblikket overvejer at forbyde.

Farligheden hos AfD skyldes ifølge Süddeutsche, at partiet kører en todelt strategi.

»I den vestlige del af Tyskland er de højreorienterede og nationalliberale.... I øst er AfD mere radikalt, nationalistiske og rascistisk, der er partiet som et revitaliseret udgave af NPD og udviser udpræget foragt for de demokratiske regler og omgangsformer. Desto mere bekymrende er dets store succes i Sachsen-Anhalt«, skriver avisen i en kommentar.

Midlerne til at bekæmpe AfD er dog indlysende, mener avisen og henviser til, at Winfried Kretschmann i Baden-Württemberg og Malu Dreyer i Rheinland-Pfalz har vundet valgsejre ved at støtte Angela Merkels flygtningepolitik.

»Hans fantastiske succes i Baden-Württemberg viser, at troværdigheden og integriteten hos en spidskandidat er afgørende. Udstrålingen hos en så populær personlighed kan være større end tiltrækningskraften for et nok så populistisk parti«, skriver avisen og advarer mod at møde AfD med »angst og hysteri«

Tabte på grund af arrogance

Berliner-avisen Tagesspiegel analyserer i en kommentar valgets psykologi og advarer de to store partier, CDU og SPD, mod at »se ned på nogen. Det vinder ikke stemmer på valgdagen«, skriver avisen i en kommentar og slår fast, at det bliver vanskeligt for de etablerede partier at vinde de tabte vælgere fra den ængstelige middelklasse tilbage på grund af deres arrogance overfor den skepsis og bekymring, som er i befolkningen. Og som AfD har profiteret af. »Derfor er højrepopulismen kommet til Tyskland med stor sidevind fra højre, noterer avisen og konstaterer:

»Udlandet kommer til at gnide sig i øjnene - det her land, som skulle være så lykkeligt, er ikke anderledes end alle de andre«.

Trøsten for tysk demokrati er, skriver den konservative avis Frankfurter Allgemeine, at valgdeltagelsen ved super-søndagens valg, hvilket naturligvis dokumenterede stort engagement hos vælgerne. Temmelig sikkert en ringe trøst for CDU og SPD, der må se frem mod store interne diskussioner.

Redaktionen anbefaler

Alvorlig advarsel til CDU og SPD: Stort skred til højre i tysk politik

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce