Annonce
Annonce
Internationalt

Politiken i Bruxelles: Mistænkt er dræbt af politiet i anti-terroraktion

Fire politifolk er blevet såret af skud i den belgiske hovedstad.

Annonce

En mistænkt er blevet skudt og dræbt af politiet under en anti-terroraktion i Forest, en kommune i det sydlige Bruxelles.

Det har anklagemyndigheden i den belgiske hovedstad netop bekræftet. Ifølge tv-stationen RTL er politioperationen nu slut. Andre medier beretter dog, at mindst én person fortsat er på flugt fra politiet.

Fire politifolk er blevet såret af skud under aktionen i Bruxelles tirsdag eftermiddag, hvor både belgiske og franske styrker har deltaget i en ransagning af et hus. Ransagningen er sket i forbindelse med efterforskningen af de islamistiske angreb i Paris i november.

»Vidner har hørt mange skud med automatvåben, og hele området er afspærret. Flere skoler og børnehaver er blevet lukket, og forældre til børn i to vuggestuer og to skoler i området kan ikke kom ind og hente deres børn. Al offentlig trafik er lukket ned, sporvogne og busser er stoppet, og der er masser af politisirener og ambulancer i området«, fortæller Politikens korrespondent Thomas Lauritzen.

Over 30 skud affyret

Han bor godt to kilometer fra det sted, hvor aktionsstyrkerne foretog en ransagning på en adresse i gaden Rue du Dries i kommunen.

LÆS OGSÅBelgiske politifolk blev beskudt under terrorrazzia

Ifølge belgiske medierapporter blev der affyret over 30 skud ved den indledende ransagning, hvor fire politibetjente altså blev såret.

De første rapporter lød på, at en af de mistænkte herefter slap væk og gemte sig i et tomt industriområde i næheden. Samt at en anden mistænkt havde forskanset sig i huset.

»Den første hændelse skete omkring klokken 15, hvor politiet ringede på døren på adressen i Rue du Dries. De var i gang med en efterforskning efter angrebet i Paris for at optrevle netværket i Molenbeek, men ved lejligheden begyndte de mistænkte at skyde. Angiveligt er den ene politimænd alvorligt såret«, siger Politikens korrespondent Thomas Lauritzen.

Forest ligger nær Molenbeek, hvor en af de hovedmistænkte fra Paris-angrebene, den 26-årige Salah Abdeslam, som har fransk statsborgerskab, gemte sig i en lejlighed i flere uger.

Abdeslam forlod Paris, kort efter hans bror havde udløst en selvmordsbombe under terrorangrebene 13. november i Paris, hvor 130 mennesker blev dræbt, og 200 blev såret.

Salah Abdeslam er stadig på fri fod, men de belgiske myndigheder har anholdt 11 personer i månederne efter massakren i den franske hovedstad. Myndighederne bekræfter ifølge mediet France24, at den mistænkte, der er blevet dræbt i dag, ikke er Salah Abdeslam.

En hård kerne af indvandrere

Thomas Lauritzen fortæller, at stemningen i Forest er »mærkelig« i dag.

»Det er ikke sådan, at folk har løbet panikslagne rundt i gaderne. Men det er klart, at man er bevidst om, at der foregår noget farligt lige i nærheden. Hvis der er nogle mænd, der er bevæbnet med kalashnikovs, som har forskanset sig, så kan de jo også pludselig bevæge sig et andet sted hen«, siger Politikens korrespondent.

LÆS OGSÅ Belgisk politi anholder 10 mænd i IS-efterforskning

Han beskriver Forest som et hårdt område, hvor der både bor middelklasse-indbyggere, men også mange fattige og mange marokkanske indvandrere.

»Der bliver talt meget hernede om, hvor svært det er for politiet at arbejde i disse kommuner. De fleste af indvandrerne er ganske almindelige familier, der er lige så skræmte som os andre, men der er også en hård kerne af indvandrere. Mennesker, som er parate til at beskytte de her folk og hjælpe dem med at gemme sig«, siger Thomas Lauritzen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce