Annonce
Annonce
Internationalt

Politiet jager ny terrorcelle

Anholdelser i Frankrig og Bruxelles kaster nyt lys over fransk-belgisk terrorsamarbejde. Kriminelle islamister og senere terrorister i Belgien har tiltrukket ’brødre’ fra Frankrig, som samarbejder med belgierne.

Fransk politi kastede torsdag aften nyt lys over de tætte forbindelser mellem franske og belgiske terrorister med anholdelsen af den 34-årige Reda K., som i årevis har været knyttet til flere af terroristerne fra angrebene 13. november sidste år i Paris og attentaterne tidligere på ugen i Bruxelles.

Få timer efter arresterede det belgiske politi efter en storstilet politiaktion i kommunen Schaerbeek i Bruxelles en terrormistænkt mand, som blev lettere såret under anholdelsen.

Ifølge fransk politi planlagde vedkommende attentater i Frankrig i samarbejde med Reda K., som politiet i længere tid har sporet til en lejlighed i Argenteuil udenfor Paris.

Torsdag aften og natten til fredag havde politiet i Bruxelles anholdt seks personer. En af dem menes at have bistået ved attentatet i metroen på stationen Maelbeek.

Belgierne har i mange år været en model for deres franske ’brødre’

Fransk politikilde

Ifølge den belgiske anklagemyndighed er der en forbindelse mellem Reda K. og angrebene i Bruxelles, hvilket den franske indenrigsminister Bernard Cazeneuve afviste torsdag aften, og det franske politi forsøger nu bekræfte eller afkræfte denne sammenhæng.

Under alle omstændigheder var en terroraktion forestående, sagde ministeren. »Anholdelsen har forhindret et attentatforsøg i Frankrig, som befandt sig på et fremskredent stade«.

Undslap til Syrien

Reda K. er en af de mange radikaliserede franske muslimer, som havde valgt at slå sig ned i Belgien. Her blev han en del af et netværk ledet af belgieren Khalid Zerkani, som rekrutterede unge muslimer til krigstjeneste i Syrien.

Det belgiske politi optrævlede gruppen, og Reda K. blev under en retssag i foråret 2015 mod i alt 32 personer idømt 10 års fængsel in absentia. Han var året før undsluppet til Syrien ligesom en af de andre dømte, Abdelhamid Abaaoud.

Abaaoud er en af de formodede bagmænd bag attentaterne 13. november, og han mistede livet i en ildkamp med politiet i St. Denis uden for Paris 5 dage senere.

Kursen mod Bruxelles

Reda K. er langtfra den eneste radikaliserede franske muslim, som i de seneste år har sat kursen mod Bruxelles.

Blandt de mest kendte er Mohammed Merah, som i marts 2012 myrdede tre soldater, tre jødiske småbørn og en jødisk lærer nær og i Toulouse. Han opholdt sig jævnlig i Bruxelles, hvor han plejede omgang med yderliggående muslimer og kriminelle elementer.

Det samme var tilfældet for Amedy Coulibaly og brødrene Kouachi, som i januar 2015 gennemførte gidseltagningen i et jødisk supermarked i Paris samt angrebet på ugeavisen Charlie Hebdo.

Både Coulibaly og de to brødre kendte miljøet i Bruxelles’ indvandrerkvarterer, hvor især den dybt kriminelle Coulibaly forsynede sig med våben.

Bruxelles er et af centrene for den europæiske våbenmafia, hvilket er en af forklaringerne på franske kriminelle og islamisters hyppige færden til den belgiske hovedstad, hvor flere af dem i de senere år har valgt at slå sig ned.

»Belgierne har i mange år været en model for deres franske ’brødre’, siger en kilde i det franske politi med erfaring i terrorefterforskning.

Model for franske ’brødre’

»Fælles for terroristerne er, at deres baggrund er kriminel, og at de på et tidspunkt stiller deres ’ekspertise’ til rådighed for en organisation som Islamisk Stat«, siger kilden.

Tiltrækningskraften har også været religiøs.

Fra begyndelsen af 1990’erne har Saudi-Arabien finansieret yderliggående imamers virksomhed i Belgien, fordi myndighederne lod stå til og lukkede øjnene både for den omfattende narkohandel – for derved at bevare et minimum af ro i indvandrerkvartererne – og den religiøse proselytisme, som den franske historiker Pierre Vermeer påpeger i et interview i avisen Le Figaro.

Reda K.s løbebane

Netop det giver i disse dage anledning til voldsom debat i belgiske medier. For netværk som Belgium4Sharia, der i flere år har stået bag rekrutteringen af Syrien-krigere, havde sin baggrund i disse miljøer.

Den nu fængslede franskmand Reda K. fulgte denne løbebane, da han knyttede sig til kriminelle som Abdelhamid Abaaoud og Khalid Zerkani og fulgte Abaaoud til Syrien.

De kom begge tilbage til Europa. Arrestationen af Reda K., der nu slog sig ned ved Paris, vil endnu en gang rejse spørgsmålet om, hvordan dømte og eftersøgte kriminelle er i stand til enten alene eller i strømmen af flygtninge at bevæge sig mellem Mellemøsten og Europa?

Dokumentation: Lige efter angrebet i lufthavnen

Kilde: AP Video Hub / RTL BELGIQUE

Redaktionen anbefaler

Belgien bekræfter: Bombemand i lufthavn var eftersøgt terrorist

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce