Bredt smil og smalle hofter.

Champagne, swimmingpool, sandstrand og solnedgang. Glamour i Afrika. Men hov – modellen mangler et ben.

Skønhedskonkurrencen ’Miss Landmine’ er skudt i gang, og ti angolanske kvinder kæmper om førstepræmien: En benprotese fra Norges førende ortopædiske klinik.

Der er en lang tradition for skønhedskonkurrencer i Angola, og derfor fandt den norske kunster Morten Traavik det naturligt at bruge skønhedskonkurrencen som udgangspunkt for sit projekt.

Ufint at være handikappet
Kvinderne i konkurrencen er fra Angola i det sydlige Afrika, hvor 23 års borgerkrig har 80.000 landmineofre på samvittigheden.

Til trods for de mange ofre bliver der i stor stil set ned på dem. For at sætte fokus på dette sociale problem opsøgte Morten Traavik skønhedskonkurrencens kandidater under sloganet »alle har ret til at være smuk«.

»Kvindernes første reaktion var ’HVAD?’. Men da de forstod, vi mente det, blev de enormt glade. Alle, vi spurgte, sagde ja med det samme«, siger Morten Traavik og fortsætter:

»Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved en kliche, hvor afrikanske handikappede kvinder reduceres til at være ofre. De er også meget andet. De er sexede, kloge og hele mennesker lige som alle andre«.

Bistandsorganisationer er allerede en jury
Han håber, debatten om verdens syn på landmineofre kan åbne for en endnu større debat om Vestens og ’bistandsindustriens’ generelle syn på ’afrikanere som passive ofre for medlidenhed’.

»Mit indtryk er, at Miss Landmine udfordrer eksistensgrundlaget for bistandsorganisationer, der består på, at afrikanere ikke kan tage vare på sig selv«, siger Morten Traavik.

Fantomkritikken brager
De manglende ben har fået kritikernes hjerter til at banke. Og den norske kunstner kritiseres for ’lemlæstelsespornografi’, ’amputations-fetish’ og ’social pornografi’. Men kunstneren synes bestemt ikke, at hans billeder har noget at gøre med et ’freakshow’.

Han forsvarer sig med, at de eneste kritikere er ængstelige ’hvide’ organisationer, der synes, det er diskriminerende.

»Der er ingen af de ’hvide’ ngo’er, der har turde støtte kunstprojektet. Men den angolanske regering er gået ind i projektet med entusiasme, velvilje og økonomisk«, siger han.

Juryen, der til november skal kåre det smukkeste landmineoffer, er repræsentanter fra ngo’er og bistandsorganisationer.

»Jeg vil gerne udfordre dem, der allerede har siddet i en slags jury og udvalgt, hvilke lande og mennesker, der er mest hjælpetrængende«, siger Morten Traavik

Modellerne lærte at smile
I det angolanske samfund bliver landmine ofre betragtet som en belastning for lokalsamfundet.

»De bliver set på som misfostre, der kan bringe ulykker, og folk tror, det er skæbne og guds straf, at de er havnet i et uheld«, fortæller Morten Traavik.

»Derfor nød de medvirkende at få lov til at blive set som smukke, sensuelle og fuldværdige kvinder«, tilføjer han.

Første job
Kvinderne fik 200 dollar for hver for de to dage, de typisk arbejdede med fotografen, og de fik også lov at beholde tøj, sko og smykker.
For mange af kvinderne var det det første job, de havde haft i meget lang tid.

Kvinderne var glade for at møde hinanden, da mange af dem kommer fra afsidesliggende landsbyer, hvor de er eneste landmineoffer.

»De talte om, hvordan det er at være arbejdsledig og følelsen af, at ingen har brug for en«, fortæller Morten Traavik.

Morten Traavik tager det næste skridt for Miss Landmine i næste uge, hvor han i Cambodja skal diskutere muligheden for at afholde skønhedskonkurrencen der i 2008.

»Den store drøm er at afholde Miss Landmine World«, siger han.