Annonce
Annonce
Internationalt

Klar sejr til Chirac

Endelige resultat

UMP 354 pladser
UDF 29
Centrum-højre 16

Ialt til højrefløjen: 399

Socialister 140
Kommunister 21
Grønne 3
Øvrige venstrefløj 14

Ialt til venstrefløjen: 178


Pladser ialt: 577

Valgdeltagelse: 60,69 pct.
De næste fem år vil Jacques Chirac kunne regere Frankrig, nogenlunde som det passer ham. Efter optællingen af alle valgkredse står den borgerlige fløj til 399 af de i alt 577 pladser i parlamentet, og har dermed absolut flertal.

Venstrefløjen, som har haft flertallet i Nationalforsamlingen siden 1997, må indkassere et knusende valgnederlag og nøjes med 178 pladser.

Ingen pladser til Front National
For den højreradikale Jean-Marie Le Pen og hans Front National var valget til Nationalforsamlingen en stor skuffelse.

Partiet har ikke været i stand til at fastholde de mange proteststemmer, der gav partiet så vældig fremgang ved præsidentvalget.

Partiet fik lidt over 10 procent af stemmerne, men får ingen pladser i det nyvalgte parlament på grund af det franske valgsystem med enkeltmands-kredse.

Rekordlav valgdeltagelse
Valgdeltagelsen satte endnu en trist rekord: 37 procent af vælgerne orkede ikke at gå hen og stemme.

Dels havde den ene meningsmåling efter den anden varslet en overvældende sejr til de borgerlige, hvilket formentlig har afholdt mange fra at stemme, dels var det fjerde søndag inden for to måneder, at franskmændene blev kaldt til stemmeurnerne. En vis træthed synes at have indfundet sig.

Solidt flertal
Jacques Chirac har været præsident de sidste syv år, men kun de to første år rådede han over et flertal i Nationalforsamlingen.

Ved det valg i utide, han noget uforsigtigt udskrev i 1997, mistede han flertallet, sådan at socialister, kommunister og grønne sammen kunne danne en regering under ledelse af Lionel Jospin.

Med andre ord: De sidste fem år har Chiracs magt været alvorligt stækket. Efter valget søndag vil ethvert initiativ fra hans side forlods være sikret et solidt flertal.

Kriminalitet
Det dominerende tema i valgkampen har været den voksende kriminalitet og borgernes fornemmelse af at leve i et stadig mere utrygt samfund.

Derfor har Raffarin og hans energiske indenrigsminister Nicolas Sarkozy en stribe lovforslag klar, der vil give politiet flere midler og mere magt. Det mest omstridte forslag går ud på, at der skal bygges særlige fængsler til mindreårige forbrydere.

Chirac sammenfatter disse lovforslag i én sætning: Nu gælder det om igen at hævde statens autoritet.

Chirac lover skattelettelser
Han har også garanteret, at indkomstskatten vil blive sat ned med fem procent så hurtigt som muligt, idet målet er at få den reduceret med hele 30 procent i løbet af hans regeringstid.

Socialisterne har under valgkampen understreget, at skattelettelsen især vil komme de bedst stillede til gode.

I det hele taget har socialisterne advaret om, at det nye, borgerlige flertal vil svække velfærdssamfundet. De har ligefrem talt om en »social katastrofe«. Men deres advarsler har altså ikke overbevist tilstrækkeligt mange vælgere.

Søndagens valgresultatet blev endnu mere nedslående, end socialisterne havde frygtet.

Identitetskrise på venstrefløjen
De, og resten af venstrefløjen med, befinder sig nu i noget, der ligner en identitetskrise. Både hos socialisterne og hos kommunisterne vil det komme til bitre opgør på de indre linjer, når en ny kurs skal afstikkes.

Maratonvalgkampen har afsløret en voksende kløft i det franske samfund. På den ene side har man de mange, der har været i stand til at skabe sig fordele af den økonomiske udvikling og globaliseringen.

På den anden side kløften finder man dem, der ikke er ressourcestærke, dvs. de sociale tabere, der føler sig overhalet af en udvikling, de knap fatter.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce