Kardinal Antonio María Rouco Varela, 71, er Madrids ærkebiskop og en magtfaktor i det katolske Spanien.

Da den spanske kronprins skulle giftes, var det ham, der forrettede vielsen, og han døbte naturligvis også kongefamiliens børn.

Han lyste op som vært for pave Johannes Paul II, der havde optaget ham i kardinalkollegiet.

Benedikt XVI, som han er ven af og hjalp med at blive valgt, gav ham for nylig sin opbakning i en tv-transmitteret tale. Kardinalen har nemlig stillet sig i spidsen for den kirkelige modstand mod Spaniens socialistiske regering.

Den utrættelige Rouco advarer mod sekularismens angreb på Spaniens traditionelt katolske fundament.

Ved en stordemonstration, som han for nylig havde planlagt i Madrid, råbte kardinalen, at det bekymrer kirken, når den må konstatere, »at spansk retsvæsen nu står tilbage for FN’s menneskerettigheder, der definerer familien som samfundets grundlag«.

Kardinalen udfordrer Zapatero
Kardinalen kæmper mod de reformer af det spanske samfund, som den socialistiske ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero, 47, har arbejdet for.

Det er ham, Rouco sigter til, når han beklager, at forestillingen om ægteskabet i det ærkekatolske Spanien af alle steder er blevet »radikalt relativiseret«, og at man tilskynder til en livsstil, som er i modstrid med »den ubrydelige kærlighed«.

Ved det spanske parlamentsvalg i dag er det derfor ikke den 52-årige konservative oppositionsleder Mariano Rajoy, men kardinalen, der er ministerpræsidentens egentlige udfordrer.

Zapatero, en sekulær forfatningsjurist ud af en republikansksindet familie, har forsøgt at gennemføre en række reformer, der skal bringe Spanien på linje med de fleste andre vesteuropæiske lande. Hans regering har reformeret skilsmisselovgivningen, indført registrerede parforhold og faget borgerkundskab i skolen.

I virkeligheden er der ikke tale om særlig vidtgående reformer.

Zapatero har endda forsøgt at berolige, eller i hvert fald undgå bevidst at provokere, den katolske kirke. Derfor er religionsundervisning for eksempel stadig obligatorisk i de spanske skoler.

En række andre juridiske reformer, for eksempel om aktiv dødshjælp og en justering af fristerne for abort, opgav regeringen, fordi det ville have skærpet konflikten. Desuden har den hævet den del af indkomstskatten, som tilfalder kirken.

Det har imidlertid alt sammen været forgæves. Forholdet mellem kirken og regeringen er fortsat uforsonligt. Nu offentliggør de katolske biskopper en »moralsk orientering« til troende vælgere: Katolikker bør kun stemme på partier, som »forsvarer menneskelivet fra undfangelsen til dets naturlige afslutning«.

I et land, hvor 90 procent af befolkningen betegner sig selv som katolikker, men kun 30 procent går regelmæssigt i kirke, er dette opråb ensbetydende med, at man skal stemme på det konservative Partido Popular (PP).

En kirkeligt neutral stat
Den beherskede interesse for den kristne tro i de fleste vesteuropæiske lande ligger Vatikanet og den tyske pave meget på sinde. I kardinal Rouco, som i 1960’erne studerede i München, har Benedikt XVI fundet en kampfælle.

Kardinalens tyske doktordisputats om ’Stat og kirke i Spanien i det 16. århundrede’ belyser en tid, hvor Spanien efter jødernes fordrivelse og tvangsomvendelsen af alle muslimer var blevet en rent katolsk nation. En guldalder, efter Roucos mening.

Katolicismen forblev – med en kort afbrydelse i 1930’ernes republik – Spaniens statsreligion indtil 1978. Efter diktatoren Francos død blev alle partier enige om en ny forfatning, der definerer Spanien som en kirkeligt neutral stat.

Partido Popular er i de senere år rykket længere mod højre, og moderate kræfter i partiet har mistet indflydelse. Partiet er i sin egen selvforståelse stadig et samlingssted for alle katolikker, der mobiliserer sig markant, navnlig siden socialisterne kom til magten. Sammen stræber ’los teocon’ – som dagbladet El Pais med en omskrivning af det amerikanske ’neocons’ har døbt alliancen mellem konservative og troende katolikker – efter at generobre regeringsmagten.

Biskopradio
Den bedste opbakning får de af de spanske biskoppers mediekæde. Hver morgen lægger Cope-Radio gift for regeringen og for afvigere inden for PP. Om eftermiddagen giver en studievært ved navn Cristina López Schlichting husmødre gode råd om, hvordan de skal leve som gudfrygtige katolikker.

Men hælder Spanien mod de konservative katolikker eller mod socialisterne?

Regeringspartiet har haft et lille forspring i meningsmålingerne. Socialisterne håber, at kardinalen og hans konservative katolikker måske vil få de traditionelt sendrægtige spanske venstreorienterede til at gå til stemmeurnerne – ligesom Zapatero kom til magten i 2004 under indtryk af Irakkrigen og den daværende konservative regerings forsøg på at give ETA skylden for terrorangrebene i Madrid.

Når det kommer til stykket, skal den socialistiske ministerpræsident måske takke kardinal Rouco, hvis hans mandat som ministerpræsident bliver forlænget. Men igen er ETA-faktoren rykket ind som en af de store ubekendte efter fredagens ETA-mord på en spansk lokalpolitiker.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen