Annonce
Annonce
Annonce
Internationalt 26. aug. 2008 KL. 15.25

Farlige svenskere kan være i Danmark

34-årig giftmorder og 38-årig torturbøddel på flugt er senest set i Skåne. Politiet mener, at de er rejst udenlands.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

To farlige svenske forbrydere kan meget vel have taget flugten over Øresund.

Politiet i Dalarna har en formodning om, at 34-årige David Sjöblom og 38-årige Fredrik Broberg er stukket af til udlandet.

Det siger polititalsmand Sven-Åke Petters til Aftonbladet.

På flugt i gammelt vrag
Et vidne henvendte sig til politiet i går med et tip om, at de to eftersøgte svenskere befandt sig i Landskrona.

Men politiet i Skåne fandt ikke Sjöblom og Broberg, der kan være på flugt i en gammel Peugeot med registreringsnummeret PWN 712.

Et svensk ægtepar har fortalt politiet, at de har solgt den gamle, stort set udslidte bil for et par tusinde kroner til en mand med solbriller, der underskrev købsaftalen med navnet David Sjöblom.

Ud fra ægteparrets beskrivelse af køberen antager politiet dog, at det var Fredrik Broberg, der købte bilen i sin formodede flugtkumpans navn.

Har erkendt fire mord
De to eftersøgte svenskere er mildest talt ikke Guds bedste børn.

David Sjöblom er dømt for at have giftmyrdet en familiefar i 1997. Han har desuden erkendt tre andre mord, som han dog ikke er dømt for.

Fredrik Broberg blev i 2003 dømt for at have holdt en kvinde som gidsel i en kælder. Broberg og en medskyldig forsøgte at korsfæste kvinden på en væg ved at hamre søm gennem hendes hænder. De bruge også en motorsav i deres mishandling.

Begge mænd blev - ud over en fængselsstraf - dømt til psykiatrisk behandling på sygehuset i Säter. Det var her, de mødte hinanden og knyttede et venskab, der blandt andet blev holdt ved lige på netstedet Facebook.

Broberg stak af fra sygehuset for en måned siden, mens Sjöblom forsvandt i søndags.

Er ikke efterlyst i udlandet
Selv om politiet altså har en mistanke om, at de to mænd kan befinde sig i udlandet, er de dog ikke efterlyst internationalt.

Det skyldes en omstændelig efterlysningsprocedure, som pressemedarbejder Lillemor Lövström fra det psykiatriske sygehus i Säter beskriver som »meget problematisk og meget dum« over for nyhedsbureauet TT.

Ifølge proceduren skal sygehuset tage kontakt til den svenske Socialstyrelse (tilsynsmyndighed inden for folkesundhed og sundhedssystemet, red), der skal foretage en vurdering af sagen og så tage kontakt til Rigspolitiet, hvis det skønnes, at der er behov for en international efterlysning.

Da sygehuset henvendte sig til Socialstyrelsen i søndags, hvor Sjöblom stak af, var der intet, der tydede på, at han skulle befinde sig i udlandet, og derfor skete der ikke mere.

Men efter de nyeste oplysninger i sagen vil sygehuset nu igen tage kontakt til Socialstyrelsen.